Asgaardsreien

Et Forspil

Anden Udgave

[gå tilbage]

FJERDE AKT

(Dagen efter. Rektorens Dagligstue som i første Akt. Formiddag.)

(RAGNA gaar uroligt frem og tilbage.
OTTO KALL kommer ind fra Spisestuen. Hans Udtryk er mørkt og fortrædeligt.)

RAGNA (imod ham)
Aa, Onkel – kommer du endelig. Jeg maa tale med dig.

OTTO KALL
Lad mig være! Mit Hoved er som en Byld i Dag.

RAGNA
Saa har du ikke sovet godt, Onkel?

OTTO KALL
Mig kan det være lige meget med. Men hvordan er det fat med dig? Du ser just heller ikke ud til at have haft nogen rolig Nat.

RAGNA
Nej, jeg maa absolut tale med dig. Og det haster.

89
OTTO KALL (ser sig om)
Er vi alene?

RAGNA
Far sidder inde i sin Stue. Og Mor er paa Torvet.

OTTO KALL
Og Frits?

RAGNA
Han ligger ude i Hængekøjen og læser.

OTTO KALL (sætter sig)
Jeg har forresten daarlig Tid. Jeg skal have min Kuffert pakket. Jeg rejser i Dag med Middagstoget.

RAGNA
Tilbage til København?

OTTO KALL
Ja.

RAGNA
Saa følger jeg med.

OTTO KALL
Snak!

RAGNA
Jeg gør det! Du kan jo heller ikke rejse uden Ledsagelse.

90
OTTO KALL
Paa Jernbane gaar det nok. Der kan jeg altid faa en Haandsrækning. Vil du tjene mig i om en Timestid at ringe efter en Vogn, der kan køre mig til Stationen.

RAGNA (staar et Øjeblik i Tanker, rykker derpaa Klavertaburetten frem og sætter sig tæt op ad Onkelen)
Jeg vil skrifte for dig, Onkel Otto. Være helt oprigtig. – Kan du huske, du spurgte mig i Gaar, da vi sad derude i Haven, om jeg ikke gik omkring med Storhedsdrømme og vilde være Digter.

OTTO KALL
Og det svarede du jo, Gud være lovet, nej til.

RAGNA
Ja. Og det er ogsaa sandt. Saa høje Tanker har jeg ikke om mig selv. Jeg er jo endda daarlig begavet. Og til at blive Forfatter eller Digter skal der jo Talent.

OTTO KALL
Naa – en energisk Forlægger er i vore Dage tilstrækkeligt. Men hvor vil du hen med al den Snak?

91
RAGNA
Nu maa du ikke blive vred, Onkel; men jeg vil bede dig om at hjælpe mig til at komme ind ved et af Bladene derovre i København og blive Journalist. Saa meget duer jeg vel til, at jeg kan skrive om – naa ja, om hvad der falder for. Bare jeg akkurat kan tjene til Brødet ved det, – mere forlanger jeg ikke.

OTTO KALL
Naa saadan er det fat! Du vil ryste Familjeaaget af dig. Ja, det kan endelig ikke overraske mig. Men der er dog for Pokker andre og mindre risikable Stillinger for en ung Dame, der vil være uafhængig.

RAGNA
Jeg veed det godt. Jeg kunde skaffe mig Plads paa et Kontor eller i en Forretning. Men jeg holder det aldrig ud, Onkel. Forstaar du ikke, jeg vil være med, hvor der virkelig sker noget. Noget stort, som jeg kan begejstres for.

OTTO KALL
Med andre Ord: du har alligevel større Planer. Tilstaa det nu! Det Avisskriveri skal bare tjene dig som Trappetrin til et rigtigt Forfatterskab. Det er det udødelige Digternavn, der er din Drøm.

92
RAGNA
Drømt om det har jeg maaske; men det er længe siden. Og det er slet ikke det. (Pludselig modløs) Men du forstaar mig ikke, Onkel.

