Henrik Pontoppidan til Aage Hirschsprung
Sendt fra Bozen. 16. april 1906
Den ideale Forlægger
Bozen.
16d April 1906.
Kære Hirschsprung!
Kun et Par Ord for at sige Tak for de modtagne Penge. På Schloss Labers1 var der ingen Plads, og jeg måtte blive i Bozen, hvor jeg nu nogle Dage har nydt det dejligste Sommervejr. Jeg bryder nu op herfra sammmen med min Kone, der er kommen herned på en Flyvefart for at gøre mig Selskab på Hjemrejsen. Om en halv Snes Dage er vi hjemme.
Til Lykke med den nye Nevø!2 Jeg var næppe rejst fra Nervi, før han arriverede. Deres Fader var så elskværdig at underrette mig derom pr. Telegraf. Godt, at den så utålmodigt ventede Begivenhed 2 nu er godt overstået. At den lange Ventetid tilsidst gjorde Deres Moder ængstelig og urolig, veed De jo; jeg skulde næsten tro, at Deres Forældre allerede er i Kbhvn. Min Kone fortæller mig, at Vejret i den sidste Ugestid også dér har været ganske sommerligt, og da har Deres Moder næppe styret sin Længsel efter Hjemmet og det første Datterbarn.
Endnu blot dette: Skulde engang imellem mine Følelser "løbe af med mig", som De skriver3, når det gælder Deres og mit eget eller vort fælles Forhold til Literaturen, så må De huske på, at jeg gerne i Dem vil se "den ideale Forlægger" – den Mand, vor Tid højlig trænger til. Jeg veed jo, at De i mange Måder virkelig også er det, og det er naturligvis urimeligt at forlange, at 3 der intet må fattes i det Billede, man har dannet sig af sit Ideal, – men min Idealisme er nu engang uforbederlig!
Blot disse Linjer i Hast med hjer[te]ligste Hilsener fra os begge. Jeg skal om ti Minutter være ved Jernbanen for at overvære et stort Påske-Folkeskuespil i Meran under åben Himmel med 3-400 Medspillende.
Deres hengivne
H.Pontoppidan.
