Henrik Pontoppidan til Axel Garde
Sendt fra Lindved pr. Vejle. 27. august 1922
l Ours polaire
27.8.22. |
Lindved pr. Vejle. |
Kære Hr. Garde!
Det glædede mig at få Brev fra Dem igen. Det betyder forhåbenlig, at De nu er kommen Dem helt efter Deres Sygdom og med fornyede Kræfter kan overtage Deres vanskelige Embede som en Slags Overformynder for det uroligste af alle Folkefærd. Hvad nu mine – eller rettere min Kones – Landslotsdrømmerier angår, så er vi meget rørte over, at De og Deres Frue har husket dem og endog vil hjælpe os til at realisere dem; men Erfaringerne fra denne 2 triste regngrå, solforladte Niflheimsommer har unægtelig gjort i hvert Fald mig mindre opsat på Sagen. Lige i Øjeblikket skinner iøvrigt Solen, rigtignok som ved en Fejltagelse; men det er muligt, at min Kone straks griber Anledningen til at bygge videre på sine Luftkasteller. I hvert Tilfælde vil hun selv skrive til Deres Frue derom, såsnart hun bliver klar af det Flytteroderi, hvori vi i Øjeblikket lever.
Den franske Dames kuriøse Anmodning må jeg vel svare Ja til. Da jeg her ikke så let kan få et Brev maskinskrevet og ikke tør gå ud fra, at hun kan læse Dansk i Håndskrift, tager jeg med Tak mod Deres Tilbud om at lade Forlaget svare hende. Jeg havde jo hellere 3 set, at hun havde valgt en anden Fortælling end den gamle Isbjørn, f. Eks. "Det store Spøgelse", som bedre kunde give Pariserne en Forestilling om dansk Ånd og Fortællekunst. Men der må for Udlændinge være en særlig Tiltrækning ved denne Eskimo-Novelle1. Fra de besynderligste Folk har jeg i Årenes Løb modtaget Anmodninger om Oversættelsesretten til den. – Når De mener, at 1/3 af det eventuelle Honorar er for lidt, så er det bedst at skrive, som sandt er, at jeg er vant til at få i det mindste Halvdelen; og da jeg helst er fri for al Forbindelse med Damen, vil De også nok meddele hende, at Honoraret skal indbetales til Forlaget.
Med venligste Hilsner!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
