Syndebukken. En Skæbnenovelle. A

Der var en Gang en Mand af ringe Kaar,
der ved sin Død var Byens første Borger.
Han fulgtes til sin Grav af alle Stænder,
højlovet og begrædt af Slægt og Venner.

Hans Børn, der tog et elsket Navn i Arv,
og var ham lig i Sind og værdigt Ydre,
en vakker Flok, kendt af hvert Barn i Gaden,
blev som han selv en Pryd for hele Staden.

Men som et Træ, der løfter sig mod Himlen,
har sine Rødder dybt i Muld og Bløde,
saa har enhver, der ejer Mod og Styrke,
sit skjulte Voksested i Dynd og Mørke.

En skummel Verden, stængt for Sol og Sang,
opfyldt af Genfærd som en Morderhule;
et Skjulested for Tanker, der blev kvalte,
for Følelser, der dræbtes, straks de talte.

Den Verden fik den ene Søn i Arv,
en vild Krabat med store, stærke Lemmer,
en Kain, der spredte Skræk, saa tidt det hændte,
at Vreden flammed op, og Øjet brændte.

Han vidste ikke selv, hvorfra den kom,
den Blodets mørke Strøm, der tændte Luen,
den Ufredstrang, den Lyst ved Skrig og Raaben,
den Spottens Slangegift, der var hans Vaaben.

Han blev en ensom – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond paa øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
"Han slægter daarligt paa sin ædle Fader."

Han smilte haanligt. Tog sig saa et Glas
og stormed vildt i en tre-fire Dage.
Bagefter græd han stridt og angred længe.
"Ve mig! En snavset Mønt bag gyldne Penge."

Fra Aar til Aar han grunded paa sit Selv.
Han maatte kæmpe med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, som en Gang blev bundet,
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.

Han blev en Drømmer med et splittet Sind,
fortabt i sine Syners mørke Verden.
Træt af sin Grublen, sprængt af Oprørstanker,
han faldt til sidst til Ro som stille Dranker.

Mest sad han slap med Haanden under Kind
og drømte Drømme om sit eget Indre.
Han hørte Fangekor af brudte Røster,
og Havfrusang fra fulde, hvide Bryster.

Saa døde han en Dag med Glas i Haand,
og fik et Gravsted nær ved Affaldsdyngen.
Han stønned halvkvalt i sin sidste Svælgen:
"Hvorfor blev jeg den sorte Ært i Bælgen?"