Henrik Pontoppidan til Alba Schwartz
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 20. juni 1910
feste og drikke Champagne
20/6 1910
Ahlmanns Alle 4. Hellerup
Højtærede Fru Schwartz!
Når dette Svar kommer så sent, har jeg ikke udelukkende Skylden derfor. Deres Brev havde på Grund af Adressen været viden om, før det kom mig i Hænde, og så traf det mig på en Tid, da jeg var syg og måtte lade alt ligge. Dette må jeg bede Dem om venligst at tilgive mig. Men allerværst er det rigtignok, at jeg heller ikke nu ser mig i Stand til at sende et Svar, som vil kunne tilfredsstille Dem. Jeg har virkelig med Alvor tænkt over Sagen, men er kommen til det Resultat, at jeg er blank på sådanne√ Skagens-Erindringer, som kan være af Betydning for en Skildring som den, der her tænkes på. Jeg var på Skagen i Sommeren 1883. Jeg havde dengang 2 ret nylig debuteret i Literaturen og var mest opfyldt af min egen Gevaldighed. Jeg gik omkring med svimlende Hoved i en Tanketåge, der gjorde, at Personer og Begivenheder passerede mig underligt spøgelsesagtigt forbi. Min pålideligste Erindring er den, at det var en meget "våd" Sommer, og at Kolonien hos Brøndum – hvor jeg fandt Optagelse – med Henrykkelse greb enhver Lejlighed (i Nødsfald også de sørgelige) til at feste og drikke Champagne. Der var just dengang en stor skandinavisk Kunstudstilling i København, og adskillige af de svenske og norske Kunstnere, der i den Anledning kom her til Landet, besøgte også Skagen. Der var [Christian] Krogh1, [Oscar] Bjørck, Eilif Peters[s]en, [Charles] Lund[h], [Wilhelm] Peters og endnu flere. Kom der nu Meddelelse til en af Kolonien om, at han havde fået solgt et Billede, måtte denne lykkelige Begivenhed naturligvis fejres; men også når et sådant, ventet Bud udeblev, 3 benyttedes det som Anledning til at slå Gækken løs. En enkelt Gang, husker jeg, fortsattes et sådant Gilde uden Afbrydelser i to Døgn, og rimeligvis har al denne megen Festen også nogen Skyld i, at mine Erindringer fra den Tid er bleven så tågede.
Jeg kan da altså slet ikke være Dem til nogen Nytte, og jeg beklager det meget, fordi den Ide at skrive det "moderne Skagens" Tilblivelseshistorie synes mig aldeles ypperlig – ja jeg finder det ligefrem magtpåliggende at få den virkeliggjort, mens der endnu lever Folk, der har oplevet den. Og lad mig have Lov til at sige, at jeg slet ikke har "smilet" ved Tanken om, at De, Frue, skulde blive den skagenske Sagafortællerske. Jeg tror tværtimod, at man vanskeligt skulde kunne finde nogen, der med bedre Forståelse og større Begejstring vilde give sig i Kast med den store Opgave. Jeg har ikke glemt de Naturstudier deroppe fra, som De i sin Tid lod mig læse. Som 4 Noveller tilfredstillede de mig ikke helt, men jeg finder, at flere af dem, f.Eks den om Ligsynet – vil passe udmærket til et Værk som det påtænkte.
Jeg ønsker Dem da alt Held til Arbejdet og glæder mig over, at det netop er kommet i Deres Hænder. Det gør mig kun ondt, at jeg selv er ude af Stand at give nogen Håndsrækning.
Deres ærbødige
H. Pontoppidan
