De vilde Fugle

Et Skuespil

TREDJE AKT

Sen Eftermiddag den paafølgende Dag. Samme Skueplads som foregaaende Akt. Fløjdøren til Kabinettet (tilvenstre) er slaaet op. Lys i Loftskronen.
JOMFRU STEENSEN kommer inde fra Kabinettet, hvor der allerede er tændt, og giver sig i Lag med Lamperne.
LINDEMARK og KANDIDAT GLOB kommer ind fra Forstuedøren i Baggrunden (ved Siden af Verandadøren). Den første er i langskaftede Støvler og tyk Spændejakke. Den anden har opsmøgede Benklæder og Tørklæde om Halsen.

LINDEMARK
Ja, nu kommer vi jo ikke videre idag. Men De har dog nu faaet i hvert Fald en Forestilling om, hvad der er at se her. Tager sit Ur frem. Lad mig se. Vi har vel ogsaa været paa Farten det meste af et Par Timer.

KANDIDAT GLOB segnefærdig af Træthed.
I fire Timer.

99
LINDEMARK
Som sagt, dersom det ikke var rykket saa betænkelig nær til den Tid, vi kan vente Gæster her, saa var jeg gerne gaaet med Dem ogsaa ud til Østermarken, som vi kalder den. De kunde der have faaet min allersidste Plantning at se – den fra iaar. Det vilde sikkert have interesseret Dem.

KANDIDAT GLOB støttende sig til en Stol.
Tak – jeg er fuldstændig tilfreds.

LINDEMARK
Og nu maa De undskylde mig, – det er paa Tide, jeg kommer op og pudser mig en Smule. Inden vi veed et Ord af det, har vi Huset fuldt af Folk.

KANDIDAT GLOB
Ja, maa jeg saa sige Proprietæren saa mange Tak for Deres store Elskværdighed. Det var virkelig altfor meget!

LINDEMARK
Ingenting at takke for. Havde blot Vejret ikke været saa krakilsk i Formiddags, kunde vi være kommen hele Terrænet rundt. – Men kan De nu ikke blive her i det mindste imorgen over? Saa skal jeg med Fornøjelse igen staa til Tjeneste.

100
KANDIDAT GLOB
Tusind Tak, det er vistnok ganske umuligt. Min Ferie er jo desværre saa kort.

LINDEMARK
Ja ja, – nu kan De jo tænke over det.

KANDIDAT GLOB
Mange Tak. Men nu maa vel ogsaa jeg ind og skifte Klæder. Man er jo kommen til at se forskrækkelig ud. Gaar ind i sit Værelse.

LINDEMARK til Jomfru Steensen.
Der er vel ikke hændt noget i min Fraværelse?

JOMFRU STEENSEN
Nej.

LINDEMARK
Ingen Visitter?

JOMFRU STEENSEN
Nej.

LINDEMARK
Naa, godt. Lytter. Hvem er det, der taler inde i Spisestuen?

JOMFRU STEENSEN
Det er Forvalteren. Han hjælper med til at sætte Fløjene i Bordet.

LINDEMARK
Naa saadan. Vil gaa.

101
JOMFRU STEENSEN
Har Herren hørt Nyheden?

LINDEMARK
Hvad for en Nyhed?

JOMFRU STEENSEN
Om Løjtnanten.

LINDEMARK ser sig uvilkaarlig omkring; nærmer sig derefter.
Hvad siger De? Om Løjtnant Hacke? Hvad er det?

JOMFRU STEENSEN
Ja, det er næsten ikke for et Fruentimmer at fortælle. – Herren kender jo nok Kræn Pilegaard.

LINDEMARK
I Pannerup?

JOMFRU STEENSEN
Ja. Det er hans Gaard, der ligger her sønder for Byen, lige ved Vejen.

LINDEMARK
Ja vel. Ja vel.

JOMFRU STEENSEN
Der er Løjtnanten inat gaaet ind ad et aabent Vindue for at gøre Fortræd paa Pigen. Han har sagtens været drukken. For da Pigen gav sig til at skrige, og Kræn Pilegaard kom til, saa skabte han sig helt tosset 102 og huggede Kræn i Hovedet med en Stol, saa han laa halvdød paa Køkkengulvet.

LINDEMARK
Hvor har De den Historie fra?

JOMFRU STEENSEN
Fiske-Birthe var herinde nu i Middagsstunden. Hun havde selv set Doktoren, da han i Morges tidlig kørte ind til Kræn. – Forvalteren veed ogsaa Besked. Han har hørt det inde paa Møllen.

LINDEMARK efter et Ophold.
Saa er han virkelig bleven ganske utilregnelig. Langsomt ud gennem Forstuen.
Der er imidlertid bleven halvmørkt.

JOMFRU STEENSEN giver sig atter i Færd med Lamperne. Efter nogle Øjeblikkes Forløb aabner hun Døren til Spisestuen og kalder:
Aa, lille Petersen – De vil nok være saa sød og tænde Kronen herinde.

FORVALTEREN med en Stoltrappe. Tænder Kronen.
Naa – fik De saa sagt noget til Proprietæren?

JOMFRU STEENSEN
Jeg sagde ham det hele.

FORVALTEREN
Fortalte De ham ogsaa, hvad Løjtnanten havde sagt til Pigen?

103
JOMFRU STEENSEN
Aa, vil De tie stille med de Smudsigheder, Petersen.

FORVALTEREN
Hvad sagde saa Proprietæren?

JOMFRU STEENSEN
Han vilde jo daarlig tro det. Og det gør da egenlig kun hans Hjerte Ære.

FORVALTEREN
Jeg gad forresten nok set Fruens Ansigt, naar hun faar det her at høre. Hun revner da.

EN PIGE stikker Hovedet ind ad Forstuedøren; med Forskrækkelse i Stemmen.
Steensen … Fruen ringer!

JOMFRU STEENSEN har en Kuppel i Haanden; febrilsk.
Nu kommer jeg.

EN ANDEN PIGE næsten samtidig gennem Spisestuedøren.
Steensen, skynd Dem … Fruen ringer!

JOMFRU STEENSEN aldeles elektriseret.
Jeg er der … jeg er der jo! Ud gennem Kabinettet.

LINDEMARK kommer lidt efter ind i sort Frakke.
Er De her, Petersen?

104
FORVALTEREN
Jomfruen bad mig om at tænde herinde.

LINDEMARK
Ja, det er godt. Sig mig, det er jo Dem, der har fortalt om de Optøjer, som Løjtnant Hacke skal have foranstaltet inat?

FORVALTEREN
Ja.

LINDEMARK
Men er det nu ogsaa fuldt paalideligt, hvad De der har meddelt?

FORVALTEREN
Paalideligt? Det er garanteret. Jeg hørte det af Mølleren, som selv havde talt med Pigen og Kræn Pilegaards Kone.

LINDEMARK
Saa er det altsaa virkelig kommet saa vidt! – Aa ja, det har vi jo i Grunden længe vidst, at det maatte ende med en Katastrofe. Jeg traf tilfældig Løjtnant Hacke igaar Aftes i Bjergsted Kro. Han var allerede dengang ganske utilregnelig.

FORVALTEREN
Han skal have sagt til Pigen, at – – ja, det er forresten ikke noget pænt Ord.

LINDEMARK
Saa skal De helst ikke besmitte Deres Mund 105 med det, Petersen. Men nu vil jeg bede Dem om at være tilstede ude i Forstuen og hjælpe Gæsterne ned af Vognene. Og dersom Hr. Hacke skulde komme her idag – hvad jeg dog rigtignok tror, han vil undse sig for – men skulde han have den Dristighed at vise sig her efter dette, saa skal De betyde ham, at jeg ikke ønsker at modtage ham. Vil han saa ikke forføje sig godvillig bort, har De min Tilladelse til at fjerne ham med Magt. Forstaar De mig?

FORVALTEREN kryber ned ad Stolen.
Men Løjtnanten er vist ikke rigtig god at næves med, tror jeg.

LINDEMARK
Saa lad Lavst og Ole holde sig i Nærheden. De staar mig inde for, at det Menneske ikke betræder mit Hus. Til JOMFRU STEENSEN, som i det samme kommer tilbage. Er min Hustru paaklædt?

JOMFRU STEENSEN
Fruen kommer vist ned om et Øjeblik. LINDEMARK gaar bort gennem Kabinettet.

JOMFRU STEENSEN
Hvad er der, Petersen? De ser saa beklumret ud.

106
FORVALTEREN
Nu er den gal i begge Ender! – Tror De, at Løjtnanten kan finde paa at komme her idag?

JOMFRU STEENSEN
Fruen venter ham da – det er tydeligt nok. Ellers havde hun saamænd ikke trukket i Stadsen. Hun stod ogsaa nu li'saa ivrig foran Spejlet og kreppede Forhaaret. Det var ligefrem forargeligt at se paa.

