Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Rørvig. 27. juni 1932

vil gerne gense Randers


27de Juni 32.
Rørvig
pr. Nykøbing Sj.1

Kære Andersen-Nexø!

Jeg sidder nu i Rørvig hos min Datter, og da jeg måtte tage både af Bagage og Personer mere med√, end Deres Vogn kunde rumme, var jeg nødt til at opgive min Plan om at aflægge Dem et Besøg undervejs og tage mod Deres venlige Tilbud om at befordre mig hertil. Men nu kan jeg altså glæde mig til at besøge Dem på Hjemvejen, når jeg kun har mig selv at sørge for. Jeg har det Håb, at jeg af min Læge (og Svigersøn) får Lov til at rejse en lille Tur til Jylland i Juli Måneds sidste Halvdel, og at jeg kan få Ledsagelse af min Datter; thi alene kan jeg endnu ikke færdes. Jeg vil gerne endnu en Gang gense Randers og Egnen der omkring; men omkring 1ste Avgust vil jeg være tilbage her for straks efter at vende hjem til Ordrup over Hillerød. 2 Jeg er kun√ lidt bange for at komme til Forstyrrelse hos Dem, fordi De jo i denne Sommer har så travlt med Deres nye Bog. Men mit Ophold skal ikke blive langvarigt, og et Pusterum må De dog også unde Dem en Gang imellem. – Som sagt, jeg glæder mig til at gense Deres Hjem og gøre Bekendtskab med den yngste af Deres Små, som jeg ikke har set.

Med hjertelig Hilsen til Dem og Fruen!

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Vedlagt konvolut adresseret til "Forfatteren / Hr. Andersen-Nexø / Hillerød". Poststemplet "Rørvig". tilbage