Syndebukken B

Men som et Træ, der løfter sig mod Himlen,
har sine Rødder dybt i Mulm begravet,
saa har en Slægt med Sejrsmod og Styrke
sit skjulte Voksested i Sindets Mørke.

En skummel Verden og et Dødens Rige
opfyldt af Genfærd som en Morderhule,
et Rettersted for Længsler, der blev kvalte,
for Hjertets Røster, naar de ømmest talte.

147

Han blev en ensom, – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond paa øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
”Han slægter daarligt paa sin ædle Fader.”

Fra Aar til Aar han grunded’ paa sig selv,
mens blindt han stredes med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, der af ham blev bundet
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.

Saa døde han en Dag paa Fattiggaarden
og fik sit Gravsted nær ved Affaldsdyngen.
Han stønned’ halvkvalt i sin sidste Skælven:
”Hvorfor blev jeg den sorte Ært i Bælgen?”

Hamskifte 1936, s. 148