FORVALTEREN
Naa, saa bli'er her Træk i Skorstenen iaften. Lavst og Ole skal smide Løjtnanten paa Porten. Regulært.

JOMFRU STEENSEN
Hvad siger De? … Hys! Nu kommer de. Lad os liste væk. Begge ud.

FRU LINDEMARK og LINDEMARK kommer ind fra Kabinettet. Den følgende Samtale føres i Begyndelsen med dæmpede Stemmer.

FRU LINDEMARK
Jeg veed ikke, hvad der er din Mening med at fortælle mig alt det der. Jeg har ikke spurgt dig om noget. Gaa til en anden, som vil høre paa dig. Hvorfor henvender du dig ikke til Steensen? Hun er jo ellers din Fortrolige. Og hun plejer at interessere sig for Kællingesnak.

107
LINDEMARK
Her er ikke Tale om Kællingesnak. Forvalteren, der netop er kommen hjem fra Møllen, bekræfter Fiske-Birthes Beretning Ord til andet.

FRU LINDEMARK
Saa Forvalteren er ogsaa bleven din Fortrolige. Jeg er bange for, du begynder at trætte vore Tjenestefolk med dine Skriftemaal. Morskab har de sikkert længe haft af din Aabenhjertighed.

LINDEMARK
Lad du mig om den Ting! Fra den Side har min Ære ingenting at frygte. – Men hvad jeg her har villet, er, at ogsaa du engang fuldt ud skulde oplyses om Beskaffenheden af den … den Person, for hvis Skyld du har vendt dig fra mig. En Person, der om Natten kryber ind gennem Folks Vinduer og bruger Vold mod værgeløse Kvinder. Hvad siger du, Astrid?

FRU LINDEMARK
Ingenting siger jeg! Ingenting! Men at du – netop du – vil fortælle mig det, … det … ja, det ligner dig! Det er netop, hvad der er dig værdigt! – Vold, siger du. Nu, vil du endelig vide min Mening, saa tilgiver jeg titusinde Gange hellere den Mand, der tager 108 med Magt, end den, der lirker og trygler og kryber saalænge, til man af Medynk giver efter for ham.

LINDEMARK
Aa – disse Talemaader! Dette Mundsvejr! Eller er det virkelig kommen saa vidt med dig? For Gud i Himlens Skyld, Astrid, kom dog til dig selv! Hvordan vil det ellers ende? Om du intet Hensyn vil tage til mig – og det venter jeg ikke længer; giv du mig kun vedblivende til Pris for Latteren – men saa tænk dog i det mindste paa vore Børn. Skal virkelig Kaj og lille Ingeborg – –

FRU LINDEMARK
Nævn ikke dem!

LINDEMARK
Jo … for der rørte sig dog din Samvittighed, Astrid!

FRU LINDEMARK
Du tager fejl! Jeg har hundrede Tusinde Gange sagt dig det: jeg vil intet Ansvar have for dem. Jeg har ikke bedt om dem.

LINDEMARK
Hvad har du ikke?

FRU LINDEMARK
Nej – lige saa lidt som om dig. Du tiggede mig om at gifte mig med dig … tiggede mig til at tage herop … tiggede mig til 109 at blive Moder. Du skulde jo have Arvinger til Gaarden … du købte mig, ligesom du køber dine andre Avlsdyr!

LINDEMARK
Men dette er jo sindssygt! – Eller lyver du for dig selv? – Lad mig blot erindre dig om en eneste Ting. Dengang jeg sidst besøgte dig i Vejle før vort Bryllup – du husker det meget godt – da sprang du ind til mig i Kupeen, da jeg rejste, og knugede dig ind til mig og bad mig om at bortføre dig med det samme – –

FRU LINDEMARK
Aa – Barnestreger!

LINDEMARK
Saa stod vi ud af Toget ved den første Station og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene. Og da vi skulde skilles, kyssede du Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker du det?

FRU LINDEMARK
Du skal tie! … Du lyver!

LINDEMARK
Hvorfor siger du det? Du veed jo, at hvert Ord er Sandhed.

110
FRU LINDEMARK imod ham med løftede Hænder.
Aa … om jeg blot turde! Behersker sig; drejer af og gaar mod Baggrunden.

LINDEMARK
Hvor jeg beklager dig, Astrid! – Mon du forresten selv rigtig veed, hvor opskruet dit Væsen er bleven i den senere Tid? Det skal maaske være et Forsøg paa at komme til at ligne – den Person, hvis Navn jeg nødig nævner.

FRU LINDEMARK
Jeg har ikke tænkt derpaa. Men det kan være, du har Ret. Ifald det kan more dig, skal jeg gerne anstille en Sammenligning, naar Løjtnant von Hacke nu kommer.

LINDEMARK
Saa du venter ham idag?

FRU LINDEMARK
Ja.

LINDEMARK
Efter hvad der nu er sket?

FRU LINDEMARK
Jeg veed, at han kommer her.

LINDEMARK
Ja saa. Tør jeg spørge, hvorfra du har den sikre Viden?

111
FRU LINDEMARK
Løjtnant von Hacke bebudede det selv iaftes, da jeg talte med ham.

LINDEMARK
Hvor talte du med Løjtnant Hacke iaftes?

FRU LINDEMARK
Her. Her i denne Stue. Paa den Tid, da du sov deroppe paa dit grønne Øre og forhaabenlig drømte blidt og fromt.

LINDEMARK
Dine Forsøg paa at opægge mig bliver for hver Dag plumpere og mere taabelige. At du ikke selv kan føle, hvor det nedværdiger dig!
KANDIDAT GLOB træder ind fra sit Værelse. Han er pyntet og hilser Fruen med Galanteri.

FRU LINDEMARK
Dersom du ikke tror mig, kan du jo spørge Hr. Glob. En Vogn høres udenfor. Hun farer sammen. – Nu kommer de Fremmede. Hun gaar hurtig ind i Kabinettet.

LINDEMARK anstrengt smilende.
Hvad er det for noget, min Kone vil fortælle? Var her Besøg iaftes, efter at jeg var gaaet til Ro?

112
KANDIDAT GLOB
Saa Fruen har røbet mig?

LINDEMARK
Det er altsaa sandt?

KANDIDAT GLOB
Jeg kan jo ikke nægte det.

LINDEMARK
Og det var Klitassistenten? Løjtnant Hacke?

KANDIDAT GLOB
Han bankede paa Ruden, da jeg sad her alene. Og da det var en øsende Regn, tillod jeg mig at lukke ham ind ad Verandadøren der. Lidt efter kom Fruen tilfældigvis herned efter en Nøglekurv, hun havde glemt. Jeg indser nu bagefter, at det vistnok ikke var rigtigt af mig –

LINDEMARK med vanskelig tilkæmpet Fatning.
Unægtelig. Det var meget ubetænksomt, Hr. Kandidat.

KANDIDAT GLOB
Det maa tjene mig lidt til Undskyldning, at jeg jo havde stiftet Bekendtskab med Klitassistenten i Deres eget Selskab, Hr. Proprietær. Og De havde desuden med saa stor Elskværdighed bedt mig lade, som jeg var hjemme her, saa –.

113
LINDEMARK
Det var at tage de Ord lovlig bogstavelig, synes jeg. Men nu skal De dog vide, at vedkommende Person er gaaet herfra op i Landet for at forøve en oprørende Ugerning. I en af Gaardene her nordpaa har han i sit tøjlesløse Overmod skamslaaet Ejeren, en hæderlig Bonde, efter først at have forsøgt Vold mod en Pige der.

KANDIDAT GLOB
Er det muligt?

LINDEMARK
Som jeg siger. Jeg erindrer, at De igaar talte med en vis Varme om Deres Indtryk af Klitassistentens Personlighed. Jeg veed ikke, om De efter disse Oplysninger endnu føler Trang til at optræde som hans Defensor.

KANDIDAT GLOB
Nej, jeg maa tilstaa –

LINDEMARK
Naa, dog ikke! – Det banker. Men nu har vi Gæsterne.
Hr. FYRMESTER ENEVOLDSEN og FRUE. Det er midaldrende Folk med et sundt, friskt og fornøjet Udseende.

FRU ENEVOLDSEN trykker hjertelig Lindemarks Haand.
Til Lykke og Velsignelse, Hr. Lindemark!

114
FYRMESTEREN ligesaa.
Til Lykke, kære Ven!

LINDEMARK endnu noget adspredt.
Tak. – Tak! At De virkelig har erindret det!

FRU ENEVOLDSEN
Jo,… jo. Vi er maaske nok vanskelige at faa hjemmefra. Men den 28de Oktober glemmer vi dog ikke.

FYRMESTEREN
Vi har forresten en hjertelig Hilsen til Dem fra vor kære Sognepræst. Vi kørte derom ad for at høre til hans Befindende. Som De vel veed, har han igen haft et af sine Anfald.