OTTO KALL
Jeg forstaar saa meget, at du ikke veed, hvad du snakker om. Du – en Dame af det bedste Selskab – Reporter! Vorherre bevares! Bliv mig fra Livet med den Passiar! Hvordan er du kommen paa den forrykte Idé?

RAGNA
Har du glemt, Onkel, at du selv engang anbefalede unge Piger af god Familje at gaa til Journalistiken, – at du bød os velkommen som Kampfæller.

OTTO KALL
Det var dengang. Men Tiderne er ikke de samme. Nu er der jo ingen Kamp længer, og altsaa ingen Brug for Valkyrier.

RAGNA
Siger du det! Saa er du rigtignok bleven gammel, Onkel.

OTTO KALL
Hør nu her! Dersom du nu skuffes? det bliver kun til Skuffelse. Hvad saa?

93
RAGNA (efter et lille Ophold)
Saa vil jeg rejse bort – langt bort. Der er jo dog gerne ét Sted i Verden, hvor der sker noget. Og saa ubegavet er jeg vel ikke, at jeg ikke nok kan sende Telegrammer til en Avis. Der er noget, der hedder "vor flyvende Korrespondent". Jeg har altid syntes, det maatte være det herligste af alt. Den ene Uge at opleve et Oprør i Rusland, den anden en Kulstrejke i Belgien, den tredje maaske en rigtig Krig. Tænk, at være med til at skrive Tidens Historie. At lovprise dens Helte og brændemærke de usle og fejge.

OTTO KALL (hen for sig, bevæget)
De gamle Toner!

RAGNA (griber hans Haand)
Jeg følges med dig, Onkel. I Dag eller en anden Dag. Det nytter ikke, du siger nej. – Veed du, hvad jeg ogsaa har tænkt paa? Kan jeg ikke foreløbig bo hos dig? Frits fortalte, du havde to smaa Værelser og et lille Køkken.

OTTO KALL
Sludder og Vrøvl! Det vil jeg i hvert Fald ikke høre om.

94
RAGNA
Hvorfor? Er du bange for, at Folk derovre skal sladre om os? Saa kan vi jo sige, at jeg er din Datter. Og det er jeg jo virkelig paa en Maade. (Lægger Armen om hans Hals) Aa, Onkel, dersom du ikke havde spøget saadan i mine Tanker, lige siden jeg var Barn, var jeg aldrig bleven den, jeg er. Det forstaar jeg nu! Du skulde vide, hvor mange Gange jeg har drømt om dig. Som lille Tøs gjorde jeg mig de mærkværdigste Forestillinger om den Morbror ovre i København, som Folk i Byen altid talte saa sært om, og som aldrig blev nævnet herhjemme hos os selv.

OTTO KALL
Hold op! Jeg vil ikke høre mere! Du gør mig ganske tummelumsk. – Blot et Ord, Ragna. Har du tænkt paa, hvad dine Forældre vil sige?

RAGNA
Ja. Men det skal vi ikke tale om. Vil Far og Mor sætte sig imod, at jeg rejser, saa gør jeg det alligevel.

OTTO KALL
Du er modig. En formelig Flugt altsaa?

95
RAGNA
Ja – dersom det ikke kan være anderledes. Men jeg stoler paa Far. Han vil give mig Lov. (Lytter) Der kommer nogen. (Rejser sig hastig) Det er ham.

OTTO KALL
Hvem?

RAGNA
Harald Grunnert.

OTTO KALL
Aa – den unge Junker. Saa er det vist bedst jeg hummer mig væk.

RAGNA (griber ham i Armen)
Nej, gaa ikke, Onkel. Du skal netop blive. Jeg vil ikke tale med ham.

(Det ringer ude i Forstuen. Tavshed.)

OTTO KALL
Han blev jo lukket ind til din Far.

RAGNA (nikker)

OTTO KALL
Du er saa bleg, Ragna. Betænk dig vel – betænk dig hundrede Gange, før du giver dig Eventyret i Vold. Det koster. Se paa mig! Se rigtig paa mig! Kan det Syn ikke afskrække 96 dig? – Derovre staar en Herregaard og venter paa dig. Den byder dig Fred og gode Dage. Har du Mod til at kaste den Lykke fra dig? Er du rigtig klar over, hvad der venter den, som bryder ud af Familje-Gangkurven? Tro frem for alt aldrig paa nogen Forsoning. Ingen Gribbeflok i Ørkenen kaster sig graadigere over et Aadsel end Borgerskabet over en segnende Oprører. Du vil være en Fredløs ikke alene i dette Liv men ogsaa i det næste. Du vil i Slægtens Erindring leve som en evig Fordømt – indrulleret i det blege, vilde Spøgelsetog af uforløste Sjæle, der i fromme Kirkefolks Drømme jager hvileløst om mellem Himmel og Jord og ingen Steder finder Fred –

FRITS (i Verandadøren)
Hvad? Er Harald ikke her?

OTTO KALL
Her er ikke andre end os.

FRITS
Det begriber jeg ikke. Jeg saae ham jo komme op gennem Haven.

OTTO KALL
Der var en, der blev lukket ind til din Far for lidt siden. Det har vel været ham. (Til RAGNA, 97 der er paa Vej mod Spisestuedøren) Saa husker du nok at besørge det, jeg bad dig om før. Klokken tolv præcis.

RAGNA (nikker til ham, idet hun gaar ud)
Jeg gør det med det samme.

(Pavse. Hvorunder FRITS slaar sig ned i en Stol med en Avis)

OTTO KALL
Hvad var det for en Harald, du spurgte om?

FRITS
Harald Grunnert. Min Ven.

OTTO KALL
Aa, den unge Herregaardsmand. Sig mig, gaar han ikke paa Frierfødder her i Huset?

FRITS
Saa det har du allerede mærket.

OTTO KALL
En net ung Mand. Og et godt Parti, ikke sandt? Der er altsaa Grund til at gratulere.

FRITS
Det er dog lovlig tidligt.

OTTO KALL
Ja saa. Det kan da vel ikke være Ragna, der har Betænkeligheder?

98
FRITS
Min kære Søster har det med for enhver Pris at skulle være aparte.

OTTO KALL
Men hun holder maaske ikke nok af ham.

FRITS
Dersom Ragna vil vente med at gifte sig, indtil hun holder tilstrækkeligt af andre end sig selv, har det lange Udsigter med Bryllupet.

OTTO KALL
Men saa vil din Søster maaske overhovedet ikke gifte sig.

FRITS (ser op fra Avisen)
Mener du, at hun ogsaa paa det Punkt skulde være abnorm.

OTTO KALL
Jeg mener: din Søster lever maaske i Forventning om stærkere og rigere Glæder end det banale Kysseri.

FRITS
Du taler i Gaader, Onkel. Jeg forstaar ikke, hvad du mener.

OTTO KALL
Er det dig bekendt, at hos Naturens ædleste Skabninger – og til dem hører jo kun en meget 99 lille Del af Menneskeheden – er Forplantningsdriften en underordnet Passion. Jeg læste for nylig om en engelsk Opdrætter af Støverhunde. Veed du, hvordan han prøvede Dyrenes Raceægthed? Midt under Kærlighedsakten lod han en fangen Ræv eller Hare slippe løs for Øjnene af dem. Alt det ægte Blod forfulgte øjeblikkeligt.

FRITS
Maa jeg spørge, skal den smagfulde Stutterihistorie gælde for en Forklaring af, at Ragna ikke kan bestemme sig?

OTTO KALL
Har du rigtig lagt Mærke til Udtrykket i din Søsters Øjne? Jeg tænker mig, at saadan omtrent maa en Ædelfalks dunede Unge se ud, naar den staar paa Randen af Reden og længes efter at prøve sine Vingers Styrke.

FRITS
Der er en anden Fugl, Ragna altid har mindet mig mere om. Det er den, vi spiser Mortensaften.

OTTO KALL
Glem ikke, at en Falk skal ses i Flugten –

REKTOREN (kommer ind fra Forstuen; hans Udtryk er alvorligt)
Er Mor kommen hjem?

100
FRITS
Nej, endnu ikke.

REKTOREN
Og Ragna?

