Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 13. december 1937
godt lide at snakke med mig selv
| 13. Decb. 37. | Holmegårdsvej 2 Chl.1 |
Kære Andersen-Nexø!
Jeg har længe villet sende Dem nogle Linjer med min Tak for Deres sidste Bog2 og den smukke Hilsen til mig, hvormed De så venligt ledsagede den. Men i denne Mørketid, hvor Folk med svagt Syn endogså midt på Dagen må tænde Lys for at kunne se, er også jeg tvunget til at skåne Øjnene. Det kunde ellers let gå mig som det forleden gik min 93-årige Ven Galschiøt i Helsingør. Han havde skrevet et længere Brev til mig, og for at være sikker på, at det kunde læses, lod han sin Husbestyrerinde se det igennem inden Afsendelsen. Det viste sig da, at Brevet kun indeholdt et Par Begyndelseslinjer. Han havde ikke kunnet se, at Pennen var løben tør og ikke mere efterlod nogen Skrift.
Men tilbage til Deres Bog. Jeg havde stor Glæde af den, og De har sikkert selv haft megen Glæde af Udgivelsen og skaffet Dem mange nye Venner 2 med den. I hvert Fald vistnok adskilligt flere end det lykkedes mig at få ved Udsendelsen af min sidste lille Pjece "Hamskifte", der slet ikke blev solgt. Nå, det er jo let forklarligt. En Forfatters faste Kundekreds dør jo ud med Årene. Når han bliver så gammel som jeg, er der naturligvis ikke mange tilbage. Kun en eller anden Sensation kan skaffe ham nye Læsere. Derfor har jeg heller ikke været stærkt forhippet på at udsende den lille Bogs endnu mindre Fortsættelse, skønt den har ligget færdig her næsten siden i Sommer. Nu efter Nytår, når vi får lysere Dage, så jeg selv uden altfor stort Besvær kan læse en Korrektur, vil jeg dog vist sende den til Trykkeriet.
Af Årets store Boghøst har jeg foruden "For Lud og koldt Vand" næsten intet læst, skønt der efter Sigende skal være en Del gode Ting iblandt. Men også med det må jeg vente, indtil vi får lysere Vejr. Måske vil De spørge, hvad jeg da får Tiden til at gå med, og det er mangen Gang også en Gåde for mig selv, så meget mere som heller ikke min Hørelse er god og forhindrer mig i at modtage Besøg af Fremmede. Men jeg har 3 hjælpsomme Børn og Børnebørn, og Radioen3 kan undertiden også være mig til Underholdning, især med sin Musik. Og forresten har jeg ikke stor Trang til Adspredelse. Jeg kan ganske godt lide at snakke med mig selv. Det giver en Slags Erstatning for den tilvante Syslen med Pen og Blæk. Det minder for så vidt om Galschiøt, der sad i god Tro og skrev løs med tør Pen. Men jeg ønsker alligevel ikke at blive 93.
Vær nu hjertelig hilset, både De selv, Deres Hustru, og hele Hjemmet fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan
