Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rørvig. 12. juli 1934

første Udarbejdelse ligger færdig


12 Juli 34.
f. T. Rørvig
pr. Nykøbing Sj.

Kære Galschiøt!

Der har i År været en forbavsende Mængde "runde" Fødselsdage indenfor Familje- og Vennekredsen. I Januar fyldte min Svoger, Skovrideren, 70 År. I Februar fulgte min ældste Datters 50 Års Fødselsdag, og nu forleden fejrede vi Elses 40 Års Dag. Som Nummer sidst i Rækken kommer De selv den 11te Decb, og i Mellemtiden glider Vilh. Andersen ind i det Tiår, der i gamle Dage kaldtes de forlorne Krøllers (Christian Winthers og Erik Bøghs Hårpragt ihukommende). Sammen med begge mine Døtre og begge Svigersønner har jeg tilbragt den sidste, sydlandsk varme Uge i et herligt Friluftsliv, tilviftet Kølighed fra Havet. Her er naturligvis mange Badegæster; men Huset ligger så langt fra Alfarvej, at vi ikke ser meget til dem, og vi har heller ikke trængt til det, fordi vi selv har været så mange. Men nu begynder det at tynde ud her. 2 Politimesterfolkene fra Horsens er nu begge rejst hjem. Om en Ugestid bryder vi selv op herfra og tager til Lindersvold Skovridergård for nogle Dage. Den 26d er jeg for mit Vedkommende atter i Ordrup.

Iøvrigt er det naturligvis de sidste Tiders Begivenheder i Tyskland, jeg har været optaget af. De har opklaret Forhold, som jeg knap nok anede noget om. Det "tredje Rige" er blevet afsløret på en Måde, der må få det til at løbe koldt ned ad Ryggen på vore hjemlige Nazister. Der forestår sandsynligvis nye, blodige Revolter dernede. Men lad dem bare tilfredsstille deres Blodtørst på deres egne Landsmænd. Så slipper vi√ andre måske for at blive Offer for den. Men der skal vist en kraftig Åreladning til, før dette sygeligt ophedede Folk falder til Ro og bliver sig selv igen.

Som De måske véd, hører der c 10 Td. Land Plantage til Huset her, og udenfor dette Areal kommer jeg ikke tilfods. Endogså op til Kirkegården, der ligger tæt herved, må jeg i Almindelighed bruge Vogn. Det er særlig trist for mig her, hvor jeg har været vant til at gå timelange Ture og storke afsted med 3 Børnene i Hælene. Men bortset herfra føler jeg ingen store Ulemper af mine 77 År, ja når jeg tænker på de År, da jeg plagedes så fælt af Ansigtssmerter både Nat og Dag, må jeg vel endogså sige om mit Befindende, at det er blevet bedre med Årene. Noget synderligt Arbejde får jeg dog for Tiden ikke gjort. Måske er dette også et Alderdomstegn, at jeg – i Modsætning til tidligere – må sidde ved mit eget Skrivebord og i de vante Omgivelser for at få Samling på mine Tanker. Jeg har da også halvvejs opgivet at få nogen Bog ud i År; men Ulykken er ikke stor. Jeg er slet ikke lysten efter at komme med på Julemarkedet. Den første Udarbejdelse ligger ganske vist færdig; men også til Renskriften skal man helst være godt oplagt, og det er jeg altså ikke for Tiden.

Lev nu vel, og modtag en venlig Hilsen også fra Doktorfamiljen.

Deres hengivne
H. Pontopppidan