FRITS
Jo, hun var herinde for lidt siden.

REKTOREN
Vil du være saa god at kalde. Sig til hende, at jeg gerne vil tale med hende og venter hende her. (Til OTTO KALL, da FRITS er gaaet ud) Du tager mig det jo ikke ilde op, at jeg beder dig om at overlade mig Stuen et Øjeblik. Der er en fremmed Herre inde hos mig, og jeg maa tale med Ragna i Enrum.

OTTO KALL
Jeg stod netop i Begreb med at gaa ind til mig selv. Jeg har lidt at ordne derinde. (Gaar.)

(En kort Ventetid, hvorunder REKTOREN gaar tankefuld op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Da han hører RAGNA komme, gaar han hen og lukker Verandadøren.)

RAGNA
Vil du tale med mig?

REKTOREN
Ja, min Pige – lad os sætte os ned. Det er saa længe siden, vi to rigtig har talt sammen, og det trænger vi Mennesker til, dersom ikke 101 al Forstaaelse og Fortrolighed skal gaa tabt. Nu er der tilmed en særlig Anledning. Harald Grunnert har nemlig søgt mig for at anholde om din Haand. Jeg veed, det kommer dig ikke overraskende. Han fortalte mig, at han har talt til dig selv om det, og at I i hvert Fald en Gang har været enige. Nu ønsker han gennem mig at faa dit endelige Svar.

RAGNA
Det har han faaet.

REKTOREN
Selv paastaar han, at du har svaret baade Ja og Nej. Hvordan skal det forstaas?

RAGNA
Jeg kan ikke gifte mig med Harald. Det har jeg sagt ham tydeligt nok.

REKTOREN
Jeg vil naturligvis paa ingen Maade lægge noget Pres paa dig, mit Barn. Men du skal dog vide, at jeg er overrasket over dit Svar, og at din Mor ogsaa vil blive det. Harald selv maa du vel endelig ogsaa have givet Grund til at tro, at det var noget mere end Venskabsfølelse, du nærede for ham. Han slog paa, at I ved en bestemt Lejlighed havde givet hinanden et 102 Løfte, som efter hans Opfattelse maatte kaldes forpligtende for begge Parter.

RAGNA (tier)

REKTOREN
Ja, saa taler vi ikke mere om det. Jeg vilde nu kun ønske, jeg vidste lidt om, hvad du tænker paa angaaende din Fremtid. Du gaar saa underlig for dig selv, – det er ikke sundt. Kan du ikke fortælle mig lidt om, hvad det er, der beskæftiger dig?

RAGNA
Jeg havde netop tænkt paa at spørge dig, om jeg ikke kan faa Lov til at tage til København.

REKTOREN
Til København, – aa jo, det kan under disse Forhold maaske være rigtigst, at du kommer bort her fra Byen en lille Tid. Jeg skal tale med Mor om det.

RAGNA
Jeg mente ikke, det bare skulde være et kort Besøg. Jeg har tænkt, jeg kunde faa en Beskæftigelse derovre.

REKTOREN
Ja saa! Saa det har du tænkt. – Ja, du er jo nu i den Alder, da unge Piger faar Trang til lidt selvstændig Virksomhed, og det er der jo ikke 103 noget at sige til. Jeg skal – som sagt – tale med din Mor derom.

FRU NORDBY (kommer i det samme ind fra Forstuen i Overtøj og med en straaflettet Torvetaske i Haanden)
Veed du af, Jørgen, at der er nogen inde hos dig? Der hænger en fremmed Hat paa Knagerækken.

REKTOREN
Det er Harald.

FRU NORDBY
Harald?

REKTOREN
Han har anholdt om Ragnas Haand. Men Ragna afslaar Tilbudet.

FRU NORDBY
Aa – Visvas! Du har misforstaaet hende. Det er kun af Generthed, hun siger saadan. (Stryger hende indsmigrende over Haaret) Ikke sandt, Ragna? Du mener det ikke.

RAGNA
Jo – jeg vil ikke gifte mig med Harald.

