Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Hjørlunde. 15. april 1881 (uden år)

Jeg har forlovet mig

Hjørlunde
Langfredag [15.4.18811]

Min kjære Ven!

Du burde forlængst have hørt fra mig; jeg blev så glad ved dit Brev. Og når jeg nu endelig får fat, så må jeg strax bede dig undskylde, at det kun bliver kort. Og det af to Grunde. For det første: Jeg længes meget efter at tale med dig; jeg har meget på Hjærte til dig, fordi du ved dit urokkelige Venskab har været mere for mig, end du måske selv véd af, og der er ikke meget jeg nødigere vilde, end at vi to skulde skilles i Forståelse, og endnu mindre i Omgang. Men alt det meget, jeg har at fortælle dig, og tale med dig om, det kan jeg ikke skrive, jeg kan kun lige antyde det, og så håber jeg med det første at komme til Kjøbenhavn, hvor vi da kan tales ved.

For det andet: Jeg har skrevet så overvættes meget i de sidste Dage, at jeg√ nu – Klokken er mange – er ganske ør i Hovedet, og mine Øjne gjør ondt; det er også de tossede små bitte Bogstaver, jeg har vænnet mig til at skrive.

Det jeg vil fortælle dig, er jeg nu bange for, at du ikke vil kunne forstå, – og det er derfor vi skal tale sammen; min Fortrolighed kan du forlange, og skal du ikke miste. Jeg har gjort meget, som Verden har korset sig over; ja i alle de sidste År har jeg så omtrent ikke gjort andet. Du har været den, der har forstået mig bedst, og jeg har følt mig gladere og lykkeligere ved hvert Trin, jeg har gået. Nu har jeg gjort Skridtet fuldt ud, jeg er faldet så dybt i Verdens Øjne, som jeg kan – og jeg kan sige, at det har været mit Mål. Jeg har fulgt den Natur, jeg har følt egentlig er min; og den Drift og Tilskyndelse, der har været dybest i mig. Jeg har forlovet mig. Og jeg har forlovet mig med en ganske simpel Bondepige ovre fra Hornsherred.

Jeg véd godt, du forbavses – men, som sagt, lad os tale sammen. Du forbaves over jeg – som har spillet så mange Kjærestekomedier inde i Kjøbenhavn, har været en Don Juan, og stillet sådanne enorme Fordringer til en Kones Kvaliteter og indtagende Dyder – at jeg ender dér. Men lad os tale sammen.

Jeg fortæller dig denne Begivenhed, Rohde, fordi du skal have min Fortrolighed; jeg er ellers en Hader af offentlige Forlovelser, og beder dig derfor om ikke fortælle det vidt og bredt. Men jeg har også√ skrevet dette, fordi vi ikke – således som med Elmenhoff – skulde skilles ved dette; min Kone må også være din gode Ven, og jeg glæder mig til, at du skal lære hende at kjende. Og når vi gifter 2 os – hvad vel næppe vil vare så grumme længe – skal du være den, der har Hæderspladsen i vort Hus.

Dette må nu være nok indtil videre. Vi tales ved.
 

Tak for Billedet2. Det er jeg meget glad ved, og jeg synes, det træffer Situationen godt. Jeg vil endogså sige, at du er et lille Mesterværk deri. Jeg har i Sinde ved Lejlighed at sende Tornøe en Tak derfor; men bring du ham kuns en i Forvejen tilligemed min Hilsen. Det kjære gamle Værelse; det samler sig i mig til et behageligt Minde om en ulykkelig, og dog gylden Tid; og som det står der på Billedet med Romtoddy og Tobakspiber i Vennelag, taler det om de lykkelige Øjeblikke, hvorfra man hentede sin Næring. – Elmenhoff er den eneste, jeg ikke rigtig kan kjende igjen; men det passer jo.

I Aften vil jeg ikke skrive mere; jeg er altfor træt. Men inden et Par Dage, når jeg har fået hvilet lidt ud, skal du høre fra mig igjen. Der er jo flere Spørgsmål i dit Brev, jeg skal svare på, og mere, jeg vil skrive om. – Altså blot en foreløbig Hilsen

dine gode Venner
Henrik Pontoppidan og Marie Hansen Årskilde.

 
[1] året er 1881, jf. forlovelsen, se brev fra Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen 24.5.1881 . tilbage
[2] Billedet: Tornøes tegning. tilbage