Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 26. december 1921
alle mine Børn og Børnebørn samlede
26.12.21. |
Overg. n. V. 15. København. C. |
Kære Ven og Jubilar!
Man er i mange Henseender på sørgelig Måde afhængig af den Avis, man læser. Dens ret vilkårlige Uddrag af Dagsbegivenhederne afstikker Grænserne for Ens Viden om dem. Hvad man erfarer og ikke erfarer, beroer som oftest på rene Tilfældigheder. Således er det gået til, at jeg ikke betids fik at vide, at du i forrige Uge1 gik ind i Treserne, og altså heller ikke fik Lejlighed til at sende dig en Lykønskning på selve Dagen, hvad jeg er meget ked af. Sandsynligvis modtog du Hilsner fra mange andre af dine danske Venner og Læsere, og du har haft Grund til at undre dig over, at jeg slet ikke lod høre fra mig. Men her har du altså Forklaringen. 2 Helt skamfuld kommer jeg nu hinkende bagefter med min Lavrbærkrans. Jeg sætter den på dit grånende Hoved med Tak for dit Venskab gennem de mange År og med Tak for din Digtning, som jeg også skylder så mange gode og frugtbare Timer. Min Hustru føjer sine Lykønskninger til mine og bringer – som jeg – også din Frue Hilsen og gode Ønsker. Forhåbenlig har I kunnet fejre Festdagen i Eders Hjem og ved tåleligt Helbred. Du vilde gøre mig en Glæde ved at sende mig to Ord derom ved Lejlighed.
Der er nu igen gået et År eller mere, uden at vi har hørt noget fra hinanden, og Grunden må vistnok være den samme for os begge: vi har både for lidt og for meget at fortælle om, og så resignerer vi tilsidst overfor Vanskeligheden ved at gå en Middelvej. Det går vist 3 gerne sådan med gamle Venner, som sjelden mødes personlig. Sine ubehagelige og triste Oplevelser vil man ikke besvære den anden med uden Grund, og om de gode gælder det i Almindelighed, at de er for private til at kunne interessere andre. Det er gerne Familjebegivenheder, der kun har Værd for En selv. Dog vil det måske kunne interessere dig at høre, at jeg i dette Efterår har haft Besøg af begge mine Sønner, hvad naturligvis har været en stor Oplevelse for mig. Den ene (den yngste) er her iøvrigt endnu; men midt i Januar rejser han tilbage til Brasilien. Vi havde ikke set ham i fire År. Da mine to Døtre begge er fastboende i København, havde jeg således – for første Gang i mange År – alle mine Børn og Børnebørn samlede.
Noget nyt om mig selv eller min literære Produktion har jeg ikke at meddele. 4 Jeg plages stadig af Ansigtssmerter, og har i År underkastet mig to nye Operationer uden Resultat. Du vil forstå, at dette ikke virker fremmende på Skriveriet. Sønne-Besøgene har jo også adspredt mig en Del. Helt ledig har jeg dog ikke været, og når jeg nu har taget Afsked med Brasilianeren (hvad der vil falde mig grumme svært), skal jeg til at tage alvorligt fat.
Alt godt for dig og din Frue i det nye År!
Din gamle Ven
Henrik Pontoppidan
