Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 27. juni 1929

spise Deres Frokost her en Dag


27.6.29.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Nexø!

Hvorhen skal jeg mon vende mig med disse Linjer? Jeg aner ikke Deres Adresse. Jeg vil da forsøge at bruge Redaktør Bernild1 i Hillerød som Mellemled; måske er De vendt tilbage til ham. – Det lykkedes mig desværre ikke at komme med til Festen2 i Går og personlig bringe Dem min Lykønskning. Da det Dagen forinden var min afdøde Hustrus Fødselsdag og jeg derfor sammen med min Familje opholdt mig i Rørvig, hvor hun ligger begravet, kunde jeg kun ved en forceret Rejse nå betids herind, og til en sådan havde jeg ikke 2 Kræfter. Tilmed brød der et frygteligt Uvejr løs, da jeg tidlig Morgen skulde have været√ afsted over Isefjorden. Ellers havde jeg måske endda nået det. Nu måtte jeg tage Vejen over Nykøbing og Holbæk, hvad der gør Rejsen dobbelt så lang og besværlig. Men De var jo omgivet af så mange af Tidens Stormænd, at De næppe har savnet mig.

Nu vilde jeg dog gerne have Lov til at trykke Deres Hånd, inden De atter forlader os, og til at hilse på Deres Hustru. Kunde det ikke passe Dem at spise Deres Frokost her en Dag i en nær Fremtid? De må selv vælge både Dag og Klokkeslet. Vejret synes jo nu at være bleven fredeligere stemt, så der vil vel ikke være nogen Risiko ved at tage Deres lille Pige med herud.

I Håb om at se Dem.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Bernild: Holger Bernild (1878-1956) redaktør af den radikale avis Nordsjællands Venstreblad i Hillerød. tilbage
[2] Festen: Andersen Nexøs 60 års fødselsdag den 26. juni. HP havde siddet i både indbydelses- og arrangementskomitéen til fejringen der fandt sted ved en frokost på Bellevue Strandhotel for de litterære venner, mens Socialdemokratiet stod for en aftenfest i Idrætshuset i København. tilbage