Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 23. maj 1924
min Muse har let til Taarer
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Mange Tak for Deres Brev.
Skøndt jeg har adskillige Indsigelser mod Betragtningerne deri over Satirens og Satirikerens Væsen, vil jeg dog ikke plage Dem med vidtløftig Drøftelse. Kun vil jeg sige, at Satiren vel er en Kunstform, men tillige et Vaaben hvad Søren Kierkegaard sikkert ogsaa har tænkt, da han i den syvende Himmel bad Guderne lade ham faa Latteren paa sin Side. I dette at udlevere Mennesker eller Forhold til Latteren ligger der utvivlsomt noget af en Prisgivelse, som daarligt kunde tænkes, om ikke netop Satirikeren følte sig – nu tør jeg ikke igen sige overlegen, men vil nøjes med: isoleret, "lidt udenfor". Noget andet bliver det saa, om 2 Forfatteren har faaet den Gave, som Guderne saa beredvilligt skænkede S.K.; har han ikke det, vil Læseren naturligvis finde ham endnu latterligere, end Ofrene for hans Satire synes dem – og altsaa le ad ham og ikke med ham. Paa dette Punkt er jeg mig de Mangler, som De paapeger, fuldt bevidst; det var helt andre Ting, jeg drøftede med de Mægtige, da jeg var i den syvende Himmel, hvortil man jo desværre kun een Gang "henrykkes". Jeg kan med en Variation af Ovid's Bekendelse sige: jeg selv ler gerne, men min Muse har let til Taarer.
Det bedrøver mig meget at høre, hvor daarligt det fremdeles gaar med Deres Helbred, og jeg haaber oprigtigt, at den paatænkte Hospitalsbehandling maa hidføre en Bedring, der ihvertfald for længere Tid kan befri Dem for Smerter. Jeg 3 kan ikke lade være at sende Dem de bedste Ønsker derom.
Med venlig Hilsen til Dem og Deres Frue ogsaa fra min Kone er jeg Deres hengivne
Richardt Gandrup
Aarhus, 23-5-24.
