Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 5. januar 1930

så dyrt at rette i Korrekturen


5t Jan. 1930.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Hr. Direktør Hegel!

Jeg takker Dem for Deres imødekommende Svar, der glædede mig meget. At den i mit Brev citerede Efterskrift til de to første Bind opskræmte mig lidt, vil De vist have forstået; men den beroede altså også på en Fejltagelse. Nu har jeg kun at bede om, at Titlen på Bind II må blive "Den kongelige Gæst" i Stedet for "Det store Spøgelse", som er en så lille Fortælling og kun lidt kendt, hvorimod "Den kongelige Gæst" stadig efterspørges, navnlig efter Operaopførelserne her i Kbhvn og i Stockholm. Jeg får Gang efter Gang Forespørgsel fra mig ganske fremmede Folk om, hvor den Fortælling 2 kan findes. Titlen "Sandinge Menighed o.s.v." til Bind I og "Højsang" til Bind III finder jeg derimod meget passende.

Skønt jeg for længst har samlet og gennemgået det hele Materiale til det sidste Bind, mener jeg det rigtigst at kigge det igennem påny, inden det går i Trykken. Det er jo nu bleven så dyrt at rette i Korrekturen. Såsnart dette Gennemsyn er foretaget – antagelig i Februar – skal det hele blive Dem tilsendt, så Bogen kan komme ud tidlig på Efteråret.

Med en venlig Hilsen

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.