Inger Holt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Sortedams Dossering 81. 22. december 1933
Sjælen er Mennesket
22/12 1933.
Sortedams Dossering 81
Kære Hr. Forfatter Dr. phil. Henrik Pontoppidan!
Nu da Julen nærmer sig, vil jeg gerne benytte mig af Lejligheden og sende Dem mange hjærtelige Hilsener med Ønsket om et godt nyt Aar for Dem i enhver Henseende og en Tak for alle venlige Hilsener i det gamle ikke mindst Tak for den sidste med Indbydelsen til at besøge Dem.
Jeg har haft meget stor Lyst til at se ud til Dem, men da jeg ikke har været rigtig rask og i længere Tid har maattet holde mig inden for Hjemmets fire Vægge, har jeg stadig maattet udsætte det; nu gaar det meget bedre, og jeg haaber, at Indbydelsen stadig staar ved Magt, saa jeg kan faa Lov til at besøge Dem. Jeg har lige læst Deres sidste Bog, naturligvis med megen Glæde, ikke mindst paa Grund af de smaa Strøbemærkninger, som findes ind imellem Barndomserindringerne.
Jeg kan ikke lade være med atter og atter at sammenligne Deres Barndomshjem med mit; der er ikke saa faa Lighedspunkter. Et saadant luthersk Præstehjem er egentlig meget ensartet op igennem Tiderne, naar Faderen, hvad der i høj Grad har været 2 Tilfældet i mit Hjem, og vel ogsaa i Deres, altid var Præsten samtidig med at han var Familieoverhovedet. Til Tider kunde man jo føle, at Familielivet blev skubbet til Side til Fordel for Præstegerningen; jeg har i det mindste ofte ærgret mig over, at Fader ikke beskæftigede sig mere med Hjemmets Sager, men at man altid kom i anden Række; men nu efter Faders Død, da jeg er kommet til at se mangt og meget i et dybere Perspektiv, maa jeg indrømme, at det netop var en af Faders store Sider, at han altid var ens, at der aldrig var den mindste Uoverensstemmelse mellem Faders Præstegerning og hans Privatliv. Der var aldrig noget i Faders Privatliv, der rigtig kunde optage Fader, uden at det ikke paa en eller anden Maade kunde interessere Præsten.
Derfor har Faders Ord altid haft saa megen Vægt overfor de Mennesker han kom i Berøring med, naturligvis i særlig Grad overfor os Børn, for hvem han altid har været en Autoritet, som vi slet ikke har kunnet rive os løs fra, hvor meget vi end har strittet imod. Der har jo til Tider været Perioder i ens Liv, hvor man har følt sig i den skarpeste Modsætning til Hjemmets Præg, men jeg maa tilstaa, at særlig nu i den senere Tid, hvor Meningerne staar saa skarpe overfor hinanden, og hvor man synes, at Menneskene mere og mere samler sig i 2 store Grupper, dem der hylder en materialistisk Livsanskuelse og dem der hylder en idealistisk Livsanskuelse og anerkender Aanden som en Virkelighed, ønsker jeg kun at finde min Plads i de samme Rækker, hvori hele min Slægt har staaet og oftest har ydet et aktivt Arbejde for den kristne Tro. Min Faders Dødsleje har for mig, jeg kunde næsten fristes til at sige, været et haandgribeligt Bevis for Sjælens Udødelighed, ikke at der paa nogen Maade skete noget, der i og for sig 3 kan henføres til noget irrationelt, Fader var i hele sit Liv en meget nøgtern Mand, og hans Død var først og fremmest præget af hans enkle kristne Tro, men jeg fik et meget stærkt Indtryk af, hvor stærk Sjælen er, og hvormeget mere Sjælen dog er end Legemet. Det er dog først og fremmest Sjælen der er Mennesket, naar Sjælen har forladt Legemet, er dog det væsentlige borte.
Det staar ogsaa klarere og klarere for mig, at ens aandelige Indstilling først og fremmest bestemmes af Sympathi og Antipathi og er temmelig uafhængig af Ræsonnementer, og at man lige saa godt først som sidst kan bøje sig for den Grundsympathi eller Grundantipathi som er en i Kødet baaret.
Der er, som De vel kan tænke, mangt og meget som jeg godt kunde tænke mig at drøfte med Dem, hvis Ord altid har haft Vægt for mig og altid vil vedblive at have det, hvad netop Deres sidste Bog har bekræftet for mig; jeg tror rolig, jeg tør sige, at De er det Menneske, som næst efter mit Barndomshjem har haft og vil faa størst Indflydelse paa mig.
Nu til Slut de hjærteligste Hilsner fra
Deres altid oprigtigt hengivne
Inger Holt.