LINDEMARK
Ja. Hvordan gaar det?

FYRMESTEREN
Jo, Gud ske Tak; jeg tror dog, vi faar Lov at beholde den Gamle endnu en Tid. Men de sidste Dages fugtige og urolige Vejr har ikke været godt for Folk med den Slags Hjertelidelser.

LINDEMARK
Maa jeg forestille: Hr. Kandidat Glob fra København. – Hr. Fyrmester Enevoldsen og Frue.

115
FRU ENEVOLDSEN
Tænk – fra København!

FYRMESTEREN
Se se – fra København!

LINDEMARK
Hr. Glob opholder sig her for af kulturhistorisk Interesse at studere Beplantningsanlægene paa Egnen.

BEGGE
Nej virkelig!

LINDEMARK
Naa, men hvordan har De det selv derude i Deres Udørk? Har De endnu det samme dejlige Blomsterflor i Vindueskarmene, som jeg beundrede hos Dem, da jeg sidst besøgte Dem?

FRU ENEVOLDSEN
Naa – lidt mindre straalende er det vel nu. Men ellers har vi det da, Gudskelov, i enhver Henseende ved det gamle.

LINDEMARK
Og Hønsegaarden? Er den stadig Deres Mands Kæledægge?

FRU ENEVOLDSEN
Aa Gud ja, Enevoldsen lever og dør for de kære Dyr. Han maser derude hele Dagen. Jeg ser ham næsten ikke.

116
FYRMESTEREN
Ja, Orden i Tingene vil jeg ha'. Det er nu mit Grundprincip.

FRU ENEVOLDSEN
Aa, men sig mig – hvordan har Deres Børn det? Kaj og lille Ingeborg?

LINDEMARK
Tak – Tak! De har det rigtig godt. De er jo endnu i Besøg hos deres Faster, som paa ingen Maade vil slippe dem. – Og hvordan staar det til med Deres egne?

FRU ENEVOLDSEN
Jo, Gud ske Lov og Tak. – Ja, Kristian havde forresten igaar – rent ud sagt – lidt ondt i sin lille Mave. Men det er allerede ovre. Aa, de søde smaa Rollinger, de løber jo ude i den friske Luft hele Dagen, saa de kan sagtens have det godt. Det vilde saamænd være Synd og Skam for os, om vi vilde klage. Dersom ikke Enevoldsen i Vinter havde faaet den slemme Gigt i den venstre Arm, vilde vi rigtig have haft det som i et lille Paradis.

LINDEMARK indadvendt.
Hvor det er fornøjeligt at høre. – Naa, men skal vi gaa ind til min Hustru. Hun 117 sidder vist herinde i Kabinettet. Det banker. Flere Venner, tror jeg!

Mens FYRMESTEREN og HANS KONE gaar ind i Kabinettet, aabnes Forstuedøren for ANDENLÆRER LANGER, der er en høj, tung, noget ludende Mand med et stort Skæg, der begynder at graane i Kanterne. Hans Udseende er luvslidt og forkomment. Om Munden skælver et galgenhumoristisk Smil. Lidt efter hans Indtræden gaar JOMFRU STEENSEN over Scenens Baggrund ind i Kabinettet med Syltetøj og Kager paa en Bakke.

LINDEMARK nedladende.
Er det Dem, Langer. Godaften.

ANDENLÆRER LANGER
Godaften, Hr. Proprietær. Jeg tillader mig at kondolere i Dagens Anledning.

LINDEMARK
Tak – Tak! Ja, saadan kan man jo ogsaa tage det. – Er De kommen gaaende? Jeg har ikke hørt nogen Vogn.

ANDENLÆRER LANGER
Min høje Foresatte fik Tilbud om Agelejlighed henne fra Doktorens. Saa maatte jeg ta'e til Poterne. Dem har man jo altid ved Haanden, Hr. Proprietær.

LINDEMARK forestillende.
Hr. Lærer Langer her af Sognet. Hr. Kandidat 118 Glob fra det store kongelige Bibliotek i København. Hr. Glob opholder sig her for i videnskabeligt Øjemed at studere Beplantningsanlægene paa min Ejendom.

ANDENLÆRER LANGER stryger Skægget.
Jeg har hørt om det. Hm. Ja, der er jo ogsaa meget kønt at se paa her paa Storgaarden. Kort Stilhed. En Vogn høres. Tør jeg maaske gaa ind og hilse paa Fruen?

LINDEMARK
Værsgo'. Gaa De kun, Langer! Han gaar ind i Kabinettet.

KANDIDAT GLOB
Er den Mand Lærer her?

LINDEMARK
Ja, det vil sige: bare Andenlærer. Og endda kun af Naade. Et stakkels Menneske, hvad De vist nok kunde se. Næppe helt vel bevaret. Han er iøvrig gammel Student.

KANDIDAT GLOB
Er han Student!

LINDEMARK
Ja, hans Livsskæbne har været trist. Han kom allerede som ungt Menneske her til Egnen for at være Huslærer hos en Godsejer nogle Mil herfra. Saa gik han hen og 119 forelskede sig i Godsejerens Datter, der vistnok havde været noget uforsigtig overfor ham – det var hans første Ulykke. Siden har Livet sagtens givet ham adskillige andre Knæk. Han er i hvert Fald sunket bestandig dybere. Jeg har oprigtig Medlidenhed med ham.

Døren til Forstuen gaar op for PROPRIETÆR HANSEN, hvis Stemme forud har kunnet høres derudefra, og for HANS FRUE.

PROPRIETÆR HANSEN
Da' – Lindemark! Gratulerer! Godt Aar, god Helsen, Stivelse i Kravetøjet. Jeg skulde gerne have honoreret Dem med en bitte en paa Redekam, dersom Mutter her ikke havde protesteret.

LINDEMARK
Tak – Tak! Og at De, Frue, virkelig ogsaa har ulejliget Dem herhen. –

PROPRIETÆR HANSEN mod Kandidat Glob.
Da' Hr. Københavner … Hvisker i Forbifarten: Der har De sgu lavet en rar Frikadelle, Mand! Fniser.

KANDIDAT GLOB
Hvad har jeg?

120
PROPRIETÆR HANSEN vender.
Hva'? Er De endnu ikke med paa Tangenterne?

FYRMESTEREN og ANDENLÆRER LANGER kommer tilbage fra Kabinettet. Hilsner og Haandtryk. Hvorefter LINDEMARK fører PROPRIETÆR HANSEN og HANS FRUE derind, medens de to førstnævnte tilligemed KANDIDAT GLOB danner en samtalende Gruppe midt paa Gulvet.

FYRMESTEREN til Glob.
Saa Kandidaten er heroppe for at studere Kulturtilstandene hos os. Ja, vi Vestjyder kommer skam ogsaa med! Skulde Deres Vej falde om ad Løgstrup Fyr, vil det glæde mig at se Dem.

KANDIDAT GLOB
Tak – det er meget venligt.

FYRMESTEREN
Jeg veed ikke, om De ogsaa interesserer Dem for Hønseavl. Jeg mener i saa Fald at kunne vise Dem en Bestand, som De ikke let finder Mage til i hele Vendsyssel. Men jeg driver ogsaa Sagen rationelt, efter videnskabelig Metode, med nøjagtigt Regnskab for hvert enkelt Dyr. Ellers bliver det til det bare Jask.

121 KANDIDAT GLOB
Jeg takker for Tilbudet. Forøvrigt behøves der saamænd ingen specielle Tillokkelser, for at jeg skal fristes til et Besøg derude ved det yderste Skær. Det var just min Rejses egenlige Maal at komme til at staa Ansigt til Ansigt med den højtbesungne Brænding udfor Løgstrup Klev.

FYRMESTEREN
Saa meget des bedre!

KANDIDAT GLOB
Jeg har ogsaa ofte med Misundelse tænkt paa, hvor ejendommeligt – hvor stemningsrigt – Dagene maatte forme sig for dem, der daglig havde det ophøjede Skuespil for Øje. Tænk, saaledes at leve sit Liv saa at sige midt i det fraadende Svælg!

FYRMESTEREN
Ja – javist. Det er et friskt og sundt Liv, Gudskelov.

KANDIDAT GLOB
Men kan De nu alligevel ikke undertiden føle Dem lidt nedtrykt – og ængstet – af Naturens vilde Orgier derude? Jeg tænker især paa disse ugelange Vinterstorme. Er de ikke frygtelige? Jeg har hørt, at Klitten formelig skal kunne dirre under Brændingens Favntag.

122
FYRMESTEREN
Naa ja, – naar man har det lunt og godt inden Døre og saa forresten boer i et solidt, grundmuret Hus –

ANDENLÆRER LANGER
Ja, Fyrmesteren er saa skam ikke af dem, der bygger paa Sand. Næ! Hos ham er alting garanteret og assureret. Baade udvendig og indvendig.

FYRMESTEREN
Det tror jeg at kunne sige. Orden i Tingene. Det er nu mit Princip.

ANDENLÆRER LANGER
Grundmur over det hele! Sikkerhed for alle Skader! For de timelige og de evige! … Næ, Fyrmesteren kan saamænd rolig la' Vejret skabe sig. Det har vist aldrig saa meget som forstyrret Dem i Deres Middagslur, Hr. Enevoldsen.

FYRMESTEREN
Naa nej; man vænner sig jo efterhaanden til den Slags Ting. Men det var det, vi kom fra … Hønseavlen, Hr. Kandidat, den har endnu ikke her i Landet vundet den Anerkendelse og Indflydelse, som den sandelig fortjener. Det er en virkelig Folkesag. Jeg undervurderer ikke vor Smøreksport eller Flæskeproduktionen. Gudbevares! Men jeg 123 siger alligevel: en rationelt drevet Hønseindustri, – der er Fremtidens Danmark. Men Sagen maa tages op med Alvor. Og med Kærlighed. Her maa alle Landets fremsynte Folk staa Skulder mod Skulder. – Hvad siger De, Hr. Kandidat?

KANDIDAT GLOB
Ja, jeg forstaar mig jo ikke nøjere paa den Ting, saa –

ANDENLÆRER LANGER
Da siger jeg, min Tro, Ja af min ganske Sjæl. Det er et yndigt Fremtidsbillede, De der opruller, Hr. Fyrmester. En Høne i Hvermands Gryde, – som han sa', den salig gale Konge. Alle Livets Bedrøveligheder reducerede til bare Kyllingesorger! – Gud give, det nu maa blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Danmark! Kykliky!

PROPRIETÆR HANSEN og LINDEMARK kommer tilbage fra Kabinettet.

LINDEMARK
Skal ikke de Herrer ryge? Der er sat Cigarer frem inde i Kontoret. Ogsaa Piberne er til Tjeneste.

PROPRIETÆR HANSEN
Hvad siger De, Fyrmester? De trænger vist til lidt Pa'?

124
HANSEN, FYRMESTEREN og LINDEMARK gaar ud gennem Forstuen, hvortil Døren fra nu af staar aaben, idet den sammen med det bagved liggende Kontor tjener til Rygeværelse.
KANDIDAT GLOB sætter sig ved Bordet, hvor ogsaa ANDENLÆRER LANGER tager Plads, efter at de første af de følgende Replikker er vekslede.

KANDIDAT GLOB
Ryger De ikke, Hr. Langer?

ANDENLÆRER LANGER
Desværre nej! De glade Dage i Portorico er forbi for mig! Klapper sig paa Maven. Mine ædlere Dele skal skaanes, siger vor velstuderede Medicinmand. – Maa jeg forresten være saa næsvis at gøre Dem et Spørgsmaal i Fortrolighed, Hr. Biblioteksassistent?

KANDIDAT GLOB
Mig? Men jeg kender Dem jo slet ikke.

ANDENLÆRER LANGER
Naa, næ. Men det er nu heller ikke min egen Grosmægtighed, jeg gærne vilde underholde Dem med et Øjeblik. Rent ud sagt – hvorlænge mener De, at De endnu vil beære vor Gegend med Deres Nærværelse?

KANDIDAT GLOB
Jeg maa tilstaa, det er virkelig et højst paafaldende Spørgsmaal. Af hvilken Grund interesserer det Dem saa meget?

125
ANDENLÆRER LANGER
Kan det nu ogsaa være saa vanskeligt at forstaa? Jeg tiltror Dem nemlig saa megen Synskraft, at De ikke har kunnet opholde Dem fireogtyve Timer under dette gæstfri Tag uden at have observeret, at der er kommen en temmelig stor Sky eller Plamasje paa den ægteskabelige Himmel.

KANDIDAT GLOB
Siden De berører det, saa vil jeg ikke nægte det.

ANDENLÆRER LANGER
Jeg formoder, at De heller ikke har kunnet undgaa at bemærke, til hvem det er, Fruen er kommen for Skade at tabe sin Hjertefred denne Gang.

KANDIDAT GLOB
Til hvem? Næ, det veed jeg ikke. Jeg havde overhovedet ikke tænkt mig, at det var til nogen bestemt Person. Endnu da.

ANDENLÆRER LANGER
Ja vel, jeg forstaar nok … Leve Diplomatiet! Men se, tilfældigvis saa veed jeg nu, at De iaftes traf vedkommende i Bjergsted Kro, og at han der lavede en større Scene.

KANDIDAT GLOB
Løjtnant Hacke! … Det er ikke muligt! Han er jo et komplet Subjekt. Og fuldstændig Vrag.

126
ANDENLÆRER LANGER smiler stiltiende.

KANDIDAT GLOB
Er det virkelig sandt?

ANDENLÆRER LANGER
Det kan De være morderlig stødt paa. Men saa begriber De vist ogsaa Grunden til den Ballade, han har lavet derinde i Byen inat, hvad De vel nok har hørt tale om.

KANDIDAT GLOB
Næ, jeg maa tilstaa, – det begriber jeg virkelig ikke.

ANDENLÆRER LANGER
Herregud, kan De da ikke forstaa, at Hacke er knusende, edderspændt sjalu?

KANDIDAT GLOB
Sjalu? Paa hvem?

ANDENLÆRER LANGER
Paa hvem? … Er De ikke med endnu? … Begribeligvis paa Dem, Højstærede!

KANDIDAT GLOB
Paa mig? … Mig? … Jamen det er jo ganske sindssvagt.

ANDENLÆRER LANGER
Rigtigt! Det er det, det er. Og justement derfor meget sandsynligt … ja ganske afgjort. 127 De kender vist endnu ikke meget til Kærlighed, Hr. Biblioteksassistent. – Ser De, Hacke kan nu ikke taale, at der kommer saa meget som Lugten af et fremmed Mandfolk i Nærheden af Fru Lindemark. Han er jo ikke saa lidt oppe i Aarene, og saa er al Slags Gigt som bekendt paa sit værste. Nu er det jo tydeligt nok, at han i de her Dage er kommen svært herunter og vistnok ikke taaler at komme dybere. Han har jo allerede i nogen Tid gaaet og snakket om at sætte et lille rundt Punktum for sig selv … Peger med Fingren. Her i Panden, forstaar De. Og derfor var det nu, jeg vilde sige Dem, at dersom der virkelig skulde ske saadan noget, saa var det jo ikke saa meget rart for Dem at have været Anledningen.

KANDIDAT GLOB
Men du godeste Gud! Alt det vidste jeg jo ikke en Smule om. Jeg rejser den Dag imorgen, – det er aldeles afgjort.

ANDENLÆRER LANGER
Tak. Det er jeg svært glad for at høre, vil jeg sige Dem. For Hacke, han er nu i Bunden et ejegodt Barn, som ogsaa et Mandfolk godt kan blive ligesom lidt forelsket i. Et rigtig Vrag – som De før saa kønt bemærkede. 128 Herregud, ja! Det er nu engang først i den Tilstand, at en saadan Oceanflyver kommer os fladbundede Joller paa nært Hold. Saalænge den ligger velholden og boltrer sig ude paa det blaa Hav med alle sine hvide Sejl oppe, eller naar den rider en Storm af paa en Stump Undersejl og med skalkede Luger, … se, det Syn forundes aldrig os Landkrabber, desværre! Det er først, naar den har faaet en uhelbredelig Læk, eller Rejsningen er gaaet overbord, og Skuden driver hjælpeløs mod Undergangen – ja, saa kan vi faa Lov til at lamentere ved Begravelsen. Men veed De hvad. Saadan et stakkels, splintret Skibsskrog, der om Natten er bleven kastet ind paa Stranden ligesom et Aadsel, det kan jo maaske nok se fælt ud, naar man om Morgenen kommer drivende ned til det fra sine godt gennemlumrede Fjerdyner. Men alligevel. Det gibber underligt sødt i En ved Synet. Det synger saa sært omkring Mastestumperne paa saadan et Vrag, der har vugget paa de store Haves Dønning. Det er, ligesom naar Synet af en død Vildgaas faar alle de tamme Rappere i Møddingpølen til at klapre med Vingerne af Rejselyst og Eventyrlængsler. – De kan tro, at Fru Lindemarks og Løjtnant Hackes Kærlighedsgeschichte har ogsaa lavet 129 en rigtig pæn lille Søgang her i vores mudrede Gadekær.

KANDIDAT GLOB der har siddet i Tanker.
Men hvorfor faar de Mennesker ikke en Ende paa det? Naar de altsaa dog er enige! Hvorfor bliver Lindemark og hans Kone ikke skilte?