REKTOREN
Ragna ønsker at rejse bort. Hun vil gerne forsøge paa at faa en Virksomhed i København.

104
FRU NORDBY
I København. Hvad skulde det være for en Virksomhed? (Da RAGNA ikke svarer) Jeg tror, du skammer dig ved at sige det.

RAGNA
Jeg vil være Journalist.

FRU NORDBY
Hvad vil du være?

REKTOREN (samtidig)
Nej, hør nu, Ragna! Hvad er det for noget?

FRU NORDBY
Man skulde virkelig tro, det var Fastelavn.

REKTOREN
Ja – det er jo ikke muligt at tage detteher alvorligt. Hvordan er du kommen paa de taabelige Tanker?

RAGNA
Dem har jeg længe haft.

FRU NORDBY
Hun lyver! Nu forstaar jeg det! Det er Otto, der staar bagved. Det er ham, der har sat hende de Fluer i Hovedet.

105
REKTOREN
Lad Ragna selv forklare sig. Hvordan er du kommen ind paa den forvildede Idé? Ganske bortset fra, at der for at blive Journalist kræves visse Evner, i hvert Fald nogen Skrivefærdighed, saa maa du vide, at ingen agtværdig ung Pige lader sig engagere til et københavnsk Redaktionskontor.

FRU NORDBY
Forstaar du dog ikke, Jørgen! Det er netop Fordærvelsen, der frister Ragna. Det er Historien med Markedsgøglerne om igen!

REKTOREN
Du skal vide, Ragna, jeg sætter mig paa det bestemteste mod de Flyvegriller. Jeg vil ikke engang diskutere dem. Allermindst i et Øjeblik som dette. Harald sidder derinde og venter paa Afgørelsen. Jeg ønsker, at han skal modtage dit Svar i din Mors og min Nærværelse. Er det sandt, at du har vist dig vægelsindet overfor ham, saa kræves der nu en Afslutning, som udelukker enhver Misforstaaelse. (Han gaar ud gennem Forstuen og kommer tilbage med HARALD GRUNNERT, der hilser tavs.)

REKTOREN
Jeg maa bedrøve dig med at sige, kære Harald, at Ragna ikke ser sig i Stand til at komme dit Ønske i Møde.

106
HARALD GRUNNERT (vendt mod RAGNA)
Jeg har dit Ord.

RAGNA
Det har du ikke. Og om du ogsaa havde det, – hvad saa? Jeg kan vel ikke tvinges til at gifte mig mod min Vilje.

FRU NORDBY (i indre Ophidselse – afsides til REKTOREN)
Her har du Følgerne af din frie Opdragelse!

REKTOREN
Der er ingen, der tænker paa at paalægge dig Tvang, mit Barn. Du skal alene lade dit Hjerte raade. Men paa den anden Side maa jeg advare dig imod at lade dig vildlede af øjeblikkelige og maaske forbigaaende Stemninger, som du senere kan komme til at fortryde.

RAGNA
Jeg vil ikke gifte mig med Harald. Det har jeg sagt ham.

REKTOREN
Ja, kære Harald, – saa maa du altsaa slaa den Tanke af Hovedet. Du har nu hørt, at Ragna – i hvert Fald i Øjeblikket – ikke vil give Afkald paa sin Frihed.

107
HARALD GRUNNERT
Rektor Nordby! Jeg maa have Lov til at retfærdiggøre min Optræden. Jeg kan ikke staa her for Dem og Deres Frue som en paatrængende og halvkomisk Figur … en uforskammet Tigger.

REKTOREN
Kære Harald, hvor kan du tro –

HARALD GRUNNERT
Deres Datters og mit Forhold har berettiget mig til at tro … jeg mener, har været af en saadan Karakter, at jeg maatte vente – – (Han standser og kan ikke fortsætte for Bevægelse. Ordene kvæles i Struben af tilbagetrængt Graad. Tilsidst slaar han ud med Haanden og iler bort)

REKTOREN (efter en lang Stilhed)
Du maa være forberedt paa, Ragna, at dit Afslag vil vække en pinlig Opsigt i Byen. Jeg fortæller dig næppe noget nyt, naar jeg siger, at du og Harald længe i det almindelige Omdømme er bleven betragtet som hørende sammen. Den Omstændighed, at hans og dine Forældre en Tid stod paa en ret spændt Fod med hinanden, har vist endogsaa for mange kastet et eget poetisk og rørende Skær over jeres Venskab.

