Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Fredensborg. 30. april 1918
fordi alting er i Opløsning for Tiden
f. T. Fredensborg.
30.4.18.
Kære Henri Nathansen!
Jeg har været på en lille Rejse i Sydsjælland; derfor denne sene Kvittering og Tak for Deres venlige Brev. Synet af Deres Håndskrift vakte glad Overraskelse hos mig. Jeg bildte mig i Grunden ind, at vi var Uvenner. "Hvorfor?" vil De rimeligvis lige så forundret spørge, og jeg har i Virkeligheden ikke stort andet at svare end, fordi alting er i Opløsning for Tiden, sprænges i Luften, undermineres og gasforgiftes, også gamle, prøvede Venskaber. Skønt man skulde synes, at det fortsatte Myrderi, vi er 2 Vidne til, måtte opfordre dem, der endnu√ ikke er besatte af Blodrusen, til Fordragelighed og Brodersind, går vi i al Lumskhed og efterstræber hinanden, og inden man veed et Ord af det, har man en Dolk i Ryggen.1 Derfor dobbelt Tak for Deres venlige Håndtryk.
Tak også for Deres deltagende Forespørgsel om Else. Ja, dér fik vi jo en ny Forskrækkelse til de andre, vi i de sidste År har haft. Det var en Underlivssvulst, som hun åbenbart har gået med i adskillige År. I hvert Fald har hun lige fra Overgangsårene klaget over Smerter i højre Side på det Sted, hvor Svulsten viste sig at sidde. Nu er jo alt lykkeligt 3 overstået, og hun er i disse Dage vendt tilbage til Hjemmet og Børnene. Hos de sidste havde hun jo heldigvis en udmærket Stedfortræder i Frk. Davidsen, som i det hele er hende en fortrinlig Støtte, hvad Else og vi alle er meget taknemlige for. Hun synes at være et af disse sjeldne Mennesker, der går op i en slidsom Gerning som i et helligt Kald – og af dem findes der desværre færre og færre.
Da vi sidst taltes ved, var det pr. Telefon, dette djævelske lille Apparat, der forvandler den menneskelige Stemme til en Kvækken og foranlediger så mange Misforståelser. Jeg husker, at jeg kom fra en Opførelse2 af "Indenfor Murene", og at vi talte lidt derom. Jeg deler ikke 4 Deres Beundring for Mantzius' Levin senior. Figurens forskellige Sider hang ikke sammen. Også Joh. Poulsen skuffede mig lidt. Min Beundring samlede sig om Reumert, der blot trak Samtalen ved Skrivebordet for meget ud i Bredden. Men forøvrigt mener jeg naturligvis, at det er Forfatteren og Instruktionen i Forening, der har Hovedæren for den store Scenevirkning.
I næste Uge rejser jeg herfra, rimeligvis til Jylland, dersom vi da ikke ubehageligt overraskes af en Eftervinter, hvad et og andet godt kan tyde på. Min Kone bliver her i Fredensborg. Hvor jeg kommer til at hytte mig i Sommer, veed jeg endnu ikke; men i Snekkersten bliver det i hvert Fald ikke, og jeg kommer til at savne vore fælles√ Spasereture gennem [fortsat nedad i venstre margin side 4:] Egebæksvang. Hvormeget også De og jeg måske i denne Krigstid er gleden fra hinanden, endnu kunde vi dog vistnok tale sammen og forstå hinanden.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
