Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 1. august 1941

Ja, det går mod Enden med mig

1ste Aug. 41. Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Nathansen, gamle Ven!

Som De ser, er jeg kommen tilbage til Ordrup og kan fra mit eget Skrivebord sende Dem min Tak for det smukke Fødselsdagsbrev, hvormed De glædede mig. Det var en vidunderlig solstrålende Tid deroppe i Rørvig. Ikke en Dag, næppe nok en Time på Dagen, hvor jeg ikke kunde opholde mig i det Fri. Min Datter og min Svigersøn, der desuden er min Læge, forsikrede mig også stadig, at 2 jeg for hver Dag kom til at se raskere ud. Men hvad hjalp det, når jeg ikke selv følte det? Jeg måtte hjem til min egen, stille Rede. Ja, det går mod Enden med mig, og egenlig er jeg kun glad derved. Vi lever i en Tid og med et Regimente, man ikke bryder sig om at se forlænget. Vi får vore Ordrer fra Syd og efterkommer dem.

Når jeg bliver rask nok til en Dag at se Dem og Deres Frue, lader jeg høre fra mig igen. Indtil da lev vel!

Deres hengivne
H. Pontoppidan