108
FRITS (kommer hastig ind fra Verandaen)
Hvad har I gjort ved Harald? Han var jo ganske ude af sig selv. Taarerne stod ham i Øjnene, og da jeg vilde standse ham, kastede han mig rasende til Side.

REKTOREN
Harald har friet til din Søster, men Ragna har svaret nej.

FRU NORDBY
Hun foretrækker at rejse til København og slaa sine Volter dér. (Gaar imod hende med løftet Haand) Du fortjente at blive lukket ned i Kulkælderen og faa Ris som den Gang, du var Barn. Men én Ting skal jeg love dig. Til København kommer du i hvert Fald ikke. Din Genstridighed skal du bitterlig komme til at fortryde.

REKTOREN
Klara, Klara!

RAGNA (der har siddet bøjet over en Stoleryg, løfter Hovedet)
Det gør mig ikke noget, Far. Jeg er saa vant til at høre Mor skænde, at det ikke rører mig længer.

FRU NORDBY
Og du taaler den Tone i dit Hus, Jørgen!

109
REKTOREN
Nej, dette gaar for vidt. Nu tier du, Ragna!

RAGNA
I kan jo lade mig rejse. Saa slipper I for altid at ærgre jer over min Umulighed.

FRU NORDBY
Hører du, Jørgen!

REKTOREN
Ja, dette er for galt. Tror jeg ikke, du drister dig til at anklage dine Forældre.

RAGNA (rejser sig)
Hvorfor har jeg aldrig faaet Lov til at være mig selv? Jeg skulde absolut klippes til efter alt det, jeg foragter. Men jeg skammer mig ikke længer over, at jeg er, som jeg er. Jeg fortryder nu blot, at jeg nogensinde har gjort det.

OTTO KALL (der ubemærket er kommen ind fra Spisestuen, er bleven staaende ved Døren i sin gamle Rejsekavaj. Hen for sig:)
De gamle Toner!

RAGNA (da hun opdager ham)
Aa, Onkel! (Iler hen til ham og slaar Armene om hans Hals)

OTTO KALL (tager hende bevæget omkring Hovedet)
Min søde Pige! Du længe ventede – altid savnede Datter!

(DE ANDRE staar en Tid maalløse.)

110
FRU NORDBY (med et Udbrud)
Der ser du! Jeg vidste det! Det er ham, der er Forføreren!

REKTOREN
Gaa bort fra din Onkel, Ragna! Gaa ind paa dit Værelse. Vi to tales ved siden.

RAGNA (sagte til Onkelen)
Vognen er bestilt. Vi mødes paa den første Station, hvor Toget holder. (Hurtigt ud.)

REKTOREN
Maa jeg saa faa en Forklaring! Hvad er der foregaaet mellem dig og Ragna?

FRU NORDBY
At du vil taale ham her længer! Hvorfor kaster du ikke den Usling ud af Døren. Saadan gjorde Mor altid! (Mod OTTO KALL) Husker du, naar du sad derhjemme og fyldte Stuen med din lede Snak? Mor smed dig ud som et giftigt Kryb. "Djævelunge" – kaldte hun dig. Men jeg er nærved at tro, at du er Djævlen selv.

REKTOREN
For Guds Skyld – Klara! Behersk dig dog.

111
OTTO KALL (sætter sig)
Jeg veed ikke, hvorfor du fremmaner disse idylliske Scener fra Barndommen. Jeg kan forsikre dig, jeg har ikke glemt dem. Jeg husker ogsaa tydeligt Glæden i dit eget lille Ansigt ved saadanne Lejligheder. Det søsterlige Smil har jeg altid set for mig, naar jeg kom under Vejr med en eller anden Bagvaskelse, der var sat i Omløb om mig. Jeg genkendte det ogsaa straks forleden, da du saae mig i min nuværende Forfatning.

