Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 20. januar 1939

Kunstneren i hans Forhold til Kvinden

Kære Frk. Lea!

Jeg håber oprigtigt, det er blevet meddelt Dem, at jeg har været syg i nogen Tid, endogså ret alvorligt, så De har forstået Grunden til, at det trak så skammeligt i Langdrag med Læsningen af Deres Manuskript. Endnu formår jeg endda kun i stor Korthed at lykønske Dem til at have frembragt et fortræffeligt Arbejde, som sikkert vil vække fornyet Interesse for Kincks Digtning og bidrage til at bevare hans Ry som en af Nordens ejendommeligste Skribenter. Rigtignok har De vanskeliggjort Tilegnelsen af Deres Arbejde for almindelige Læsere ved overalt at forudsætte et mere indgående, et mere detailleret Kendskab til Kincks Produktion end der vistnok i Almindelighed tør regnes med. Heller ikke jeg er længer i Besiddelse af en så ubetinget Fortrolighed med det store Stof. Hvad jeg oftere under Læsningen derfor har følt Savnet af. Men 2 forresten véd jeg jo godt, at Deres Bog ikke er bestemt for almindelige Læsere men for Folk af Faget.

Tilegnelsen lettes forøvrigt meget ved, at Indholdet af de Kinckske Værker i Deres Fremstilling er så levende, og at De i Deres Undersøgelser så fortræffeligt har forstået at lægge Digterens allerinderste, ofte ret utilgængelige Tanker klart og anskueligt for Dagen. Der er i det hele meget få døde Steder i Bogen. Alt er levende og fængslende. De mange, velvalgte Kinckske Citater giver jo også en god Erstatning for, hvad man i Årenes Løb kan have glemt af Forfatterskabets Detailler. Skulde jeg nævne et Par Kapitler, som ganske særligt har gjort Indtryk på mig som Vidnesbyrd om psykologisk Indsigt og Fordybelse, måtte det vistnok være "Guldalder" og – måske allermest – den store, sammenfattende Udredning, De har kaldt for "Livsfrisen". I Fele-Asmund og hans Kone – Kunstneren i hans Forhold til Kvinden – har De beskæftiget Dem med et af de Emner, der i særlig Grad synes at have sysselsat Dem. De er inde på Sagen flere andre Steder i Bogen, 3 og det her citerede Udtryk om Kunstneren i hans Forhold til Kvinden, "at han saknet det, som levet, sålænge han spilte", har De haft en ualmindelig sand og dyb Forståelse af.

Men lad mig ikke fortabe mig i Enkeltheder. Det har jeg heller ikke Kræfter til i Dag. Jeg vil blot endnu nævne, at De efter min Mening også i "Noterne" har givet værdifulde literaturhistoriske Bidrag. Jeg håber derfor oprigtigt, at ^{det skal lykkes}√ Dem at nå det høje Mål, De har sat Dem med dette store Arbejde. Og tag så for Resten min Tak, fordi De gav mig Lejlighed til – måske før nogen anden – at blive bekendt med Deres Afhandling om den Mand, jeg også selv holdt så meget af både som Menneske og Digter. Min Tak også for de forskellige elskværdige Småskrivelser og andre Opmærksomheder, De har glædet mig med, siden De rejste herfra. Nu kunde [jeg] jo kun ønske at vide, hvorledes De vil, at jeg skal forholde mig med Deres Manuskript. Men det får jeg jo nok Besked om.

Vil De være så god at overbringe Fru Hørup en Hilsen fra mig; men vær først og fremmest selv på det bedste hilset fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Dina Leas kommentar i 1957

P. var samvittighedsfullheten selv ved besvarelse av brev. f.eks. – Jeg reiste 20. dec. til Genève og mskr. til min avh. blev samme dag bragt P. – Det var m.a.o. bare noen uker det dreiet sig om (P.s syn var svakt og mskr. var stort og ledsaget av en vidtløftig noteapparat.) – Endvidere hadde P. tatt det løfte av Johan Rohdes datter som hadde besøkt ham innen hun reiste til G. at hun straks skulde ringe mig op og varsko om at han var sygdoms-forsinket.

P.s kritikk av mitt arb. (tidligere tydelig uttalt i brev av 30-8-37) at det forudsetter for meget av leseren – har jeg vel aldrig overhørt men kunde jeg med min arbeidsmåte dengang med den aforistiske form P. i brev af 6-6-33 fremhevet (likesom Gundolf før ham) ikke råde bod på. Jeg mente forøvrig selv at jeg hadde gitt forståelsen de nødvendige midler i hende. Egentlig er det fra Pont.s standpunkt en meget alvorlig innvending at boken "ikke er bestemt for almindelige Læsere". – For ham var det å være folkelig forfatter altid målet. –
– – – – – –
"Livsfrisen" – navnet er lånt fra Edv. Munchs ungdomsverk. (M. holdt sin store utstilling i Nationalgalleriet sommeren 1928.)
– – –
Ad "det høje Mål". – Avhandlingen blev noen måneder senere innleveret på Københavns Universitet til bedømmelse for Doktorgraden.

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.