Henrik Pontoppidan til Ingeborg Maria Sick
Sendt fra Snekkersten. 27. september 1916

Varme til Overflod

Snekkersten.
27.9.16.

Kære Frk. Sick!

Min bedste Tak til Dem og Deres Søster for den rare Aften igår i det gode Selskab. Havde De blot ikke gjort mig skamfuld ved at sige mig så mange ufortjente Artigheder!

Når De og jeg engang bliver færdige med vore nye Bøger, håber jeg, at min Kone og jeg kan få den Fornøjelse at se begge Damerne her i Snekkersten, måske sammen med Rørdams, dersom også de kan overtales. Rigtignok står Vinteren snart for Døren; men vi bor jo så nær ved 2 Stationen, og Turen herud fra København er i Virkeligheden kun som en lang Sporvognskørsel.

Jeg ønsker Dem en god Arbejdsfred! De har så mange Venner, der glæder sig til igen at varmes og tø op ved den indre Varme, som – undertiden til Overflod – udstråler fra Deres Værker.

Med de venligste Hilsner herfra.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.