Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Agger pr. Vestervig. 19. august 1893
håber at komme mig
19de Aug. 93. |
p.t. Agger pr Vestervig. |
Kære Ven!
Atter er jeg i den Forlegenhed, at jeg på Grund af Sygdom ikke husker, om jeg har svaret dig på dit sidste Brev eller ej. Nå, i hvert Fald kan jo en god Gærning ikke gøres for tidt. Derfor et Par Linjer om mig.
Pascha samt Kone og Svigerinde var i Båstad1 efter din Anvisning. Men de var der ikke mere end tre Dage, så vendte de Næsen hjem igen – så fælt fandt de, at der var. Der 2 var alt for mange Danske, alt for lidt Vand, og alt for meget Smørgåsbord. Altså – slukørede og gramme i Hu, bandende dig alenlangt på Grund af din Anbefaling, drog vi atter hjem. Men snavs var jeg; jeg måtte afsted. Og så blev det Vesterhavet – det gode, gamle, store Vesterhav. Her er godt at være, her er Luft og Vand af første Sort, og Sandklitterne ligger milevidt omkring os, så vi har Plads til at boltre os. Men til Hørby blev det jo foreløbigt ikke. Dertil er jeg for sløj! Her håber jeg at komme mig. Jeg har nu været 3 Uger borte og befinder mig allerede bedre.
3 Ja, det var bare denne lille Underretning; der skulde løbe over [til(?)] dig og bringe dig en Hilsen fra min Kone og
den hengivne Ven
H.P.