ANDENLÆRER LANGER
Nej, Vorherre bevares! Saa var maaske hele Herligheden forbi. Jeg synes, det er netop allerbedst, som det er. – Jeg er forresten heller slet ikke sikker paa, at Fru Lindemark, naar det kom til Stykket, virkelig vilde løbe Risikoen. Hvad hjælper de fulde Hjerter, Kære, naar Lommerne er tomme? Og Hacke har nu ikke Kredit noget Sted udenfor sin egen Portemonæ. Og den minder, ved Gud, ikke stærkt om Nationalbankens Kælder. – Næ, det er en rigtig sørgelig Historie! … En rigtig dejlig sørgelig Historie!

Pavse.

KANDIDAT GLOB
Mon Fru Lindemark egenlig nogensinde har elsket sin Mand?

ANDENLÆRER LANGER
Ih, Gudbevares! Hun har været saa forlibt 130 i hans vejrbrunede Ansigt som en Spurv i en varm Hestepære. Men det begynder vistnok at blive noget længe siden.

KANDIDAT GLOB
Hun er vist i det hele en meget lunefuld Dame.

ANDENLÆRER LANGER
Lunefuld? Hun er netop, som hun skal være. Rigtig en Kvinde efter min Lyst! Hun skal nok have været obsternasig allerede i sine Pigedage. I Begyndelsen, hun kom hertil, gik hun ogsaa med Mandfolkebukser og lange Støvler under Skørterne. Hun spurgte ingen om Forlov. – Men saa var det, hun havde den lille forbigaaende Historie med den unge Præst. Og saa blev hun jo hellig for en Tid.

KANDIDAT GLOB
Hvad var det for en Historie?

ANDENLÆRER LANGER
Jo, det var med Kapellanen, som var her, mens vor Jubelolding laa syg. Han gik forresten af bare Forelskelse hen og giftede sig med en anden. Og det var nu slet ikke efter Fru Lindemarks Hoved. Hun vilde absolut, at han skulde rejse over til Bagindien som Missionær og lide Pinsel og Død for Korset. Kvinder af Fru Lindemarks Slags, de vil nu engang lave en Helt af enhver Skrædder. Og 131 Himlen velsigne dem for det! – Den unge Guds Mand sidder nu i et Boghvedekald nede paa Fyn.

KANDIDAT GLOB atter i sine egne Tanker.
Naa saaledes! Hun er af den Slags!

ANDENLÆRER LANGER
Af den Slags? Hvad mener De egenlig?

KANDIDAT GLOB
Jeg skal ikke nægte, at min Sympati for Fru Lindemark er dalet betydeligt efter disse Oplysninger. Derimod har jeg den oprigtigste Medfølelse for hendes Mand.

ANDENLÆRER LANGER
For hendes Mand? Det forstaar jeg ikke. Hvad har han i Grunden at beklage sig over? For det er dog hende, der har gjort ham til, hvad han er. Havde hun været en af de almindelige Liggehøns, var han saamænd bleven Mage til de andre Fedtmuler her. Nu er der dog gaaet noget af det udødelige Livs saa fornøjelige Heksedans gennem Storgaardens Stuer. Luften her har været ladet med lidt af den Slags Elektricitet, der holder det indre Menneskes Mekanisme igang. – Tillad mig at spørge Dem, Hr. Biblioteksassistent: Er De forlovet?

132
KANDIDAT GLOB efter kort Betænkning.
Ja.

ANDENLÆRER LANGER
Det har jeg ogsaa været engang. Det vil sige: hemmeligt. Men Herligheden varede kun kort. Og Gudskelov for det! – De ser paa mig. Men jeg mener det virkelig, endda min Forlovede var en rigtig køn Pige, endogsaa meget smuk og tilmed "ikke uden Midler", som der staar i Annoncerne. Hun er nu gift med en højfornemme Mand, en Kammerherre. Ja, Forsynet kan virkelig undertiden være uransagelig humoristisk. –

Mens de fortsætter deres Samtale, uden at den høres, kommer en Sværm af nye Gæster ind fra Forstuen, ført af LINDEMARK. Der er DOKTOREN, FØRSTELÆRER JOHANSEN, PROVISOREN, LANDVÆSENSELEV GYLDENFELT og flere. Deriblandt et Par Bønder. PROPRIETÆR HANSEN og FYRMESTEREN ses lidt efter i Sværmen, begge med tændte Piber. Paaklædningen er meget uens. De fleste af Herrerne er i Frakke. Et Par enkelte i Kjole. Damerne, navnlig de unge, er gennemgaaende helt selskabsklædte.

LANDVÆSENSELEV GYLDENFELT og PROVISOREN stikker Hovederne sammen i Forgrunden ved den ene Side, mens de hviskende betragter Kandidat Glob, der stadig sidder i Samtale med Hr. Langer ovre ved den anden. Hr. Gyldenfelt er et ungt Menneske, der tydeligt i Væsen og Udtryksmaade har taget Løjtnant Hacke til Forbillede. Han er i Kjole og hvidt Slips.

133
PROVISOREN
Det maa jo være ham.

GYLDENFELT
Hellige Elias! Han ser jo ud, som om han var snydt ud af Næsen paa min gamle Tante. Kan Fru Lindemark virkelig have vist en saa nederdrægtig Smag!

PROVISOREN
Ja, Skønheden trykker ham ikke. Men han kan jo ha'e andre bedaarende Egenskaber.

GYLDENFELT
Hør, han skal skandaliseres! Der er ingen Mening i, at den Fyr skal komme her og gaa Hacke i Bedene.

TO UNGE PIGER træder til med hinanden under Armen.
Er det virkelig ham, der sidder derhenne med Lærer Langer?

GYLDENFELT
Ja, hvad mener Damerne? Har De nogensinde set Mage til Misfoster!

DEN ENE UNGE PIGE
Aa, det hele er saamænd ogsaa bare Vrøvl.

GYLDENFELT
Ligemeget! Han skal skandaliseres! Han skal gøres til Grin for hele Selskabet. Jeg skal paatage mig det. Lad os bare først komme 134 tilbords, saa skal jeg drikke ham saa kanon, at han ikke kan se ud af Ørene.

DEN ANDEN UNGE PIGE
Tror De, at Løjtnant Hacke kommer her iaften?

GYLDENFELT
Ja, hvorfor ikke? Det manglede sgu bare! – Det skal blive storartet at se vore Dydsdragoner gaa paa Bagbenene! De gaa alle i ivrig hviskende Samtale mod Baggrunden.

LINDEMARK og FØRSTELÆRER JOHANSEN kommer lidt efter frem i Forgrunden, samtalende. Den sidste er en midaldrende Mand med et kærnesundt, mildt og frejdigt Udseende.

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Jeg har ellers en Hilsen til Dem fra Præsten. Han var rigtig saa ked af, at han ikke personlig kunde bringe Dem sin Lykønskning. Men han turde endnu ikke forlade sit Hlidskjalf, som han bad mig sige.

LINDEMARK
Han er jo ellers nu udenfor al Fare, Gudskelov.

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Ja, frisk og fornøjelig som altid. Der skal mere end eet Hug til at fælde saadan en Kæmpeeg. Der er Muldjordskraft i den Gamle. Det er til at mærke, at han er runden 135 af gammel dansk Bondeæt. Trækker LINDEMARK lidt tilside og sænker Stemmen. Han havde forresten skikket Bud efter mig i Anledning af den Affære med Klitassistenten, som De vel nok har hørt om.

LINDEMARK
Ja, det er en oprørende Historie. Og meget sørgelig.

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Mellem os sagt – men hvad jeg her betror Dem, maa være under Tavsheds Løfte. LINDEMARK nikker. Præsten og jeg blev enige om, at Tiden nu var kommen til at kræve Myndighedernes Indskriden. De Paagældende synes desværre ikke selv at ville foretage sig noget i saa Henseende. Der vises jo endnu af Menigmand her i Vendsyssel en ejendommelig hedensk Overbærenhed med den Slags Voldsgerninger. Men baade Præsten og jeg har følt det som vor Pligt overfor Menigheden at gøre vort til, at denne Udaad ikke gaar upaatalt hen.

LINDEMARK spændt.
Saa vil De altsaa nu anklage Klitassistenten?

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Naa – næ. Direkte ønsker Præsten overhovedet ikke at blande sig i Sagen. Og det 136 synes ogsaa mig at være i enhver Henseende det bedste og værdigste. Men i Haab om at være i Overensstemmelse med alle rettænkende Elementer i Befolkningen har vi idag underhaanden ladet Herredsfogden tilflyde Meddelelse om det passerede.

LINDEMARK
Det er virkelig sket!

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Ja. En Mand herfra Egnen, en af vore paalidelige Venner, der netop idag skulde rejse ind til Herredskontoret i et andet Ærinde – Navnet har jeg bestemt lovet at fortie – denne Mand paatog sig saadan i Talens Løb at henlede Herredsfogdens Opmærksomhed paa Sagen og paa den Forargelse, den har vakt i vide Krese her, og gøre ham Forestillinger i den Anledning.

LINDEMARK
Venter De egenlig noget Resultat af en saadan Henvendelse?

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Resultatet foreligger allerede. Politifuldmægtigen vil komme hertil imorgen og arrestere Klitassistenten.

LINDEMARK
Er det sandt?

137 FØRSTELÆRER JOHANSEN
Det er en Kendsgærning, kære. Den Mand, jeg talte om, vendte netop tilbage, da jeg tog hjemmefra. Han havde et Brev med til Sognefogden fra Herredskontoret.

LINDEMARK trækker Vejret, som om en Centnervægt løftedes fra hans Bryst.
Saa skulde det virkelig komme saa vidt! Næsten svimmel. Aa ja, det er jo ogsaa kun, hvad vi alle har gaaet og ventet paa. Det maatte jo ende med en Katastrofe.

FØRSTELÆRER JOHANSEN
Og det var virkelig paa Tide, at der kom en Ende paa det vilde Spil her. Ungdommen har været betænkeligt nær ved at blive alvorligt smittet. Endogsaa Kvinderne. – Ja ja, det veed De bedst, Lindemark!

LINDEMARK undvigende.
Undskyld mig! … Jeg maa sørge for mine Gæster.

Omkring i Stuen, hvor der stadig viser sig nye Gæster, høres livlig Samtale, og Tobaksrøgen hænger allerede tæt over Rummet.

TRE UNGE PIGER standser LINDEMARK i Farten og nejer højtideligt.
Hr. Lindemark! Vi kommer til Dem som Deputation.

138
LINDEMARK
Hvad har de unge Damer paa Hjerte?

EN AF DE UNGE PIGER
Proviseren har taget sine nye Trylleapparater med sig. Dersom De ikke har noget imod det, vil han gerne gøre nogle Kunster for os. Det er saa morsomt. Vi har været inde hos Deres Frue. Hun sagde straks Ja.

LINDEMARK
Det gør jeg sandelig ogsaa. Det kan jo være en prægtig Underholdning, indtil vi skal spise. Men forinden trænger Selskabet vist til en lille Hjertestyrkning. Hæver Stemmen. Mine Damer og Herrer! Maa jeg gøre Dem opmærksom paa, at der forefindes Forfriskninger i Kabinettet og ude i Forværelset og inde paa mit Kontor. Forøvrig vil vor kære Provisor med sin sædvanlige Elskværdighed om lidt fornøje Selskabet med nogle Behændighedskunster.

Der raabes "Bravo", og PROVISOREN omringes. Hvorefter Gæsterne for en Tid fortrækker til de ydre Lokaler.

DOKTOREN banker Lindemark paa Skuldren, da denne vil følge de andre.
Maa jeg tale et lille Ord med dig?

139
LINDEMARK
Jeg er til Tjeneste, kære Ven!

DOKTOREN
Sig mig engang, hvad er det for en Ordre, du har givet din Forvalter angaaende Hacke?

LINDEMARK
Hvorfra veed du det?

DOKTOREN
Fra Forvalteren selv. Han spurgte mig, da jeg kom, om jeg mente, Hacke vilde indfinde sig her i Aften. Det saae ud til, at han ikke var rigtig glad ved Tanken om det. Og saa gik jeg ham nærmere paa Klingen.

LINDEMARK
Kan det egenlig undre dig – efter hvad der nu er sket – at jeg ikke ønsker oftere at se den Herre i mit Hus?

DOKTOREN
Du skulde alligevel betænke dig paa at kaste den første Sten.

LINDEMARK
Du veed med andre Ord, at han kommer?

DOKTOREN
Jeg veed ikke det mindste derom. Det lader jo forresten ikke til det.

140
LINDEMARK
Men du har talt med ham?

DOKTOREN
Ja. Da jeg i Eftermiddag igen var i Pannerup for at se til den Tilskadekomne, fandt jeg til min Overraskelse Løjtnanten siddende ved hans Seng.

LINDEMARK
Og han lod sig da forstaa med, at I vilde mødes igen her?

DOKTOREN
Som jeg siger det: jeg veed ingenting. Han nævnede ikke et Ord derom. Men – ganske vist! – jeg tror nok, at hans Tanker temmelig konstant kresede omkring Storgaarden. Forresten var han i en saadan Forfatning, at man kun kunde have den dybeste Medlidenhed med ham.

LINDEMARK
Det forstaar jeg godt. Men jeg skylder mig selv og mit Hjems Ære ikke at modtage en Person, der – jeg betror dig det som Ven – imorgen vil blive ført herfra under Politibevogtning.

DOKTOREN
Saa du har allerede hørt det. Jeg tænkte det nok, da jeg saae Johansen og dig staa her og stikke Hovederne sammen. – Du skal 141 forresten ikke betragte det som aldeles afgjort, at Resultatet netop bliver en Anholdelse.

LINDEMARK
Det er ganske bestemt. Der er kommen Skrivelse fra Herredskontoret til Sognefogden.

DOKTOREN
Jeg veed det. Men jeg kan betro dig – hvad Johansen ikke har kunnet fortælle – at der samtidig kom et Brev fra Herredsfogden til mig med en Forespørgsel. Rent ud sagt: man har afæsket mig en Erklæring om Hackes mentale Tilstand. Antagelig vil der kunne udvirkes en – om ikke just hyggeligere – saa dog retfærdigere Afslutning paa Klitassistentens triste Saga.

LINDEMARK
Du vil erklære ham sindssyg?

DOKTOREN
Jeg har længe anset ham for fuldmoden til en Indlæggelse. Han er i enhver Henseende udenfor al Regel, – behersket af Tvangsforestillinger, der gør ham ganske utilregnelig.

LINDEMARK
Er det dog ikke lidt overdrevent?

DOKTOREN
Aldeles ikke. Han hverken tænker, føler 142 eller handler som et normalt Menneske. Jeg behøver blot at minde om den natlige Spaseretur, han forleden foretog til Hjørring og tilbage igen – otte Mil i een Marsj – og det blot for at spørge om Prisen paa en Hundehvalp. Forrykthedssymptomet har her al ønskelig Tydelighed. Eller hvad mener du om den Scene, han skal have lavet igaar i Bjergsted Kro? Saaledes ganske umotiveret at give sig til at affyre sin Bøsse inden fire Vægge. Den Slags Indfald har kun en Afsindig. Det er virkelig meget undskyldeligt, naar din Forvalter har haft Betænkeligheder ved den Ordre, du har givet ham. Jeg vil sige dig, du paadrager dig et stort Ansvar ved at udæske Hacke i den ophidsede og overnervøse Sindstilstand, hvori han i Øjeblikket befinder sig. Du aner ikke, hvad et saadant Menneske kan finde paa.

LINDEMARK
I saa Fald synes der mig dog at risikeres endnu mere ved at indlade ham her i Selskabet.

DOKTOREN
Jeg indestaar for ham, naar han blot ikke opægges. – Og jeg vil sige dig, min Ven. Ogsaa i anden Henseende vil du absolut staa dig ved at lade som ingenting. Det vil gøre et 143 godt Indtryk, naar du i dette Tilfælde fuldtud opfylder din Kristenpligt. Og der er jo heller ikke længer noget at risikere ved at vise sig højmodig. Hackes Ophold her paa Egnen er jo nu definitivt afsluttet. Frihedsberøvelsen vil rimeligvis ogsaa hurtig gøre det helt af med ham. Der behøves vist ikke noget Lægeøje til at se, at hans Livstraad allerede er udspundet saa tyndt, som den paa nogen Maade taaler det. Den er som et Haar, der kan briste ved det mindste Vindpust. – Det er med andre Ord den sidste Aften, han endnu har til at nyde sin Frihed i, stakkels Fyr! Kan du virkelig nænne at berøve ham den Smule Glæde, han muligvis kan tænke paa at søge her i sine Venners Selskab?

LINDEMARK efter nogen Betænkning.
Naar det forholder sig, som du her siger, saa – Tøvende. Jeg skal give Forvalteren Kontraordre. Vil gaa.

DOKTOREN
Du kan spare dig Ulejligheden. Jeg har nemlig allerede gjort det i dit Navn. – Ja, bliv nu ikke vred. Men jeg vidste, at du vilde bestemme dig om, naar jeg først fik talt med dig; og jeg vilde forhindre, at Ulykken skete i Mellemtiden. Og, som jeg siger dig, dersom 144 du havde set Hacke nu i Eftermiddag, vilde ogsaa du have ynket ham. Jeg blev virkelig helt grebet af Synet og lod mig overtale til at give ham en ret stærk Morfininjektion. Det var helt rørende at se, hvor taknemlig han blev. Jeg mener i det hele, at det nu gælder om ved alle Midler at holde ham oppe, indtil vi er vel af med ham. Skulde han f. Eks. finde paa at begaa Selvmord her i Kommunen – og han saae ud til allehaande af den Slags – saa vilde det jo skaffe os en farlig Masse Vrøvl og Ulejlighed paa Halsen. Og vi har saagu' nok af den Sort i Forvejen. Scenen begynder nu igen at fyldes.

