Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Hjørlunde. 21. april 1881 (udateret)
et friskt Naturbarn
Hjørlunde
Torsdag Aften [21.4.18811]
Kjære Ven!
Nu er jeg der igjen efter Løfte. Jeg er meget bange for, at det var noget forvirret Tøj, jeg skrev til dig sidst, hvilket var så meget desto mere uheldigt som den Sag, jeg fortalte dig om, vistnok synes dig forvirret nok i Forvejen. Men jeg var ualmindelig træt den Aften. Nu har jeg hvilet mig siden, og vil begynde med at fortælle dig om, hvor jeg har tilbragt Tiden siden, altså i Påsken lige til nu.
Det var på en dejlig stor Bondegård med en stadselig Stuelænge og 3 solide Udlænger omkring en pæn og lun Gårdsplads. Udlængernes Mure var pænt hvidtede og Bindingsværksstolperne tjærede med sort; det er så hyggeligt netop. Stuelængen var af gul Grundmur med klattrende Roser; mange pæne Værelser, en rigtig Borgstue med lang Slagbænk langs Væggen, Egetræsbord, en ægte gammel Bornholmer og et Landmålerkort af Lodden på Væggen. En pæn "Værs'god-stue" med Exners Billeder – og en dejlig stor Øverstestue, eller Sal – prægtig til at holde Bryllup i!
En prægtig Besætning med Sul på Kroppen (jeg mener her Kvæget), og Lofterne fulde af Korn. Ejeren er en Mand, der ikke behøver at sælge sit Korn, så snart han får tærsket, men har Råd til at bie, til det ved Forårstide bliver mere i Pris.
Et Sulefad, der kan få Kjøbenhavneres Tænder til at løbe i Vand; en Mælkestue, hvor man kan drikke al den søde Mælk man gider – og Senge så bløde, så bløde som Smør.
Manden2 er en ældre Mand på henved de halvfjerds, men rask som en tyveårig Gut; lidt bange i Begyndelsen, men har man først vundet ham, er han en af disse hjærtensgode Bønder, der ikke véd, hvor godt han vil gjøre det for én. En Kone3, der er lidt pylret, men altopoffrende. Så går der nogle Døtre omkring i Huset og gjør Opholdet dér så livsaligt, når man forstår dem, og forstår hvad venlig Hyggelighed og Munterhed er. Der er nu først den ældste – hende vil jeg nu slet ikke tale om, dér er ikke noget Håb for dig, for hun er forlovet – med en ung Laban, der ingen Ting er andet end forlovet, men også dét til op over begge Ørene, og som kalder sig Henrik Pontoppidan. Men den tredie ældste4, du – det er en stille attenårs Pige, med et Par tavse, sorte Øjne så store, at man – som Brandesky5 sagde – er en halv Time om at se fra den ene Ende af dem til den anden. Hende skulde du lægge dig efter.
2 Nå, du vil vel sagtens ikke. Men jeg kan forsikre dig, at når du først har overvundet den Ængstelse, som sådanne Folk i Begyndelsen har, da vil du aldrig kunde blive optaget som Svigersøn i et Hus med mere Hjærtelighed og strålende Glæde end her. Og ikke alene i selve Åskilde, men i hele den store Familie, der bor rundt om i Byerne både Nord og Syd for. Jeg kan tale derom, da jeg nylig er kommet derfra. Dag for Dag gik jeg fra Gilde til Gilde med Masser af Mennesker og Mile af Mad (du kjender nok Bøndergilder) – alle Gårdene reves om mig for at byde mig Velkommen med Alt det bedste de ejede. Stadsvognen og Stadshestene stod beredt alle Vegne – og hele Familien lige fra den gamle, gamle Oldemoder til den mindste lille Patteglut strålede af Gjæstfrihed og Venlighed. – Du må huske på: de sjællandske Bønder er ikke som de jydske, og navnlig ikke her i Hornsherred.
