Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 28. november 1901
jeg har det lidt trist
28d Novb. 1901. |
Snertinge. |
Kære Ven!
Det er på Tide, at jeg giver et Kny fra mig til Tak for dit over to Måneder gamle Brev og for din Oversættelse, som du jo har haft så megen Glæde af. Jeg kunde nok til Gengæld have sendt dig et Hefte af Lykke-Per; men da der om kort Tid vil foreligge endnu et Hefte af samme Bog, vil jeg foretrække at sende dem begge samtidigt, så du kan læse dem i Sammenhæng.
Jeg har gået her og ventet på de Artikler mot "Svenska Akademien", som du skrev om, og som du lovede at sende mig. Det vilde interessere mig meget at læse dine Udtalelser, ikke mindst fordi jeg har mærket, at Sagen har optaget dig meget, og allermest, fordi de rimeligvis kan blive af stor Betydning for Institutionens Stilling til dig. Jeg havde jo også for min egen Skyld håbet på snart at se dig som Medlem af det berømmelige Akademi, så jeg kunde gøre mig Håb om at få den Nobelske Præmie for et eller andet Salmeværk.
Her lever vi i den fuldkomneste Afsondrethed 2 og ser aldrig et virkeligt Menneske eller blot et lidt intelligent tobenet Dyr. Jeg er undertiden nærved at omkomme af Ensomhed. Til København kommer jeg aldrig: dertil har jeg ikke Råd. Og Byen er også bleven mig så fremmed; jeg omgåes ingen derinde, når jeg kommer der.
Om svensk Litteratur havde "Tilskueren" forleden en længere Artikel; til min Ærgrelse fandt jeg ikke dit Navn nævnet i den. Iøvrigt er det dumt at ærgre sig over sligt. Hvad mon du arbejder på? Et større Værk? – Selv har jeg jo foreløbigt fuldt op at gøre med at blive færdig med min "Lykke-Per", der svulmer op til at blive en af den Slags Bøger, der skubber alle andre ud af Reolen men også får Lov til at samle Støv fra År til År, fordi Ingen har Mod til at binde an med en sådan Tyksak. Den bliver en Literaturens Beck-Olsen1, der slår den nationale Record med Hensyn til Sideantal og får Bogskabene til at synke i Knæ.
Hvad der foregår ude i Verden, hører jeg ikke meget om. Selv har jeg det lidt trist, skønt Efteråret har været ualmindelig smukt her; men hvad man kan√ tale med Naturen om, er dog altid noget for lidt for en, der dog ikke hører til de umælende.
Tag nu du og din Hustru en venlig Hilsen fra os alle her, og lad mig høre lidt om, hvorledes 3 du har indrettet dig i Stockholm, om I nu fører eget Hus eller endnu lever på Rejsefod.
Din Ven
H. Pontoppidan.