PROVISOREN opstiller sine Trylleapparater paa et lille Bord omtrent paa Midten af den ene Side, saaledes at han bag sig kun har Stuens Kakkelovn. Latter og højrøstet Samtale allevegne. Inde fra Kabinettet kommer FRU LINDEMARK sammen med nogle af de ældre Damer. Hendes Udtryk er anspændt, Øjnene søgende. Tilligemed sine Ledsagere tager hun Plads paa nogle fremrullede Lænestole tilhøjre i Forgrunden. Da alle er samlede, træder PROVISOREN frem foran sit Bord med en Tryllestok i Haanden, bukker og siger:
Mine Damer og Herrer! Til Brug ved den første Kunst, jeg skal have den Ære at vise Dem, tør jeg maaske udbede mig et Lommetørklæde tillaans. Helst et rent. 145 Taknemlig Munterhed. En Snes Hænder rækker Lommetørklæder frem imod ham.

PROVISOREN
Tak. Jeg foretrækker altid en Dames Lommeindhold. For De har vel ikke tilfældigvis Snue, Frøken Jensen? Fornyet Munterhed over hele Stuen. Kun Fru Lindemark sidder ganske udeltagende og ser ned for sig med et tankefuldt Udtryk.

PROVISOREN
Desværre! Jeg bliver nødt til ogsaa at anmode en af de ærede Damer og Herrer om en Ring.

I dette Øjeblik opstaar der henne omkring Forstueindgangen en Bevægelse, der i et Nu forplanter sig over hele Stuen og faar Proviseren til at standse. Hr. v. HACKE viser sig i Døren. Han er i lang, sort tæt tilknappet Selskabsfrakke af udenlandsk Snit og holder Handsker i sin Haand. Ansigtet er dødblegt, men Holdningen rank og stolt. Halvt sky, halvt nysgerrig viger de andre tilside for ham, mens han gaar frem mod Lindemark, der opholder sig i Forgrunden tilvenstre.

v. HACKE
Tillad mig, Hr. Proprietær, at frembære min ærbødige Lykønskning i Anledning af Dagen. Jeg haaber, De ikke tager mig det ilde op, at ogsaa jeg har benyttet mig af den elskværdige Gæstfrihed, hvormed De paa en Dag som denne aabner Deres Hus for alle.

146
LINDEMARK beholder Hænderne bag paa Ryggen.
Det er nu engang saadan gammel Skik her paa Egnen. Vi overlader det ganske til Folks egen Takt og Finfølelse at afgøre, om de vil være velkomne eller ej.

Dyb Stilhed.

FRU LINDEMARK rejser sig demonstrativt.
Godaften, Løjtnant Hacke. Jeg ønsker Dem hjertelig velkommen.

v. HACKE bøjer tavs og næsten umærkeligt Hovedet uden at tage hendes fremstrakte Haand. Vender sig derefter paany – og under voksende Bevægelse i Forsamlingen – mod Lindemark.
Hr. Proprietær! Det kom mig for, at der bag Deres Ord til mig før klang ligesom en Misstemning, hvis Grund jeg maaske endelig nok kan forklare mig. Tillad mig i den Anledning at tage Ordet for yderligere at retfærdiggøre min Nærværelse her. Jeg havde egenlig tænkt først at gøre det ved Bordet. Men maaske er dette Øjeblik just det rette. Muligvis vil det heller ikke forundes mig at oppebie hint festlige Tidspunkt. Jeg ser mig nødsaget til om ikke altfor længe at forlade Selskabet, – en vigtig og meget alvorlig Forretning 147 kalder mig bort. Altsaa, Hr. Proprietær, tillad mig allerede nu at give efter for en Trang til i største Ærbødighed – og i denne Forsamlings Paahør – at udtrykke for Dem den Højagtelse, jeg nærer for Deres Person. Jeg tilstaar, at jeg altfor sent har forstaaet at skatte Deres Værd som et glorværdigt Eksempel paa mandig Retsind, Ærlighed og Trofasthed … Egenskaber, min Herre, der synes at blive mere og mere sjældne i denne lumpne Løgneverden, men som netop derfor opvækker des dybere Ærefrygt, Lille Pavse. Jeg beder Dem, Hr. Proprietær, at De, trods alt, vil stole paa mine Ords Oprigtighed. Jeg har aldrig anset det for at gaa min Ære for nær at gøre en Gentleman en Undskyldning. Til Gengæld haaber jeg, at De vil give mig Absolution for min Miskendelse af Deres aabne og retskafne Karakter. Jeg forsikrer Dem, min Herre, – Deres Tilgivelse vil ikke være uden Betydning for mig.

LINDEMARK
Jeg forstaar ikke, hvad jeg skulde have at tilgive. Jeg veed ikke af, at jeg nogensinde har beklaget mig over personlig Forurettelse fra Deres Side. Deres Mening om mig, Hr. Løjtnant, har overhovedet virkelig aldrig beskæftiget mig saa meget, som De synes at 148 formode. – Iøvrig skal jeg gærne optage Deres Ord i den bedste Mening.

v. HACKE bukker højtideligt.
Jeg takker Dem!

LINDEMARK
Og hermed bør dette sikkert have Ende. – Hr. Provisor! Vær saa god at fortsætte.

FRU LINDEMARK tilhvisker Glob, der tilfældig har opholdt sig i hendes Nærhed, og som hun ved Tegn har kaldt til sig.
De maa skaffe Løjtnant Hacke bort. De ser, han er syg. Meget syg. Red Gyldenfelt og andre af hans Venner her om at være Dem behjælpelig. Men skynd Dem!

Under Forsamlingens stærkt delte Opmærksomhed fortsætter PROVISOREN sine Kunster. Med Benyttelse af Taskenspilleres sædvanlige Talemaader gemmer han et Lommetørklæde i en Hat for – efter forskellige Listerier – at trække det frem af Lommen paa en af de Tilstedeværende. v. HACKE har taget Plads i et ledigt Sofahjørne i Forgrunden tilvenstre. Hans indre Ophidselse ytrer sig i Begyndelsen kun ved, at han i en skødesløst tilbagelænet Stilling med Benene overkors uafladelig snor sit lange, buskede Overskæg. Men da Glob vender tilbage fra sit Strejftog, og han ser denne bagfra bøje sig over Fru Lindemarks Stol og give sig til at hviske med hende, er det forbi med hans Selvbeherskelse. Han begynder 149 at tilraabe Provisoren opmuntrende "Bravo", ler højt og klapper i Hænderne af hans Smaavittigheder. Pludselig rejser han sig midt under Provisorens andet Kunststykke og gaar frem paa Gulvet.

v. HACKE
Den Kunst med Lommetørklædet kan jeg ogsaa gøre. Og endda ganske uden alle Apparater. Mine Damer og Herrer! – Undskyld mig, Hr. Provisor! – Vil Selskabet skænke mig sin Opmærksomhed et Øjeblik? Jeg skal da til Deres Underholdning rive Sløret bort for hele Livets store Tryllespil, og De skal se, at dets Vidunderlighed bare beror paa en Smule Behændighed. Lauter Fingerfertigkeit, mine Herskaber!

DOKTOREN har nærmet sig Lindemark, der stadig opholder sig i Forgrunden tilvenstre.
Hvordan skal vi faa den løbske Tunge standset? Min Morfindosis har øjensynlig været lidt for kraftig.

LINDEMARK
Jeg sagde dig det jo. Han skulde aldrig have været indladt.

DOKTOREN
Jeg begynder selv at tro, du har Ret. Dette her ender galt.

150
v. HACKE har op af sin indvendige Brystlomme taget en sirlig lille Pakke i Silkepapir, hvoraf han fremdrager et Damelommetørklæde.
Mine Damer og Herrer! Jeg beder Dem ikke at forarges over, at jeg præsenterer Dem denne lille, gulnede Kniplingsdug. Jeg tilstaar, at jeg plejer at bære den paa mit Legeme som en Amulet. Den er nemlig skænket mig i et fortroligt Moment af en smuk Kvinde. Den har altsaa en vis Kuriøsitetsinteresse for mig. Den er et saakaldt Troskabspant, mine Damer! Saa veed De, hvad den er værd! – Lauter Behendigkeit!

EN UNG PIGE frygtsomt.
Vi maa da se den.

EN ANDEN
Ja, ellers kan vi jo ikke kontrollere Dem.

v. HACKE
Selvfølgeligt! Kun Navnetrækket maa De tillade mig at holde min Haand over. Lidt Diskretion maa man dog vise. I hvert Fald for de Paarørendes Skyld. Men vil De betragte denne Knipling. Og mærk Parfymen! Ganske pikant, ikke sandt? Minder paafaldende om visse galante Damers Alkover.

