Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Bakkegårds Allé 6. 6. december 1898
Fortællingen grebet mig dybt
6. Decb. 98. |
Bakkegaardsallé 6. |
Kære Ven!
Tak for din "Stadsläkaren"1 men især for din "Asra"2. Med denne lille Novelle har du påny indskrevet dit Navn i min Beundrings gyldne Bog. Rigtignok har du taget dig det lidt let med den kunstneriske Udarbejdelse. "Anslaget" er ikke rigtig lykkedes for dig; og den unge Kvinde står lidt usikkert på sine Ben i Bogens første Halvdel. Også andre Indvendinger kunde jeg gøre. Og dog har Fortællingen grebet mig dybt. Den Tanke, du har udtrykt i den, er så vemodig sand og dertil så ærlig, smuk og ny i sit Udtryk, at jeg kunde have ønsket den omhyggeligere og måske kraftigere udført.
Om din "Struensee3" vil jeg opsætte min Dom. Den synes mig foreløbig at svæve 2 lidt mellem Himmel og Jord (d.v.s. mellem Roman og Historieskrivning); og din Fortællemåde er mig her – som overhovedet i adskillige af dine Bøger – noget for ensformig. Man ønsker undertiden under Læsningen, at du vilde kilre din Pegasus lidt med Guldsporen, få den til at danse, stejle, – ja snuble, om galt skal være. Men også i den Bog har jeg glædet mig ved meget og ønsker dig god Fremgang med Fortsættelsen.
Jeg var grumme glad ved dit lille Besøg, så kort det end var. Siden den Aften har jeg haft det trist. Dagen efter blev min Hustru for Alvor syg (du husker måske, hun havde skrantet længe) og hun er ikke kommen sig siden. Hendes Kræfter tager Dag for Dag af; jeg er meget bekymret for hende, ja forleden Nat frygtede jeg ikke uden Grund for, at hendes Tilstand var håbløs. Hun fik et heftigt Anfald af en Art Hjertekrampe og er endnu meget 3 medtaget. Børnene har vi så forlængst måttet sende bort. Hun ligger stille og ganske kraftesløs hen. Selv har jeg nu i tre Nætter ikke været iseng; men jeg troer, at der nu er indtrådt en Bedring, så jeg tvivler ikke på, at hun skal komme over det, selv om det har lange Udsigter med Helbredelsen.
Jeg formår ikke at skrive mere idag. Hils din Hustru på det varmeste fra mig; jeg tilstår dig gerne, at jeg ofte længes ligeså meget efter hende som efter dig, – og det er meget, det véd du! I min Ensomhed foretager jeg ikke sjelden i Tankerne en Skumringsrejse til Rådmannsgatan, banker stille på Døren og indtræder – som hin unge, norske Digterkonge for en halv Dag – bly og beskeden med et: "Tør jeg".
Om min Hustru havde vidst, at jeg skrev, vilde også hun sende Hilsen; men jeg tør ikke tale mere med hende end allerhøjst nødvendig.
Nu og altid
din Ven
H.P.
