Henrik Pontoppidan til Poul Carit Andersen
Sendt fra Holmegaardsvej 2, Charlottenlund. 27. marts 1938

helst begravet i Glemsel

 
27 Marts 38.
Holmegårdsvej 2.
Chl.

Hr. Boghdl. P. Carit Andersen!

Jo, jeg vedkender mig Digtet. Det blev skrevet til en Festmiddag i Anledning af Gustav Philipsens gamle Mors 90 Års Fødselsdag. At det er fundet blandt Axel Henriques Efterladenskaber er let forklarligt. Han var en nær Ven af Familjen og har velsagtens været med til Festen.

Jeg lykønsker Dem til den Anerkendelse, De har høstet af Deres Udstilling. At jeg for mit Vedkommende helst har set disse gamle Sager begravet i Glemsel, behøver De naturligvis ikke at bryde Dem om. Det er vel også nærmest et Alderdomstegn.

Venlig Hilsen fra

Deres
H. Pontoppidan