151
DEN UNGE PIGE naivt.
Jeg synes, jeg kender den.

v. HACKE
Meget muligt, min Naadige! Den Slags Alkover har alle samme Lugt. Der benyttes i dem alle den samme Sort rafraîchisseurs. – Rør den ikke! De kunde blive smittet, Frøken! – Hurtig! I Ilden med den! Lægger Lommetørklædet tilbage i Papiret og gaar hastig hen og aabner Kakkelovnen. Kaster Pakken paa Ilden, lukker og stiller sig foran Ovnen med Hænderne paa Ryggen. Hans Hoved er løftet; Blikket rettet udfordrende mod Fru Lindemark.

EN UNG PIGE
Brændte De det virkelig?

EN ANDEN
Nej, det var naturligvis bare Papiret. De holder Lommetørklædet der i Haanden.

FØRSTE UNGE PIGE
Sig os saa, hos hvem vi skal finde det?

v. HACKE
Finde det? Har jeg lovet det?

FLERE STEMMER
Ja. – Hvad ellers? – Sikke noget!

v. HACKE
Godt! Saa søg det … f. Eks. i Fru Lindemarks Lomme.

152 Et Par unge Damer løber hen til Fru Lindemark, der under det foregaaende har kæmpet med sammenbidte Læber for ikke at røbe sig.

FRU LINDEMARK barsk afvisende.
De kan spare Dem Ulejligheden, mine Damer! Løjtnant v. Hacke gør jo bare Nar af Dem. Tørklædet blev jo brændt.

DAMERNE til v. Hacke.
Er det sandt?

v. HACKE
Blot lidt Taalmodighed! Det skal nok komme for en Dag. Det skal altsammen komme for en Dag! … Jeg kan jo f. Eks. prøve et stærkere Tryllemiddel. River et Brev op af Brystlommen. Jeg har jo lovet Dem at afsløre det hele Gøglespil. Vent blot! Holder Brevet i Vejret og raaber i pludselig udbrydende Lidenskab. Jeg skal vide at retfærdiggøre mig baade for Gud og for Mennesker!

Der er i dette Øjeblik en bølgende Uro over Forsamlingen, hvor flere og flere er begyndt at ane Uraad. LINDEMARK staar som paa Springet til at skride ind. Man ser, at han kun holdes tilbage ved DOKTORENS Overtalelser.

ANDENLÆRER LANGER støder til Kandidat Glob med Albuen.
Her begynder at blive rart livligt nu.

153
KANDIDAT GLOB
Han er jo ganske fra det. Vi maa se at faa ham bort.

ANDENLÆRER LANGER
Det er vist paa Tide. Det er, ligesom jeg lugtede Begravelse.

KANDIDAT GLOB
Hvad mener De?

ANDENLÆRER LANGER
Jeg er jo en Slags Bedemand heri Sognet. Det hører med til min Bestilling at ringe over Lig. Det giver lidt Sagkundskab.

v. HACKE atter mere rolig.
Det Papir, jeg holder her i min Haand – det er, som De ser, et ganske almindeligt Brev. Der er tilsyneladende ikke det mindste mærkværdigt ved det. De vil derfor ikke tro mig, naar jeg siger Dem, at det har den rent djævelske Egenskab øjeblikkelig at fortumle og forblinde den, som forsøger paa at læse det. Det lyder helt latterligt – ikke sandt? Men jeg skal straks give Dem Beviset! Jeg har forresten selv engang været Offer for dets Trolddom. Straks jeg fik denne Stump Papir i Haanden, lagde der sig som en Taage over mine Øjne. Solen kunde 154 skinne nok saa straalende over mig, – jeg mærkede det ikke. I hele Verden eksisterede der ikke andet for mig end dette Stykke hvide Papir og de smaa Skrifttegn – Han stanser for at nedkæmpe sin Bevægelse. Gaar derpaa hen til Fru Lindemark og holder med skælvende Haand det opslaaede Brev frem for hende.
Vil De ikke gøre Forsøget, Frue? – De maa gerne læse Brevet højt. Jeg giver Dem Lov til det.

FRU LINDEMARK tier, mens hun ser bønfaldende op paa ham med et Ansigt, der er stivnet af Angst og Smerte.

v. HACKE med Krampegraad i Halsen.
Naa, hvorfor læser De ikke? De kender dog vist Haandskriften. – Saa læs dog! Læs! Og saa højt, at det kan høres af alle. Vender sig pludselig om mod de andre og gaar – med Brevet knuget i Haanden – et Par Skridt ind i Stuen, idet han skriger: Ser De! Jeg har Ret! Jeg har Ret, siger jeg!

DEN NAIVE UNGE DAME
Maa jeg ikke prøve engang?

v. HACKE med Haanden for Øjnene. Hen for sig.
Uskyldighedens Stemme!

155
FLERE NAIVE
Ja, lad Frøken Jensen prøve. – Der staar maaske slet ingenting paa Papiret.

v. HACKE
Saa læs! – Men højt! Højt, siger jeg! Saa det kan høres af Retfærdighedens Gud i Himlen! Han vil række Damen Brevet.

FRU LINDEMARK springer i det samme op og skriger:
Hacke!

Ved Lyden af hendes Stemme farer en Sitren igennem ham. Han staar en Tid med begge Hænder for Ansigtet. Vakler derpaa som i Svimmelhed hen mod Fru Lindemark. Bøjer sig som for at knæle, men synker kraftesløst sammen for hendes Fod. Stor Bevægelse i Forsamlingen. LINDEMARK vil styrte sig frem, men hindres deri af DOKTOREN, der standser ham med Ordene: "Her maa Lægen til." DOKTOREN og GYLDENFELT faar v. Hacke rejst op paa Knæ, saa hans Hoved hviler med lukkede Øjne paa den førstes Skulder. Halslinningen løsnes, Vesten aabnes. Hans Haand er krampagtig knyttet omkring Brevet. Det opskræmte Røre i Stuen er hurtig bleven afløst af Dødsstilhed. Kun Stormen høres.

v. HACKE i Vildelse.
C'est la mort … Je suis perdu … Han dør. Stormen høres stærkere.

156
DOKTOREN efter endnu nogle Øjeblikkes Undersøgelse.
Han er død.

Der gaar en Gysning gennem de Forsamlede. Et Par af Damerne bryder ud i hysterisk Graad. Nogle styrter mod Udgangene.
FRU LINDEMARK, der straks søgte at rejse v. Hacke op og fortvivlet raabte paa Hjælp, har siden staaet som forstenet. Nu gaar hun hurtig over paa den anden Side, hvor hendes Mand sidder sammensunken i Sofaen.

FRU LINDEMARK rører ved hans Skulder.
Anton, – se at faa de mange Mennesker bort!

LINDEMARK
Er det dig! Har du nu faaet Mæle, Skøge!

FRU LINDEMARK
Stille! Jeg har ingenting at bebrejde mig. Jeg skal forklare dig alt. – Men lad os først faa de Mennesker bort herfra. Skynder sig mod Kabinettet, idet hun ser, at v. Hackes Lig føres forbi. Det bæres af Doktoren og nogle af de andre Herrer.

DOKTOREN
Ind i Kontoret. Saa lægger vi ham paa Sofaen.
Flere af Gæsterne følger. Hvorefter Selskabet opløses i Huj og Hast. Tilsidst er kun KANDIDAT GLOB og ANDENLÆRER LANGER tilbage i Salen, mens de andre trænges ude i Forstuen.

157
ANDENLÆRER LANGER
Lagde De Mærke til Forsoningen her? – Ja, saadant et koldt Lig virker afsvalende. De skal se, Hr. og Fru Lindemark møder til Begravelsen med hinanden pænt under Armen.

KANDIDAT GLOB uden at høre ham.
Det var en forfærdelig uhyggelig Scene. Jeg forvinder den aldrig. Pavse.

ANDENLÆRER LANGER
Hvad tænker nu De paa, Hr. Biblioteksassistent?

KANDIDAT GLOB
Jeg rejser imorgen.

ANDENLÆRER LANGER
Hvorfor gør De egenlig det? Om et Par Uger er Fru Lindemarks kærlighedsfulde Hjerte rimeligvis igen ledigt. Saa er der maaske Chancer for Dem. Det skulde De virkelig overveje lidt. – Hører De ikke Stormen? Den lokker for Dem. Den vil kalde Dem ud til Eventyr og Skibbrud og en forsmædelig Død.

KANDIDAT GLOB halvt for sig selv.
Det er afgjort – jeg rejser hjem til Katinka.

158
ANDENLÆRER LANGER
Det gør De vistnok ogsaa rigtigst i. Man har det Ord her paa Vestkysten, at det er de stærkeste Skuder, der strander. Og der er sgu vist ikke Tømmer i Dem til et Vrag. – Lykke paa Rejsen! Gaar.