Martin Andersen Nexø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Stenløse. 26. december 1937
min dybe Kærlighed til Dem
Stenløse 26. XII. 37
Kære Henrik Pontoppidan!
De har længe ikke hørt fra mig. Det hænger sammen med, at jeg ofte har haft for1 at opsøge Dem og sige Dem Tak for Deres Breve og Deres Venskab. Hver Gang er jeg blevet holdt tilbage af en Fornemmelse, som sagde mig, at De ikke hade det allerbedst og at Besøg var for anstrængende for Dem. Saa er jeg blevet paa min Hybel her i Stenløse, har siddet og stirret ud i den endeløse Skumring og – som De skriver i Deres sidste Brev at De har gjort det – ført Enetale med mig selv. December har altid været mig en drøj Maaned at komme igennem. Luften har for lidt Næring for min Hjærne, saa jeg bliver søvnig. Dertil kom saa Skuffelsen over "For Lud og koldt Vand", som nok slet ikke sælges, hvad jo ikke er saa morsomt rent økonomisk set. Og Tilstandene i Verden skal jo heller ikke bidrage til at lyse op i ens Hjærnekiste. Man føler sig oprørt og afmægtig – og tæres af Nag over, at man intet udretter. Hvorfor kan man ikke med sin Pen kæmpe de onde Kræfter 2 ned, der i Dag huserer rundt om? Bevidstheden om éns Afmagt her, gør at man føler sig aandssløv. Og læse kan jeg ikke – jeg har alle Dage været en daarlig Læser. Det læste vil ikke rigtig hænge ved; jeg skal helst have Livet mere direkte gennem Oplevelsen personlig.
Saa har jeg som sagt siddet her og ført Enetale med mig selv, netop som De beskriver det i Deres sidste Brev; og har faaet ikke saa lidt ud af det. Tankerne løber som de selv vil og støver saa meget op, man vel ellers ikke kom til at beskæftige sig med. Hvad De skrev om de oppustede Bøger, der fortiden har Publikumstække, hvad der igen forleder mange Aandsarbejdere til at blive formløse – udflydende, mødtes saaledes med en Sætning af Goethe i hans Aforismer om Kunst. Og det slog mig, at der er mange vægtige Fællestræk mellem Deres og Goethes Aandsform. Først og fremmest det grundmurede Forhold til Virkeligheden.
Nylig skrev Vilh. Andersen – som jeg uden at ville det hade saaret med en tankeløs Bemærkning i min sidste Bog – om den store Kunst at skrive uden Kruseduller. Først i den senere Tid er det gaaet op for mig, hvor stor en Revolutionær Goethe var og er. For ham er Virkeligheden og indenfor den igen Mennesket alt. Han bruger – omvendt 3 af Schiller – Fantasien til at belyse Virkeligheden med. Den Spændthed, der bestandig er som en aandelig Dirren bag de to's Forhold, hænger sammen med denne, i Virkeligheden uhyre Modsætning.
Og her staar De for mig som den stærkest og dybest funderede af danske Aandsarbejdere. Det vi Kommunister kæmper for, at gøre Virkeligheden – Hverdagen til det bærende og Mennesket til det højeste i Tilværelsen, er i Deres Digtning blevet Kød og Blod, som i ingen anden dansk Digters Værker. Jeg tror min dybe Beundring for Dem og Kærlighed til Dem, som ikke kan rystes af Overflademeninger der gaar mod hinanden, har sin Rod her.
Saadan omtrent har nogle af mine Enetaler med mig selv formet sig, mens jeg sad og stirrede ud i det graa December-Landskab, hvor De ogsaa har færdedes, og som i sin daglige Hverdagsstemning og Hverdagsstyrke har saa meget at fortælle om Dem.
Styrken i Deres Breve – ogsaa i Utilfredsheden med Virkningerne af Deres 80 Aar – fortæller mig, at De endnu er den gamle Aandskæmpe. Og har De en Dag Humør til en Passiar, saa lad Frøken Larsen ringe Stenløse 65. 4 Jeg længes efter en Samtale med Dem – ogsaa om Spanien, hvor det maaske dog gaar fremad. Overhodet synes jeg der er lidt Lysning baade der og i Kina, hvor den røde Arme giver Japanerne adskilligt at tænke paa.
Min Hustru og jeg siger Dem Tak for det forløbne Aar og ønsker Dem alt godt i det ny!
Deres altid hengivne
Martin Andersen Nexø
