Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 12. november 1924
Når Lopperne bider
12.11.24. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Niels Jeppesen!
Bryd Dem dog ikke om, hvad en fuldkommen ligegyldig Person skriver om Dem i en Avis, som næsten√ ingen læser1. Det vilde være at gøre Dem en Bjørnetjeneste, om jeg indlod mig på at slå til den Hveps. Hans Giftigheder, der allerede er glemte, vilde derved blot blive genopfriskede i Folks Erindring og fortolkede som en Sag af Betydning. Ingen vilde glæde sig mere derover end Hr. B., og De vilde intetsomhelst vinde derved. Ikke en Gang, om De selv havde svaret med en velrettet Lussing, vilde jeg have anset 2 det for rigtig værdigt i dette Tilfælde. Deres Modstander er Dem altfor underlegen. Vil man slås, må man rette sine Våben mod de førende, ikke mod Stymperne. Derved vindes ingen Ære. Iøvrigt må De jo ikke glemme, at De selv er den angribende Part. De har i Deres Bog ikke behandlet de professionelle Kritikere med synderlig Agtelse; og når man stikker Hånden i en Hvepserede, må man være forberedt på at få en ilde Medfart. At sammenligne dette halvprivate Smædeskriveri, De har været udsat for, med Overfaldet på Fru Thit Jensen, synes mig√ ikke retfærdigt. For det første gjaldt Fordømmelsen ikke en enkelt Bog men hele hendes Virksomhed, det skønliterære 3 Forfatterskab iberegnet; og for det andet blev den udtalt fra et Sted, der let kunde have givet den Karakteren af en Folkedom, dersom der ikke var bleven protesteret2.
Jeg tænker for Resten, at De allerede har forvundet Deres Ærgrelse og vil indrømme, at Hr. B. ikke er værd at spilde to Ord på. Men vil De svare ham, så gør det med et Smil, f.Eks. i en Satire med Titlen: "Når Lopperne bider"3.
Tak for Besøget her forleden. Vi rejste Dagen efter til Helsingør og Fredensborg, men er nu – som De ser – igen i København.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
