dedikation

Til Dansk Forfatterforenings Bortlodning ved 25-Aars Jubilæet i 1919 havde Henrik Pontoppidan skrevet følgende Digt i det første Bind af sine tre store Romaner:

Et Digt af Henrik Pontoppidan.

Hvad jeg har set, hvad jeg har hørt,
og hvad jeg har oplevet
paa alfar Vej og ensom Sti -
alt staar det her nedskrevet.

Det blev en Bog med mange Ord
en langstrakt Billedrække
om Danskens sløve Folkesind,
som ingen Strid kan vække.

Det blev et Angstens Raab fra een
som under Middagsluren
et Mene, Mene Tekel saa
i Lueskrift paa Muren.

Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu - ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod
vi leved op herhjemme.

Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
og fyldte vore Lader.

Men hine onde Varsels-Ord
staar mig endnu for Ho'det¹.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.