Jeg har beskrevet dig Gården – Åskilde hedder den. Men jeg har forglemt at fortælle, at den ligger nær Stranden og med den krandsende Skov tæt ved. Fra Haven, fra Markerne, fra Vejen – og alle Vegne fra har man den skjønneste Udsigt op over Skovtoppen og ud mellem Trægrupper til den dejlige Roskilde Fjord, og over til den store, prægtige Fiskerby Jyllinge på den anden Side, der præsenterer sig med små hvide Huse, Net og optrukne Både opad en stejl Skrænt.
Kjære Ven, jeg er så glad som jeg ingen Sinde har været før, og vilde så gjerne, at du vilde dele min Glæde. Du véd, jeg har yndet det frie Liv, og det frie, utvungne Naturvæsen, som ikke er bunden og indskrænket ved Formens snærende Basttove. Jeg føler nu, hvad jeg vil og hvor jeg vil hen. Jeg vil dele det friske Naturliv, som jeg dog kan misunde dem fra Barns Ben; thi dét er at leve sandt og stærkt.
Og den, jeg har valgt, er et friskt Naturbarn – ikke ung af År, men glad som et Barn, frisk som den Strand, hvorpå hun er voxet op, og drømmende som den Skov, der gjemmer hendes Længsler. Ikke sådan smuk som Folk plejer, men rød og brun, med sorte Øjenbryn og lange, tunge Øjenvipper, ikke stor og bred, snarere lille og spinkel, men med Kraft og Mod til at tage fat på Livet – og så god, å så god – ja, nu kan du jo selv se hende og lære hende at kjende; men det sidste må man også – og det kan måske tage Tid – før man kan skatte hende for det, hun er.
Og nu min Fremtidsplan! Her på Landet! – men sådanne at jeg tidt kan komme til Kjøbenhavn, for det kan jeg ikke undvære. Et lille fredeligt Sted med Roser op ad Muren, med en Hest, en Ko, Kyllinger og Ænder til Fornøjelse og til et godt Måltid Mad. Små Stuer, lave til Loftet, men hyggelige og lune. Og så vil jeg dele min Dag mellem Naturen og mit Skrivebord, for – det føler jeg nu bedst – dér er min Plads.
Jeg skriver dette til dig, fordi du er min bedste Ven; men derfor også kun til dig; der var ingen andre, jeg vilde skrive dette til; derfor beder jeg dig bevare min – og jeg kan sige Maries – Fortrolighed som noget mellem os tre; og endvidere, at du ikke over for dette Brev benytter dig af din stygge Vane, at lade dine Breve ligge på dit Skrivebord til hvert nysgerrigt Fruentimmer.
3 Du skriver om min første Debut; den får næppe Dagens Lys at se før i det tidlige Efterår, da det for Tiden er en dårlig Tid til at sende Bøger ud i Verden. Folk er for meget optaget af Forårsfornemmelser. Men derimod kommer der måske nok med det allersnareste en lille Fortælling i "Ude og Hj."
Iøvrigt vil det ikke vare længe – måske kun en Uges Tid – inden jeg kommer til Kjøbenhavn, jeg længes efter at se Udstillingen6. Vi kan da tale[s] nærmere ved, og jeg skal da nok se at få de 50 Kroner samlet sammen, trods en Del Udgifter i den sidste Tid. Havde du bare fået dem i Julen, da du var her ude. – Ja, bliv nu ikke bange; det har ingen Nød, men jeg venter på Forfatterhonorarer. – Nå! Pengesager er nu en Gang min Skjødesynd!
Elmenhoff i Rom! – du store Gud! Jeg havde Lyst til at give en lille Fremstilling af ham mellem Antikkernes rolige Højhed – og de sprudlende Italieneres Ild; men det er Synd for ham – han var dog en Gang en Ven.
Og Bjerring; fortæl mig dog endelig, fortæl! – Skriv mig til; jeg vil ikke komme før du har skrevet; jeg vil se, hvordan du tager det. Hils Thorup meget.
din Ven
Henrik.