Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Nørrevang, Rørvig. 8. juli 1910
Små Erindringer
8/7 1910. |
Nørrevang Rørvig Nykøbing Sj. |
Kære, gamle Ven!
En hjertelig Lykønskning til din Hustru og dig selv: At det blev en Søn1 dennegang var vel kun efter Ønske, og der er da dobbelt Grund til Glæde. Jeg, som er en gammel Bedstefar, hvis egen yngste Pode er en Knippel på 70 Tommer, tænker jo med lidt Misundelse på dig og dine små.
Vi er ganske rigtigt i Rørvig for Tiden, min Kone og Else venter vi dog først hertil idag. Steffen har jo igen haft en lang Sygdomsperiode, og for hans Skyld tog jeg tidligt fra Hellerup. Her er jo også dejligt nok til Ferieren; men Vinteren 2 har været så velsignet med Forstyrrelser af forskellig Art, at det ikke netop er Ferie, jeg for min Del trænger til nu.
Jeg kan tænke mig, at du – ligesom jeg – har fået Indbydelse til den store Fest hos Elmenhoffs i Randers. Jeg vilde gærne have været med, men jeg har længe haft det mindre godt og turde ikke byde mig selv en Jubilæumsdags Besværligheder. Det bebudede Festnummer af Avisen har jeg ikke set endnu, veed altså ikke, om du er mellem Bidragyderne. Selv måtte jeg i yderste Øjeblik tage mig i Ørene og nedrable nogle Linjer2.
Til Sønderho kommer vi visselig ikke, og det ikke på Grund√ af nogen Slags Frygt eller Påvirkning fra Henrichsen (som iøvrigt også befinder sig her i Rørvig) – tværtimod, et Hytteliv i Udørkenen er vor egen 3 Drøm – men vi har ikke Råd til at rejse iår, og Gud veed, om vi nogensinde får det mere.
Fra min Kone kan jeg altså ikke hilse; men jeg tænker forresten, at hun selv har skrevet. Fik du ikke Brev fra hende for nogen Tid siden, da vi havde modtaget Stolene fra Brdr. Larsen; vi blev så glade for dem; og de vækker megen Beundring hos alle, der ser dem. Du skal ret have Tak for dem. Men endnu mere taknemlig er jeg dig for din gamle Skitse til dit store Hedebillede (Aftenbilledet med Karup Kirke i Baggrunden). Det har i vor nye Lejlighed fået en Plads, hvor det for første Gang fuldt ud kommer til sin Ret. Jeg har altid elsket det lille Billede og derfor haft det inde i mine egne Stuer, hvor det dog aldrig har fået tilstrækkeligt Lys, og kun få Mennesker har haft Lejlighed til rigtig at se på det. 4 Nu hænger det inde i Dagligstuen med en vel afstemt Baggrund, og det har moret mig at se, hvorledes Besøgendes Øjne fanges af det, og et Par Gange er det hændt, at Folk pludselig har afbrudt deres Tale med et interesseret√: Hvem har malet det Billede? Jeg gad nu også vidst, om du nogensinde har gjort noget bedre. Jeg betragter mig da heller ikke som virkelig Ejer af Billedet, men som en foreløbig Besidder eller Forvarer af det.
Hils nu din Hustru mange, mange Gange, og ønsk din Dreng velkommen hertil også fra mig – du lykkelige Mand! Forhåbenlig er alt stadig gået godt for dem begge.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan
