Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 9. december 1931

fortræffelig Skribent


9d Decb. 31.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Frk. Lea!

Det var fornøjelige Meddelelser, Deres to sidste Breve bragte. Det har oprigtig glædet mig, at man på Universitetet har taget så godt imod Dem. Prof. Vedel kender jeg kun lidt som Person; men jeg véd, at han skal være en elskværdig Lærer, foruden at han jo er en højt anset Videnskabsmand og fortræffelig Skribent. – Jeg 2 håber at få Lejlighed til at se Dem i en nær Fremtid. På Søndag er De jo altså optaget. Men måske næste Søndag?

Venlige Hilsner!

Deres hengivne
H. Pontoppidan

[Dina Leas kommentar fortsat:] Som gammel var P. "ked af" sitt forhold til V. – det ligger bak hans rosende ord, som jeg formodentlig bragte videre. Vi har så få slike – ytret han engang. P. fremhevet V.s artikler i Tilskueren omkring århundre-skiftet, deriblandt Nicodemus' skriftemål. Engang jeg talte med V. om P.s hovedverker, sa han: Jeg holder mest av Det forjættede Land. – Det gjör jeg også selv, sa P. – I Lykke-Per er der så meget som gjör mig ondt.

Jeg hadde vist Prof. Vedel og Rubow mine Kinck-studier – de samme som var blitt refusert av Edda og V. som ikke hadde lest de deri behandlede dramaer, sa: Jeg kan godt se det er en meget fin og skarpsindig tankegang. – V. var ikke smålig: Han har ikke i sin art. om P. i Salmonsens konv. leks. lagt skygge av uvilje for dagen. Hverken min hengivenhet for P. eller for Kincks minne skadet mig der. Også med sidstnevnte hadde han et gammelt mellemværende. (Der gikk lang tid för han lot mig forstå at han godt kjendte K.s anmeldelse av boken om Barokken i ital. og spansk åndsliv (1918). – V. bad mig ofte til sig til lange litterære samtaler, bl.a. om Ibsen som han holdt særlig av, tok mig turer i Birkerödskogen. Engang sa han at dette var meget mulig et av de tilfelle hvor man burde gi dispensasjon fra magister konf. som adgang til å disputere for dr. graden1. (En annen gang innvendte han – slik at jeg måtte minnes P.s kritik – at min K.studier ikke viste tilstrekkelig hvad jeg satt inne med av lesning – noe jeg ikke syntes hadde med min opg. å gjøre.) – Om alle disse ting blev P. holdt a jour under mine hyppige sømdags-besøk hos ham.

 
[1] dispensation: fra bestemmelsen om at man ikke kan tage doktorgrad i samme emne som man har skrevet konferenceafhandling om, in casu Kinck. tilbage
[2] anmeldelse af Stuckenberg: Vedel anmeldte hans Romerske Scener i Tilskueren således:

Hvad er imidlertid den Smule Livets Kringelkrogethed mod den Sjælelivsmystik, hvori V. Stuckenberg dukker til Bunds i sine „Romerske Scener"? Her benægtes kraftig Muligheden af enhver „Regula de tri". Personernes Handlinger kommer over dem, som var det slet ikke deres egne, og ingen ved ud eller ind paa sig selv. Som flakkende, formløse Skygger sidder i „Ælia" de i—3 Personer og mumler hen for sig, svarende hinanden langt borte fra. Somme Tider synes man virkelig at høre den nøgne Sjæls ængstelige, raadvilde Kalden og kan helt hypnotiseres ind i Bevidsthedens mørke Allerinderste, men nu og da gnider man rigtignok Øjnene og tror, det er Dybets Vætter, der øver Blændværk overfor os — og for Digteren. Dog — Tidsskriftet har allerede talt om Bogen, og jeg maa videre i Bunken. (1891, s. 69.)

tilbage