Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
4. januar 1942
jeg må leve ganske isoleret nu
4de Januar 42.
Kære Nathansen, gamle Ven!
Tak for den Nytårshilsen, som De glædede mig med. Vær overbevist om, at De og vort gamle Venskab ofte er i mine Tanker og vækker kære Minder hos mig. Men – desværre! – jeg er jo Invalid og må leve ganske isoleret nu. Det er knap nok, at jeg kan se mine Allernærmeste. Når De alligevel har bevaret mig i venlig Erindring, er jeg oprigtig taknemlig derfor. Modtag både De og Deres Frue hjertelig Genhilsen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.