Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 19. juni 1929
Den store Femmaster i Spåner
19.6.29 |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund |
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
Jeg er altid glad ved at modtage Brev fra Dem, hvad jeg udtrykkeligt bemærker, fordi jeg ikke selv er nogen flittig Brevskriver og ofte har ladet også Dem vente på Svar. De meddeler i Deres Breve altid noget, enten om Dem selv eller andre, som interesserer mig, fordi De skriver så åbenhjertigt om alt, hvad der beskæftiger Dem. Jeg har i en Årrække stået i Korrespondance med en yngre norsk Skribent, som har vist mig den samme Tillid og den samme Overbærenhed, og hvem jeg også på Grund af andre Lighedspunkter stadig må sammenstille med Dem som en Slags Tvillingbroder. Heller ikke ham har jeg nemlig nogensinde 2 set eller talt med. Han er ligesom De en stor Beundrer af Proust og har skrevet en Afhandling om ham, som dog (ligesom Deres) endnu ikke er udkommet. Endelig lever også han i stadig Kamp med sine syge Nerver, men har ikke desmindre fået skrevet et Par Bøger, psykologiske Studier, der anses for noget af det bedste i nyere norsk Literatur. Han hedder Johannes Thrap-Meyer1 og er af gammel norsk Embeds- og Storkøbmandsslægt. Men måske kender De ham slet ikke hverken af Navn eller Gavn.2
Jeg ser kun sjelden "Politiken", der er bleven mig for stort et Blad, hvis mange ligegyldige Ting og Annoncer√ jeg ikke kan arbejde mig igennem. De enkelte gode Artikler, Bladet indeholder, skal man tilsnuse sig gennem altfor megen Hakkelse. Jeg har således ikke haft Lejlighed til at se, om Deres "Åbne Breve" har fået Plads 3 i Bladet3; men jeg kan næsten ikke tro det, da jeg i så Fald nok havde hørt derom. Men så kommer de jo nok frem andet Sted. Forøvrigt har De jo, som det synes, adskilligt andet√ på Stabelen for Tiden, foruden at De dyrker Deres Have, hvilket jeg især kan misunde Dem. Min egen Have indskrænker sig nu√ til en Altankasse, og de Arbejder, jeg har på Beddingen for Tiden, er af tilsvarende Format. Den store Femmaster, jeg drømte om at slutte af med, synes at skulle gå i Spånerne for mig.
Deres skjulte√ Frygt for Anerkendelse, for Riget, Magten og Æren i denne Verden, forstår jeg så godt. I al Ubemærkethed at leve for sit Arbejde og sin Udvikling – det er Kunstnerens Himmerig; men kun√ de færreste kan lade være med at skele over Paradismuren efter Udmærkelse, og Størsteparten 4 går til Grunde – også som Kunstnere – af Trang til Stimulans i Form af et Publikums Applaus. Af alle Gifte er Virak vistnok den farligste for alle Åndsarbejdere, – det har De rigtig forudfølt.
Nu Tak for Deres Brev, og modtag venlig Hilsen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.