Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Trelde. 16. august 1904
en lille Smule nervøs
f.T. Trelde.
16d Avg. 1904.
Kære Ven!
Gennem dine to Snedkertvillinger, Brødrene Larsen, har jeg fået at vide, at du igen har betrådt dansk Grund, og at du straks er bleven sat i Virksomhed for min Skyld, hvad jeg virkelig er ganske benauet over, da jeg antager, at du kan have Brug for din Tid til mere lønnende Beskæftigelse. Men Ulykken er altså sket, og jeg har nu kun en Tak at bringe for dette nye Venskabstegn.
Mens du har fartet rundt på Bryllupsrejse, har vi gamle, adstadige Ægtefolk levet eller, præcisere udtrykt, 2 henlevet Vinteren i Hillerød og Sommeren her i Trelde, en Mil fra den som Fødeby for Carit Etlar, Magdalene Thoresen og mig berømmelige By Fredericia. I Februar-Marts var vi dog en lille Tur i Højnorge, endog helt til Jotunheimen; og bagefter havde jeg to Gang min Kuffert pakket til en rask Tur sydpå1; Billeten var endogsaa løst, da Else blev syg af Lungebetændelse og Rejsen måtte opgives.
Nu om et Par Dage bryder vi op herfra og vender tilbage til Hillerød. Og nu venter du vel derfor, at jeg en Dag tager til København for at hilse på dig og din Frue; men det gør jeg nu ikke, skønt jeg veed, det er min Skyldighed, og skønt det sandelig ikke er Lysten, der mangler mig, da jeg, som du kan vide, er mere end 3 utålmodig efter at lære den Kone at kende, så meget mere, som jeg fra så mange Hold har hørt hende lovprise. Men jeg må have sat Punktum for min Lykke-Per2, før jeg med Glæde og Udbytte kan√ tage mod nye Indtryk fra Livet. Du vil vist kunne forstå, at jeg er en lille Smule nervøs i det Øjeblik, jeg skal afslutte og ligesom sammendrage et så stort Arbejde, der har beskæftiget mig i så lang en Årrække. Jeg har i denne Tid den største Møje med at få mine Tanker udenfor den i denne Bog skabte Verden med dens henved to Hundrede Personer, der efterhånden er blevne mig næsten mere virkelige end de, der lever og ånder i min umiddelbare Nærhed, og det så meget mere, som hele Bogen for Tiden bliver genoptrykt, efterat jeg har ofret den et meget grundigt Eftersyn, der har 4 resulteret i mange Omarbejdelser, – kort sagt, jeg er så lykke-perialiseret (en væmmelig Brander!), at jeg først må komme til Fornuft, inden jeg kan vise mig mellem Mennesker.
Dette til Forklaring af, at jeg endnu bliver usynlig for dig nogen Tid. Men jeg længes efter et Gensyn!
din gamle Ven
Henrik P.
