Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
18. april 1930
min literære Antipode
18.4.30.
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
I Aftes sendte jeg Dem et lille Påskekort1, og nu til Morgen modtog jeg Deres sidste Brev, som jeg helst vil besvare med det samme. De truer med at sende mig en Krigsbog2 "Syndfloden", som De selv har haft megen Glæde af. Det skal De dog ikke gøre. Den Slags Værker har ingen Bud til mig, dersom de da ikke udmærker sig som Romaner, som Digtning altså, og det gør jo de færreste af disse Krigsbøger. Vil jeg læse om Krigen, foretrækker jeg Breve, Dagbøger etc.
Så nævner De Johan Geismars Bog "Synd og Soning". Den læste jeg straks ved dens Fremkomst3. Det er en stolt og smuk Bog i Martensens Ånd; men det er ikke 2 fra den spekulative Teologi, man venter Fornyelsen i Kirken. Der skal nu – som før – en Profet til, ikke godeklare Hoveder, men et flammende Hjerte, en urolig Ånd.
Endelig fortæller De mig, at De til Deres nye Bog havde føjet en Navneliste, som De nu vil stryge på Grund af visse Spydigheder mod de omtalte Personer, der for let kunde misforståes. Jeg griber Lejligheden til endnu en Gang at anbefale Dem at udelade også Tilegnelsen og gemme den til anden Lejlighed. Som jeg har sagt Dem tidligere: at tilegne netop mig denne Bog om Johannes V. Jensen, der af mange anses for min literære Antipode, kan altfor let virke forvirrende og forstyrrende på Læseren og blive til Skade for Opfattelsen af Bogen. Og De er jo dog, ikke sandt, en Tilhænger af de "rene og klare Linjer". – Gør mig (og Dem selv) den Tjeneste endnu en Gang at overveje Sagen!
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
