Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
29. december 1924
Forlæggerens Håndjern
29.12.24.
Kære Søiberg!
I disse Jule- og Nytårskortenes Tid må jeg indskrænke mig til at sende Dem en ganske kortfattet Hilsen, skønt de Oplysninger, Deres Brev bragte (om Deres Forlæggers Håndjern) var såre alvorlige og gjorde et stærkt Indtryk på mig. For Resten kan jeg fortælle Dem, hvad der måske kan trøste lidt, at andre Forlag ikke giver Deres Forfattere blidere Kår. Således hørte jeg forleden, at Gyldendal skulde have nægtet at trykke Georg Brandes sidste Bog1, dersom han forlangte Honorar for den. Det lyder utroligt; men Manden, der fortalte mig det, står Brandes meget nær og havde det fra ham selv, så der må dog i hvert Fald være noget om det. Samme Mand – en af Københavns 2 store Industridrivende – mente også at vide, at Brandes havde fået blankt Afslag på en Anmodning til Forlaget om at genoptrykke nogle af hans Værker, som forlængst var udsolgte. Går det således med det store Træ – hvad Udsigt er der så for de mindre? For mit eget Vedkommende betyder det jo ikke så meget, da jeg ikke længer ejer mine gamle√ Bøger; og det er vel tvivlsomt, om jeg får Kræfter til at fuldende de nye, jeg har på Stablen.
Vil De give Deres Hustru et Kys fra min Kone og et Håndtryk fra mig. Hvad hun og Deres hele Hjem er værd for Dem, vejer Deres Gæld mange Gange op. Men det veed De bedst selv.
Og så blot en hjertelig Tak for Deres gode Venskab i de sytten År, vi nu har kendt hinanden. For det nye År ønsker 3 jeg Dem frem for alt vedvarende Hjemmeglæde og Arbejdsglæde. For jeg tror, at for Dem følges de to Ting ad. Og så vil jeg håbe, at Håndjernene må blive taget af Dem, og at det vil lykkes Dem at inddrive Deres udenlandske Fordringer.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
