Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 23. juni 1911
den gamle, fortrolige Tone
23/6 1911 |
Ahlmanns Alle 4. Hellerup. |
Min kære gamle Ven!
Endelig er jeg nået så langt, at jeg kan sende dig nogle Linjer, der ikke i altfor høj Grad dufter af Hospital. Du veed ikke, hvor glad jeg midt i min Elendighed blev ved at se dig. Men hvilket besynderligt Sammentræf! I Årevis havde jeg ventet på, at du til en Afveksling skulde "dukke op" i København – og da du så virkelig gjorde det, blev det under så forvirrede 2 Omstændigheder; og i Stedet for den dag- og nattelange Samtale, vi skulde have haft, måtte jeg nøjes med et Håndtryk. Nå, som sagt, også for det var jeg glad, og måske er intet så veltalende mellem gamle Venner, der har levet længe borte fra hinanden, end et sådant tavst Håndtryk. Hvem veed? Måske vilde vi slet ikke så snart√ have kunnet finde den gamle, fortrolige Tone igen, i Fald vi havde kunnet tale sammen. Alligevel kan jeg ikke lade være med at ønske og håbe på, at vi snart igen må finde hinanden et Sted i Verden.
Til Grenna vover jeg mig dog√ ikke nu. 3 Du frister rigtignok stærkt, og√ jeg lever i Grunden hellere ude end hjemme; men vi har forlængst lejet et lille Bondehus i Jylland, og dér flytter vi over med det første og bliver der indtil dybt ind i Efteråret. Dit Grenna-Hjem vilde vi nu under alle Omstændigheder ikke have berøvet dig; men du skal have Tak for dit gode og opofrende Tilbud.
Jeg er naturligvis endnu en Del kraftløs, og først igår slap jeg helt af Hospitalets Fødselstang. Men nu lover man mig også, ikke alene fuld Helbredelse, men en formelig Genfødelse, en ny Ungdom. Pokker tro dem! – Men jeg er nu alligevel glad ved at være bleven 4 de fem "ægte" Stene fattigere.
Nu blot min Tak, fordi du har bevaret Venskab for mig trods den lange Adskillelse. Mange Gange i de forløbne År har min Tanke været hos dig og din Frue og søgt Eder op i de lyse Stuer i Grenna uden at vide, om de ikke stod tomme eller helt var forladte. Bring nu din Hustru en ærbødig Hilsen med en Forespørgsel til Nervegigten, som er en slem Gæst – det kender jeg nu af Erfaring fra mit eget Hjem. Min egen Hustru har i denne Vinter haft slemme Anfald. Hun sender en venlig Hilsen til sin Lidelsesfælle og beder mig sende også dig en Tak og Hilsen.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan