Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 8. maj 1924
uberettiget Selvophøjelse
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg takker for Deres Brev og de elskværdige Ord om min Bog1. Jeg er glad for, at De ikke overholdt Deres første Beslutning om at tilbageholde Indvendingerne, De havde at gøre. Jeg anser ikke denne Bog for nogen større Bedrift, hvad De vist ogsaa fik Indtrykket af i Svejbæk; men jeg syntes, dens Indhold i det hele kunde passere, at enkelte Afsnit endog var gode ("Til Mekka", "Den gamle Filantrop" og "Kawah Idjen"), og at jeg skyldte mig selv at indkassere de Penge, Bogen kunde indbringe! Hvilket sidste jeg da ogsaa med rolig Samvittighed har gjort.
Jeg er ikke enig med Dem i, hvad De skriver om Satiren i Bogen. Om den helt ud er lykkedes mig, vil jeg lade staa hen. Men at en Satire ikke maa 2 have "Skin af – bevidst eller ubevidst – Selvophøjelse", kan jeg ikke indrømme. Jeg kan nemlig ikke tænke mig en Satire, der rettes mod noget eller nogen, hvoroverfor man føler sig underlegen. Endog en Satire, man retter mod sig selv, opstaar jo derved, at man i det Øjeblik, den fremsættes, føler sig stærkere, klogere, bedre end man var i det Øjeblik eller i den Handling og Adfærd, hvorimod Satiren vendes. Og hvadenten Satiren er godmodig – rettet mod Enfoldighed eller Svaghed –, eller den er ond og bidsk – rettet mod Dumhed og holdningsløs Bornerthed –, maa den dog – om der iøvrigt er Mening i den – være rettet oppefra og nedefter. Et andet Spørgsmaal bliver det jo saa, hvad Satiren i min Bog angaar, om det er lykkedes mig i min Skildring at give Læseren Indtryk af, at min "Selvophøjelse" er berettiget, og derfor mener jeg, Deres Indsigelse 3 maa ændres til, at Satiren bliver en Bumerang, saasnart den faar et Skin af uberettiget Selvophøjelse. Jeg er ikke blind for, at Indvendingen i denne Form rammer mig haardere, men jeg mener, den bliver rigtigere.
Jeg har ofte haft Lyst til at spørge til Deres Helbred, men har ikke villet forstyrre Dem og gøre Dem Ulejlighed med et Svar derpaa. Jeg haaber, at den øjeblikkelige Bedring, der var indtruffet den Dag, jeg besøgte Dem, har holdt sig nogenlunde, og at ogsaa Deres Frue er rask.
Vi har lidt en stor Skuffelse derved, at Huset i Svejbæk, hvor vi har boet de sidste Somre, imod Forventning ikke bliver ledigt for os i Sommer. Ejeren er saa ondsindet selv at ville bo der! Mere end tidligere er vi derfor nu besluttede paa at sætte Himmel 4 og Jord i Bevægelse for at faa en Ejendom selv derude. Denne Plan lader sig imidlertid ikke virkeliggøre i Aar – saa foreløbig er vi hjemløse.
Med venlig hilsen til Dem og Deres Frue ogsaa fra min Kone er jeg Deres hengivne
Richardt Gandrup
Aarhus, 8-5-24.
