Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 24. december 1937
indtil det sacramentale
Julen 37. |
Holmegårdsvej 2. Chl. |
Kære Niels Jeppesen!
Tak for Deres Julehilsen, både for venligt Brev1 og for de trykte Følgeblade, som jeg også har glædet mig over. Ikke mindst Deres levende Skildring af den originale Pastor Asmussen var fængslende Læsning, og De har Ret i, at vor Tid ikke har Overflod på den Slags ejendommelige Personligheder, som vel også nok virker mere afstikkende nu√ end før på Grund [af] Omgivelsernes større Ensartethed. I Deres Brev fortæller De om Deres Børn, og jeg forstår Deres Glæde ved Tanken om dem. Når vi bliver gamle eller blot lidt tilårs, får vi ved vore Børn og Børnebørn Erstatning for meget af det, Livet ellers har narret os for. Jeg selv er endda nu begyndt at få Oldebørn, og det er en Berigelse, der fornyer og forstærker Familjefølelsen på ejendommelig Måde, gør den dybere og højtideligere indtil det sacramentale.
2 Af Efterårets ualmindelig store Boghøst har jeg ikke haft synderligt Udbytte, fordi jeg på Grund af mit svækkede Syn næsten intet har kunnet læse. Det er jo i Almindelighed Synet og Hørelsen, der først berøves os, når vi ældes. Jeg må allerede omgåes yderst forsigtigt med mine Øjne og unde dem de påkrævede Hviletimer, der stadig bliver flere. Men iøvrigt har jeg ikke Lov til at jamre over Alderdommens Tryk. Selv denne Juletids stærkt forøgede Krav til Fordøjelsen har jeg kunnet fyldestgøre uden Katzenjammer. Men med Synet må jeg altså økonomisere. Derfor nåer jeg heller ikke videre med dette Brev og må indskrænke mig til at bringe Dem mine bedste Nytårsønsker. De gælder både Dem selv, Deres Hustru og det hele Hjem.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
