Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Freiburg. 10. oktober 1912

de sorte Skove lokker mig ud

Kære Ven!

Dersom De har fået det Kort, som jeg sendte til Amsterdam, så har De ikke ventet mig i Berlin. Det var da også en vild Tanke, som kun en triumferende Teaterdigter kunde finde på i en Champagnerus, at jeg, gamle Menneske, skulde kunne begive mig på en sådan Rejse over Hals og Hoved. Når jeg havde et lille Håb om at kunne se Dem hernede i det Fremmede, var det, fordi jeg tænkte mig Muligheden af, 2 at Deres Triumftog vilde føre Dem hen i min Nærhed, – til Karlsruhe f. Eks. eller Stuttgart. Jeg antog desuden, at De vilde benytte Lejligheden til at søge Erstatning for den forliste Sommer sønden for Alperne – (hvad dog virkelig måtte friste, synes jeg) – og da vilde De jo let kunne lægge Vejen om ad denne Kant. Men nu tager De sagtens hjem, og jeg får en lang Næse.

Deres Sukces har isoleret Dem i København, siger De, og det tror jeg gerne. – Kan De slet ikke tænke Dem at rive Dem løs et År eller to? Jeg tror, det vilde være godt for Dem, om De 3 kunde det. De er endnu ung og modtagelig, og når De altså dog føler Dem ene derhjemme, vilde et Opbrud jo ikke falde ^Dem√ så svært. Jeg selv rejser hjem for mine Børns Skyld og fordi jeg trænger til engang imellem at tale med en Ven. Men i Grunden blev jeg helst herude endnu en Tid.

Jeg sad gerne hos Dem nu hos Kempinsky¹; og måske sidder jeg der om en Månedstid, men så er De borte. Jeg tager nu i den kommende Uge på Vandring. De "sorte" Skove har omkring flammer i en Efterårspragt uden Lige, og det lokker mig ud.

På Gensyn i November! Hvor jeg glæder mig til at høre Dem fortælle 4 om Alt hvad De har oplevet hjemme og ude, siden vi skiltes.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.