Henrik Pontoppidan til Vilhelm Østergaard
Sendt fra Halls Allé 13. 22. november 1908
blid Sørgmodighed
Halls Alle 13
22/11 08
Kære Ubekendte1!
Jeg må også dennegang opgive at gennembryde det Mørke, hvori De gemmer Dem. Skønt Deres dæmpede og dog så indtrængende Stemme, sådan som den lyder til mig gennem Deres Bøger, ofte synes mig velbekendt, har den ikke forrådt Dem. Jeg sender da disse Linjer afsted uden at ane, hvor i Verdensrummet de vil træffe Dem. Og jeg gør det ikke for at forsøge at lokke Dem ud af Deres Skjul. Jeg vil slet ikke andet end at sige Dem Tak for Deres Bog2 og for den Sympati, De har vist mig ved at sende mig den. Bogen har bevæget mig ved 2 sin stille Alvor. Det er ikke så meget de enkelte Personskildringer, der har virket på mig, som Bogens Grundtone af blid Sørgmodighed. Den gør et så ægte Indtryk og går til Hjertet. Det Tugtens Ris, man i Begyndelsen tror, at Bogen skal forme sig til, er den ikke bleven. Men det har vist heller ikke været Deres Hensigt med den. Den Klage, der lyder igennem den, er ingen Anklage. Sådan har i hvert Fald jeg forstået den.
Modtag en Hilsen og Tak fra
Deres meget forbundne
H Pontoppidan.
