Henrik Pontoppidan til Frederik V. Hegel
Sendt fra Jernbanehotellet. 26. oktober 1884

atter bede om et Forskud

[påtegnet:] Besv.

[påtegnet:] 258
Jernbanehotellet.
Søndag Eftermiddag. [26.10.1884]

Kjære Hr. Justitsråd Hegel!

Da jeg i Dag har fået Bud hjemme fra Hjørlunde om i Morgen tidlig at komme hjem for at flytte over til vor fremtidige Residens i Hornsherred, ser jeg mig desværre nødsaget til skriftlig at fremkomme med en Anmodning, som jeg ellers havde håbet at kunne vente med, indtil jeg havde afleveret Manuskrpt. til "Mimoser". Anmodningens Art er Dem ikke ubekendt, og når jeg helst havde ønsket ikke at være nødt til at fremkomme med den, er det netop, fordi De hidtil har stillet Dem så sjældent velvilligt overfor lignende Tilfælde. Men når jeg på den anden Side, uden at gjøre nogen Røverkule af mit Hjærte, atter beder om et Forskud på 600 Kr. til Bestridelse af Flytning og de Krav, som Slagter, Kjøbmand etç. på denne Egn har på mig, så er det i det Håb, at der i de allerede i Blade trykte Ting af mig er i det mindste noget af den Værdi, De hidtil så venlig har forstrakt 2 mig med; og jeg tror også, at jeg, især med den økonomiske Husholdning, vi med vor Flytning nu indleder, kan se Fremtiden i Møde uden særlig Bekymring.

Jeg håber imidlertid, Justitsråden vil give mig Afslag, i Fald De på nogen Måde selv føler Ulyst eller Betænkeligheder derved. Intet vilde være mig pinligere; og så reduçeret, at jeg ikke skulde kunne skaffe Udvej for den nævnte Sum, er jeg ikke. Det er al det meget, jeg har måttet skrive rundt i Bladene, hvor det ligger som en død Kapital, sammen med nogle andre Uheld der i År har gjort min Pung så usædvanlig tom.

At jeg vilde være Justitsråden meget taknemlig, dersom De vilde tilfredsstille min Anmodning, behøver jeg ikke at sige. Men da jeg sandsynligvis allerede Tirsdag Aften tager fra Hjørlunde med det sidste Flyttelæs, måtte jeg i så Fald gjerne have Pengene sendt derud indtil den Tid.

I det jeg håber, at Justitsråden i alle Tilfælde ikke tager disse Linjer ilde op, er jeg

Deres ærbødigst hengivne
Henrik Pontoppidan.