Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 15. marts 1922
"Højsang" i den forkerte Hals
15.3.22. |
Overgaden n. V. 15. København C |
Kære Niels Jeppesen!
At jeg er en efterladen Brevskriver har De længe vidst, jeg selv naturligvis endnu længere. Alligevel overraskedes jeg for lidt siden ved at gøre den Opdagelse, at Deres sidste Brev1 har ligget to fulde Måneder ubesvaret. Jeg modtog det på en af denne Isvinters mørkeste og koldeste Dage, og nu skinner Forårssolen herligt ind ad mine Vinduer. Og endda husker jeg, at jeg et Par Gange under Læsningen følte Trang til straks at give mig Luft overfor Dem, og det både med Bifalds- og Mishagsytringer. De sidste skulde, tror jeg 2 nok, gælde Deres Bemærkninger om "Højsang", som De vistnok (som så mange andre) har fået i den forkerte Hals. Bogen er en literær Satire i Lighed med "Kærlighed uden Strømper"2, og dens Værdi beroer ikke på Karaktertegningen, som tværtimod helst ikke må være for indtrængende, da Satiren i så Fald nemt√ vilde lide Skibbrud på det tragiske. Det var for at undgå dette Forlis ved Scylla, at jeg i min første Udarbejdelse kom for nær Charybdis og havnede i blot virkningsløs Overdrivelse.
Det vilde have interesseret mig meget at være usynlig tilstede, da De holdt Foredrag om mig derovre i Viborg3. Den af Deres Tilhørere, der fandt en Modsigelse i, at jeg i "Kirken og dens Mænd" 3 kaldte Bjørnson en Åndshøvding og i "EtEn Vinterbillederejse" kritiserede hans Form, havde ikke ganske Ret. Bjørnson var alle Dage en Høvdingeskikkelse, af Naturen skabt til at være Fører. Når han alligevel ikke blev det sidste, i hvert Fald ikke for de mere udviklede i Samtiden, skyldtes det noget i hans Væsen, der virkede uægte og vakte Mistillid. Man troede at have nærmet sig en Profet og gjorde den Opdagelse, at man var kommen ud for en dreven Aktør. Han var i Virkeligheden begge Dele√. Kun var det umuligt at sige, hvor den ene hørte op og den anden begyndte. Når jeg i den førstnævnte Bog alligevel kalder ham en Åndshøvding, kan det på dette Sted forsvares, fordi han her sammenlignes med en Smule Kapellan. – – Men nu nok om 4 mig selv og mine Synder. Det gjorde mig ondt at høre, at Deres Frue var syg. Men den Lysbehandling, hun underkastes, vil sikkert bedre Tilstanden. Min Svigersøn, der er Læge, fortalte mig forleden, at på Rigshospitalet, hvor han for Tiden er ansat, havde Røntgen-Bestrålingen givet forbavsende Resultater. I de allerfleste Tilfælde kom Patienterne sig fuldstændig. Der er altså det allerbedste Håb.
Jeg sender Dem begge de hjerteligste Hilsner.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Når De næste Gang kommer her til Byen, må De endelig sende mig et Par Ord derom og opgive mig Deres københavnske Adresse. Jeg vil så gerne træffe Dem igen. Kommer De i Påskeferien, finder De mig sikkert endnu her i Byen. Senere er det tvivlsomt.
