Alba Schwartz til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Vestervig. 3. juni 1910
en Bog om Skagen
Vestervig. 3-6-10.
Hr. Henrik Pontoppidan!
Skønt De maaske slet ikke erindrer det mindste mere om mig, eller om det ganske lille Bekendtskab vi stiftede paa Skagen, vover jeg dog nu at henvende mig til Dem med en – endogsaa ret stor Anmodning.
De maa dog ikke tro, at jeg er saa dristig ved det denne Henvendelse, som det maaske ved første Øjekast kan se ud til; – det har virkelig varet meget længe inden mit Mod er bleven saa stort, saa jeg er naaet til dette Brev, som jeg vil bede Dem saameget om at læse igennem med lidt Taalmodighed, og ikke strax lægge fra Dem som umuligt, naar De hører at det gjælder en Bog om Skagen, som jeg er ved at samle Materiale til.
Sagen hænger saaledes sammen: Allerede for 2 flere Aar siden, foreslog Ancher mig, at han og jeg skulde lave denne Bog i Forening, saaledes at han fortalte mig alle sine og sin Hustrus Erindringer fra den svundne Tid. Jeg skulde da skrive ned og ordne lidt paa Stoffet samt fortsætte med den nyere Tid, som jeg selv havde oplevet. Denne Plan er dog af forskellige Grunde ikke bleven til noget – og dukkede først frem igen i ændret Skikkelse nu i Foraaret, i Anledning af en Juleartikel, hvortil Professor Carl Larsen1, som jeg kender lidt, havde anmodet mig om at skaffe Oplysninger om Forskellige og Forskelligt. Under Brevvexlingen herom blev der fra Gyldendal foreslaaet mig at skrive en Bog om Skagen – omhandlende Tidsrummet fra ca. 72 – til Nutiden, og selvfølgelig først og fremmest Kunstnerkoloniens Historie og Liv deroppe.
Ja – kjære Hr. Pontoppidan! – jeg føler nu ganske tydeligt hvor De 3 smiler ved Tanken om, at jeg! skulde være saa dum at tiltro mig Evner til et saadant Arbejde – jeg, som De saa grundigt – og med Rette, (det erkender jeg!) har slaaet ihjel! Derfor er det mig ogsaa langt sværere at skrive til Dem, end til nogensomhelst af de andre Kunstnere. Men De maa tro mig naar jeg siger Dem, at jeg netop ikke tiltroer mig Evner, hverken til denne eller nogen anden Opgave.
Jeg har derfor ikke paataget mig den ringeste Forpligtelse overfor Gyldendal, men tvertimod ærligt fremhævet, at jeg troede ikke jeg kunde, men at jeg ikkedestomindre havde stor Lyst til at prøve – – og dette kan da ikke kaldes Storhedsvanvid – vel?
Desuden fandtes ingen Anden, der vilde give sig ilav med Opgaven, eller havde Lyst til at gennemgaa den Skærsild, som Forarbejderne til en saadan Bog fordrer.
Jeg vil nu heller ikke paastaa at mit Mod i denne Henseende er saa 4 stort; men Sagen interesserer mig levende, og det vilde gøre mig ondt at lade den falde. Viser det sig saa – hvad det jo vel desværre nok gør – at Opgaven er for stor for mine Evner, saa har jeg dog gjort det forberedende Arbejde – Samlerarbejdet – (og de modbydelige Interviews) som en stærkere og lykkeligere Aand end min, da maa knytte sammen til det "store Hele" som en Bog om Skagen gerne skulde være.
Ja – nu er jeg – som De vist nok kan mærke naaet til den Bøn, som jeg inderligt haaber De ikke vil afslaa.
Jeg vil nemlig bede Dem om at fortælle mig lidt fra den Tid De var oppe paa Skagen – i tidligere Aar –. Svar nu ikke strax "at De kan intet huske", "at det er saa længe siden" og "at De intetsomhelst mærkeligt har oplevet"! Det er slet ikke store Begivenheder jeg beder 5 om – blot Deres Opfattelse af de Kunstnere (eventuelt ogsaa andre Mennesker) som De omgikkes – disse Mennesker – og Kunstneres (det lyder lidt komisk kan jeg nok selv høre) indre og ydre Ejendommeligheder. – Smaa Situationer – smaa Glimt, der maaske netop giver det Perspectiv man ønsker. Sligt husker man dog altid, saasnart man fordyber sig en Smule i det Forbigangne.
Det behøver slet ikke at være saa mange Ord De spenderer2 paa mig – og dog vil disse Ord kunne være af stor Betydning.
Men et maa jeg dog sige forud. Jeg vil nødigt forpligte mig (eller den Lykkelige, der kommer til at skrive Bogen) til at citere Dem ordret; men maa have Lov til at benytte det som De eventuelt fortæller, saaledes at det gaaer ind i Helheden – i Billederne af Livet deroppe fra.
Citater af berømte Mænd bliver let – 6 synes jeg – ligesaa usma[ge]ligt, som Potpourri'er over store Operaer – og bliver altfor let beregnet paa Snobberne!
Ja – dette er altsaa min Bøn! og hvor jeg vilde ønske at jeg havde Magt til at gjøre Dem en stor og vægtig Tjeneste, til Gengæld! men desværre – jeg staaer jo saa magtesløs, kan kun bede, og intet give; ja jeg boer ikke engang paa et morsomt Sted, hvor det kunde interessere Dem at være! Jeg kan kun gentage mit evindelige – "De maa endelig ikke sige nej!" Et Svar venter jeg idetmindste! – og lad det dog blive godt!
Men husk, at jeg boer ikke længere i Skagen. Min Adresse er nu Vestervig – kun Vestervig.
Deres
Alba Schwartz
7 Jeg behøver vel ikke at omtale at Planen om Bogen, saavelsom den omtalte Jule-Artikel skal være en Hemmelighed.
