Henrik Pontoppidan til Richardt Gandrup
20. maj 1924
Evne til Latter slumrer hos Dem
20.5.24.
Kære Hr. Rich. Gandrup!
Jeg har måttet lade Deres venlige Brev ligge ubesvaret så længe, fordi jeg i den forløbne Uge var temmelig langt nede; og nu er det vel næsten for sent at komme tilbage til min Kritik af Satiren i Deres Bøger. Jeg må antage, at De i Mellemtiden har skrevet den i Glemmebogen. Når jeg alligevel tager Sagen op igen, er det kun, fordi De synes at have opfattet mine Ord om "Selvophøjelsen" som en skjult Brod rettet mod Dem personlig, mens det alene var min Hensigt i al Almindelighed at pege på den Risiko 2 en Satiriker løber ved at lade sin Overlegenhedsfølelse komme direkte til Orde, nemlig: at hans Pile slynges tilbage mod ham selv. Og det har i den Henseende ingen Betydning, om Overlegenheden er berettiget eller ikke. Læseren forstemmes; og i sin Forstemthed mistænker han let Satirikeren for at have den Bagtanke med sin Skildring, at den skal danne en flatterende Baggrund for hans egne Fuldkommenheder, – dersom den anden da ikke med sit Humør får ham til at overgive sig på Nåde og Unåde. For det er virkelig med sit Vid og sit Lune – og ikke med nogetsomhelst andet – at en Satire får Virkning.
Gamle Fatter Holberg havde visselig al Grund til at føle sig højt ophøjet over 3 en sølle fordrukken Hanrej af en Bonde; men i hans Jeppe, skønt fremstillet til Skræk og Advarsel, kommer ingen selvretfærdig Professor ordinarius til Skue – undtagen i det påklistrede Slutningsvers. Satiren er heller ikke (som De kræver det) set "ovenfra og nedefter", skyldes overhovedet intet oversvævende Blik fra de høje Regioner, hvorfra (for at citere mig selv1) en Lus og en Løve synes lige store og lige smukke, men et Menneske, der med Liv og Sjæl er med i Spasen og ikke mindst af den Grund får en uimodståelig Magt over vort Sind og vore Lattermuskler. De selv har i Deres sidste Bog satiriseret over den overstadige Juleglæde hos Deres Rejseselskab, hvor De – som De udtrykkelig skriver – sad 4 "udenfor det hele", vel egenlig ovenover det hele, i hvert Fald i en Afstand, der gjorde Dem uimodtagelig, mens Holberg (skønt også han var Vanddrikker) sikkert vilde haft sin Morskab af Situationen. Han kunde jo (som vor Literaturs anden store Tungsindige, Søren Kierkegård) more sig i al Slags Selskab, ja næsten bedst i det allertåbeligste.
Som det er rigtigt, at en Digter kun kan røre sine Læsere ved noget, som heftigt har bevæget ham selv, sådan er det ikke mindre sandt, at man må kunne le for at få andre til at smile. Men denne Evne til Latter synes foreløbig at slumre hos Dem; og derfor har Deres Satire ingen rigtig Magt, hverken til at oplive eller til at dræbe.
Men nu skal jeg holde op. Jeg har 5 allerede været altfor vidtløftig, og har måske endda slet ikke fået sagt, hvad jeg egenlig vilde. Alligevel – basta!
Det gjorde mig ondt at høre, at De i År må give Afkald på det prægtige lille Sommerhus ved "Ludvigslyst". Jeg forstår, at det må være et stort Tab. Men De finder vel nok et andet Sted, der passer for Dem. Selv kommer jeg næppe til Jylland denne Sommer. Jeg har haft en slem Vinter og et endnu værre Forår, og nu forestår der mig en fornyet Hospitalsbehandling, så jeg kan foreløbig ikke komme her fra Byen.
Jeg ønsker Dem gode Arbejdsvilkår i Sommer, og sender sammen med min Kone også en venlig Hilsen til Fruen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
