Henrik Pontoppidan til Aage Hirschsprung
Sendt fra Snertinge. 15. december 1900

nærmest en "Enetale"

15d. Decb. 1900.

Snertinge

Kære Hr. Hirschsprung!

Jeg sender Dem hermed en Bog, som De dog næppe vil have stor Glæde af at læse. Det er ingen Fortælling men nærmest en "Enetale", der af praktiske Grunde har fået Novelleform.

Jeg skylder Dem Tak for forskellige tilsendte Bøger; men jeg vil vente med at udtale mig om dem, indtil vi sees. Efter Jul flytter jeg herfra for et Par Måneders Tid og kommer da også til København og slår mig lidt til Ro der. Hidtil har jeg kun været derinde for at se til min Kone, der jo stadig opholder sig på Diakonissestiftelsen men forøvrig nu begynder at komme sig.

Modtog nu foreløbig denne korte Hilsen fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan.