Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Rigshospitalet. 19. februar 1919
føle sig frem - eller tilbage - til Hjemmet
Rigshospitalet.
19.2.19.
Kære Henri Nathansen!
Jeg er, som De veed, ikke teaterkyndig, og navnlig kender jeg – desværre! – kun lidt til det sidste Tiårs Scenekunst. Joh. Poulsen og Reumert har jeg næppe set i mere end to, tre Roller. Jeg er derfor ikke i Stand til at danne mig nogen egenlig Mening om, hvorvidt De bedømmer de to Kunstnere rigtig; men den lille Bog1, De har skrevet om dem, er i hvert Fald en meget fornøjelig Læsning og giver et fængslende Billede af begges Udvikling. Lidt mere af en 2 Sagkyndig følte jeg mig overfor det andet lille Skriftforsøg2, De så venlig sendte mig, og som jo også giver et Indblik i en Udviklingsgang, nemlig Deres egen. Hjemlængslen efter et Palæstina forstår jeg ganske godt. Vi går jo alle i dette Ragnarok-Mørke og stikker Fingren i Jorden for at føle os frem – eller tilbage – til Hjemmet.
Det er trist, at Deres Frue stadig skal holde Sengen. Det tager på Kræfterne. Men til Gengæld er man jo med hendes Sygdom lykkeligt fri for Smerter, så vidt jeg veed. Hils hende meget fra mig.
Jeg glæder mig så til at se Dem 3 igen en Dag, når Deres Vej falder her forbi. Der er rigtignok Tale om at udskrive mig og lade mig fortsætte med den elektriske Behandling i Helsingør. Men i de første Uger slipper jeg dog næppe herfra.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.