Henrik Pontoppidan til Inger Holt
31. december 1933
Jeg stod ved hans Dødsseng
Nytårsaften 33.
Kære Frk. Inger Holt!
Jeg vilde for flere Dage siden have takket Dem for Deres Brev, som jo ikke var en af de sædvanlige Julehilsner. Men De véd, at Julen er bleven den ufredeligste Tid af Året, en sand Hexesabbat, og også vi gamle Mennesker trækkes med ind i Runddansen. Det er for Resten sært, at der ikke fra kirkelig Side protesteres kraftigere mod den Profanation af Julen, som de Handlende lige fra December Måneds Begyndelse sætter i Scene med deres illuminerede Butikker, Lysreklamer og andet Markskrigeri, der gør os alle mere og mindre øre i Hovedet.
Det gamle År skal nu alligevel ikke gå ud, før jeg lader høre fra mig og får sagt Dem Tak. Siden vi sidst vekslede Breve, har jeg ofte tænkt på Dem og spurgt mig selv, hvordan det gik Dem og om De var kommen over den Uro og det Tryk, som Sommerens store 2 Tab naturligt forårsagede. Da jeg omtrent var i Deres Alder, mistede jeg også min Far1, til hvem mit Forhold ikke altid havde været helt godt, endsige harmonisk. Jeg stod ved hans Dødsseng ligesom De ved Deres Fars, så jeg behøver ikke at tage Fantasien til Hjælp for at sætte mig ind i Deres√ Følelser og Tanker i de ophøjede Øjeblikke, da han gik bort. Vi har sikkert også på dette Punkt haft en fælles Oplevelse af Betydning og har måttet gøre os de samme Spørgsmål.
Det gjorde mig ondt at se, at De i længere Tid har været syg og endnu ikke er helt rask. Det samme er for Resten Tilfældet med mig. Jeg var i Aften udbedt til Nytårsgilde både hos Vilh. Andersen i Fredensborg og min gifte Datter her i Byen; men jeg har måttet blive hjemme i min Rede. Jeg plages af Svimmelhed foruden af en tiltagende Tunghørighed. Den sidste Plage er den værste. Man føler sig isoleret som 3 en Cellefange bag favnetykke Mure. Alt Samkvem med Mennesker besværliggøres på den pinagtigste Måde. Derfor tør jeg næsten heller ikke bede Dem om ved Lejlighed at se ud til mig. Men dersom De ikke selv afskrækkes af Besværet med at tale med en døv Mand, skal De være oprigtig velkommen. Jeg beder Dem blot ringe i Forvejen, at jeg kan være hjemme. Jeg kan ikke selv tale i Telefon; men min Husholderske véd altid Besked. Mit Telefon-Nummer (som ikke står i Telefon-Bogen) er Ordrup 2766.
Og så mine bedste Ønsker for Dem i det kommende År!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
