Henrik Pontoppidan til F. Hendriksen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 15. maj 1931
kan ikke lade være med at fabulere
15 Maj 31. |
Holmegårdsvej 2. Ch. |
Kære Fr. Hendriksen!
Det var mig en oprigtig Glæde at modtage Deres Hilsen, der vakte så mange gode Minder hos mig. Skønt det nu er længe siden, vi sidst skrev til hinanden, genkendte jeg straks Deres Håndskrift på Konvoluttens Udskrift og udbrød ved mig selv i glad Overraskelse: "Men det er jo fra Fr. Hendriksen!" – En eller to Dage i Forvejen havde jeg haft Brev fra en anden gammel Bekendt fra den gode Tid, nemlig Galschiøt i Helsingør, og morsomt nok opfordrede også han mig til at benytte min Stuearrest til endnu en Gang at søge tilbage til min Ungdom og fuldstændiggøre det Billede, jeg tidligere har givet af den Tid og dens Mennesker. De mener, at jeg som "Digter" må have bedre Betingelser for en sådan Reproduktion af 2 et levet Liv, end de fleste andre, der som Alderdomssyssel nedskriver deres Erindringer. Men heri kan jeg ikke være enig med Dem. En Digter, der først har fået Pen i Hånden, kan ikke lade være med at fabulere. Han kan forfatte en Digtning om sit Liv, men et pålideligt Billede af det bliver det sjeldent til; og Læseren, der mærker Absichten, forstemmes. Derfor er de Memoirer, der er skrevet uden Tanke på en Udgivelse, i Almindelighed så meget mere fængslende. Goethe reserverede sig klogelig alt ved at give sin Levnedsskildring Titlen "Dichtung und Wahrheit".
Nej, hvad jeg har oplevet af godt og ondt i Verden, vil jeg forsøge at klargøre for mig selv og andre i en Form, der kan virke mere troværdig. Jeg var begyndt derpå, og havde også nedskrevet en Del, da jeg blev standset i Arbejdet af mit kedelige Uheld1, hvis Følger jeg næppe overvinder for det første. Jeg er nok begyndt at komme lidt op; det vil sige, jeg flyttes fra Sengen over i en Stol, der står tæt op ad den. Men jeg er 3 endnu ikke i Stand til at sidde oprejst og kan derfor kun skrive med Blyant, hvad De nok tilgiver mig!
Men tilbage til Memoirerne. Det var ikke mindst med Deres egen Levnedsbog i Tankerne, at jeg udtalte mig som jeg gjorde. Den Bog2 har altid stået for mig som et Mønster på et sådant Værk, og De vil derfor forstå, at jeg glæder mig over, at De vil fortsætte og udvide Skildringen. Gid De trods Alderen må bevare Lysten og Kræfterne til Arbejdet! Galschiøt, som jeg før nævnede, går nu i sit 87d År, og har, som De måske véd, også nylig udgivet en Række meget livlige og interessante Erindringer fra sit Ophold som Stipendiat i Stockholm og Lund for 60 År siden.
Med Tak for Deres gode Ønsker, som jeg af Hjertet gengælder.
Deres meget hengivne
H. Pontoppidan