FRU NORDBY
Jeg siger dig, Jørgen – jeg taaler ikke længer det Menneske i vort Hus!

REKTOREN
Nej, dette skal have en Ende. Og nu er du maaske saa god at svare paa mit Spørgsmaal. Hvad er der foregaaet mellem dig og Ragna?

OTTO KALL
Aa du – jeg har hjulpet hende lidt med at faa Luft under Vingerne. Andet ikke. Men det er jo ogsaa noget. Du brugte forgangen Dag det Udtryk om et Liv som mit, at det var tomt og goldt og uden Mening. Med Tilfredshed pegede du paa alt det, du selv havde faaet 112 udrettet, og du spurgte mig, hvad Spor jeg vel havde sat her i Livet. Din Datter har nu svaret for mig. (Vender sig mod FRU NORDBY) "Djævelungerne", lille Søster, har ogsaa deres Mission her i Verden. Tro du mig!

REKTOREN
Jeg siger dig, Otto, du har paa det skammeligste misbrugt vores Godhed. Du har samvittighedsløst fordrejet Hovedet paa et stakkels enfoldigt og overspændt Barn, skønt du vidste, at hun en Gang før har været ved at styrte sig i Ulykke.

OTTO KALL
Jeg kan mærke, hvor daarligt du kender din egen Datter. Det er i det hele besynderligt med jer Forældre. Altid søger I hos jeres Børn kun Aftrykket af jeres egen Personlighed. Hvad I ikke kender fra jer selv, er af det onde. Men Ragna skal I ikke beklage. Hun ejer den hellige Brand i Sjælen. Hun kender de Længsler, der skaber den store Smerte men ogsaa skænker Glæder, som I i jeres lumre Idyl ikke drømmer om. Ragna var ved at kvæles her i Borgerskabets afblomstrede Paradis, hvor alt, hvad der er slimet og uhumskt og raaddent i Landet, nu flyder sammen som i en Kloak.

113
FRU NORDBY
Skal vi virkelig blive ved at lade os forhaane i vort eget Hus!

REKTOREN
Nej, jeg forbyder dig at tale til os i den Tone.

OTTO KALL
I skal dog ikke ulejlige jer med at smide mig paa Gaden. Det behøves ikke. Jeg kom netop herind for at sige jer Farvel. Jeg har bestilt en Vogn til at køre mig til Stationen. Den maa være her om et Øjeblik.

REKTOREN
Du vil rejse. Dit Besøg har med andre Ord været et planlagt Overfald. Nu forstaar jeg din Villighed til at komme herover. Du søgte Lejlighed til endnu en Gang at stifte Ufred. Og da det lykkedes dig at forlokke et stakkels Menneske til at sætte sig op mod Lov og Skranke, kan du rejse. Saa har dit ulyksalige Sind faaet Fred.

OTTO KALL
Du blev dog altsaa lidt forundret over, at jeg tog mod din svogerlige Indbydelse til at bivaane dine Jubilæums-Triumfer. Det glæder mig. Jeg skal til Gengæld indrømme dig, at jeg paa det Punkt er dig en Forklaring skyldig. 114 Og jeg skal ikke stikke noget under Stolen, – heller ikke min Tak. Ser du, den Dag jeg læste i Lægens Øjne, at jeg ikke havde langt igen, den Dag følte jeg for første Gang lidt Uro i Samvittigheden. Jeg sad der i min Ensomhed og spurgte mig selv, om jeg dog ikke havde bedømt min Samtid og dens Hædersmænd for ukærligt. Saa kom dit Brev, og det slog mig, at her var der Lejlighed til at tage en Stikprøve paa det rette Sted. Derfor kom jeg. Og nu kan jeg vende hjem med et beroliget Sind. Af den Grund min oprigtige Tak til jer begge!

REKTOREN
Du skal vide, Otto, at var det ikke, fordi du er en syg og hjælpeløs Stakkel, saa taalte jeg ikke detteher.

OTTO KALL
Din Medlidenhed har jeg ingen Brug for. Den kan du saa dejligt spare dig. Rigtignok troner du i Folkets Bevidsthed som en Ideal-Gestalt, en Frisindets stolte Tamburmajor. Og selv er jeg et jaget Dyr, en fattig Lus, som ingen vil kendes ved mere. Men alligevel vil jeg ikke bytte med dig. – "Djævel", kalder I mig. Aa, ja! En Gnist af den uudslukkelige Ild fik jeg i Vuggegave af den Gamle dernede. Den gav mig Mod til at foragte jer. (Rejser sig) Jeg tager nu 115 hjem for at dø i min egen Rede. Det vil ske uden Festbespisning og Fakkelblus. Men I skal ikke ynke mig. Jeg gaar trods alting rolig ind til mit fremtidige Bestemmelsessted. I to har nu hygget jer saa vel i Selvglæde, og trøster jer med, at Idyllen nok skal vare ved i jeres Tid. Overbevisningen om egen Bravhed er jo ogsaa en liflig Sovepude. Men vogt jer! Naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner Gravene sig, og Underverdenens Hærskarer slippes løs. Fortidens blodige Helte og Martyrer jager som Syner gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr.

JOMFRU ANDERSEN (i Spisestuedøren)
Der er kommen en Vogn. Kusken siger, han skal hente nogen til Stationen.

OTTO KALL
Ja – det er til mig!

JOMFRU ANDERSEN (ser tvivlraadig fra den ene til den anden)

FRU NORDBY
Det forholder sig rigtigt Min Bror skal rejse. Vil De sørge for, at Kufferten bliver bragt ud. – Min Datter er vel paa sit Værelse?

JOMFRU ANDERSEN
Nej, Frøkenen er ikke hjemme i Øjeblikket.

116
FRU NORDBY
Ikke hjemme!

JOMFRU ANDERSEN
Frøkenen trak for lidt siden sin Cykel ud af Skuret og kørte bort med sin Haandtaske paa Styret. Frøkenen havde vist meget travlt, (Ud.)

FRU NORDBY (med Haanden over Øjnene)
Det kan ikke være sandt! Frits! Gaa ind til Ragna. Sig hende, at hun bliver paa sit Værelse, til vi kalder.

OTTO KALL
I kan spare jer at søge. Buret er tomt. Fuglen fløjet. Ragna har begyndt sin Flugt mod Solen og kommer ikke mer tilbage.

FRU NORDBY (imod ham med løftet Haand)
Du lyver, Skurk! (Vakler svimmel) Det maa ikke være sandt! (i Vildelse) Løb efter hende, Frits! Ring til Politiet! I maa skaffe hende tilbage! Hører I! (Kaster sig ubehersket ned ved Bordet med en krampagtig Hulken)

REKTOREN (med Haanden paa hendes Skulder)
Klara! Min Ven! Jeg forstaar det nu. Her styrer stærkere Magter.

117
FRU NORDBY (løfter Hovedet)
Aa, jeg har jo anet det længe... jeg har set det komme. I fem Aar har jeg ikke haft en rolig Time for Angst. Jeg har bedt til Gud! Jeg har tryglet ham om at skaane hende. (Hun lægger sig paany over Bordet i fortvivlet Graad, mens FRITS staar hos hende og søger at trøste)

REKTOREN (til OTTO KALL, der er bleven staaende ved Døren)
Ser du dit Offer? Glæder du dig over dit Værk?

OTTO KALL (med et sky Blik til Siden)
Jeg maa gaa – Vognen venter.

REKTOREN
Ja gaa – gaa! Og lad Mindet om din Søsters Graad følge dig til dit Livs sidste Time!

OTTO KALL
Du taler over dig, gode Svoger. Saa længe man kan græde Smerten ud, har det ingen Nød. Det er jeres Lykke. (Stille ud.)

118 [blank]

119

UDKOMMEN ER

MANDS HIMMERIG

En Fortælling.

Heri berettes bl. a. om RAGNA NORDBYS senere Skæbne.