Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 11. juni 1934
De skal beholde Formatet
11 Juni 34.
Kære Pontoppidan. Paa selve Halvaars-Fødselsdagen maa jeg da sende Dem min Tak for Lykønskningen i Dagens Anledning. Nu da Antallet af Helaarsdagene, der er tilbage, er saa ringe, kan der jo være nogen Mening i at fordoble det paa denne Maade og derved minde En om at man skal paaskønne, at man stadig faar Lov at leve, og for mit personlige Vedkommende, gør jeg det virkelig ogsaa, skønt jeg godt kan sige til mig selv om Aftenen, naar jeg lægger mig til Rette i min Seng: Om du nu stille døde i Nattens Løb, var Ulykken dog ikke større, og Savnet, du efterlod heller ikke. Men ellers vil jeg da gerne leve videre, naar den legemlige og aandelige Svaghed kan holde sig nogenlunde paa samme Punkt som nu. Jeg føler den nemlig nok saa meget i den Omhu, som mine Omgivelser viser mig som i de smaa Ulemper, den ellers forskaffer mig, naar jeg famler med Fødderne efter Trappetrin paa fremmed Sted, eller atter og atter tørrer Brilleglassene af for at fjerne den Taage der ikke sidder paa dem men inde paa Nethinden – alt sammen Smaating, det ikke er værd at spilde Tanker paa. Kuriøst er det, at jeg stadig ikke kan faa Bugt med en Smule Lyst til at skrive "Erindringer", der stadig sidder i en eller anden Krog i mit Sind, skønt jeg godt med et Smil kan sige mig selv, at det aldrig blir til noget – det virker alligevel som en Slags Livsvækker eller som den Roborans-Snaps1, Frk. Pansch har faaet mig til at drikke til Frokosten, og som gør at denne faar lidt extra over sig. – – – Af denne lange Sludder kan De forhaabenlig mærke, at jeg som sædvanlig har det godt, og hvad De skrev om det lige afsluttede Kapitel af Deres "Erindringer" interesserede og glædede mig, næsten som hade jeg faaet en Dobbel-Snaps Roborans serveret til Frokost. Jeg synes, det er storartet af Dem og morer mig over Deres Fortvivlelse, fordi Bogen "svulmer op" – lad den bare svulme jo mere jo bedre, det vil glæde alle Deres Læsere og ikke mindst Deres Venner. Jeg synes, De skal beholde Formatet fra "Drengeaar" selv om Bogen skulde blive dobbelt saa tyk – det er saadan et hyggeligt Format, let at holde baade i Haanden og i Aanden. 2 Trykningen kan jo passende foregaa, mens De er her i Eftersomren, og saa kan jeg faa Lov til at være med om Korrekturen. De glæder Dem, skriver De, til Deres paatænkte Ophold her paa Reberbanen – det gør jeg med. Vi skal nok indrette os paa en fornuftig Maade, saa vi sidder hinanden nær uden at sidde Laarene af hinanden. Fru Lassen, der vilde være kommet midt i Maj opsatte sit Komme paa Grund af Kulden, men har nu været her siden 1. Juni. Hun blir saa nok til 1. August, for jeg har sagt hende, at jeg venter Dem, men jeg antar, at De kan komme lidt ind i Maaneden, for Lejligheden skal nok ha en lille Rengørings-Omgang, naar hun er taget bort. Derom skal De i god Tid faa Besked. – Foruden mig glæder ogsaa Deres Kusine Fru Jespersen og hendes Mand sig til at faa Dem paa lidt nærmere Hold. De er begge meget elskværdige imod mig og opfordrer mig til hyppige Besøg, som dog foreløbig har indskrænket sig til to. Jeg lod dem strax vide, at jeg ikke mere gik i Selskab og kom derfor heller ikke med i Lørdags, da de hade Middag for Legatherrerne og nogle andre; jeg har engang haft dem her til Frokost – et to Timers Besøg, der passer mig bedst, bedre end Middags-dito der trækker ud til 3-4 Timer. – Jeg hade saamænd idag paa Morgenstunden Besøg af fhv. Rektor Dr. Karl Hude, der for Tiden ligger paa Meulenborg – sidste Gang, vi var sammen, var saamænd hos Dem ude i Hillerød til en Middag, hvor for Resten ogsaa Jespersens var med. Ellers lever jeg et meget stilfærdigt og begivenhedsløst Liv til Hverdag – hvor de fleste Dage forløber uden at jeg har set eller talt med andre end Frk. Pansch, Gerda og Bitten. Det interesserede mig at høre (eller rettere læse) hvad De mener om Hamsun. Ja, selvfølgelig er der noget berettiget i den morsomme Karakteristik, da hans Hovedfigurer altid er saa extra-originale, men jeg synes, at de til Gengæld er godt gennemførte, ualmindelig godt. Hans sidste Bog om Landstrygeren Edward syntes mig dog ret uinteressant. Han var blevet træt og ked af Figuren og kunde ikke presse mere ud af den. – Jeg har paa Deres Vegne glædet mig over, at De har haft Deres Datter, Fru Krause i Besøg. Jeg ved, hvor høj Pris, De sætter paa Samværet med hende. – I ledige Timer under Opholdet i Rørvig og Lindersvold, sender De mig maaske et Par Ord, saa jeg ved, hvor jeg skal søge Dem.
Deres hengivne
M. Galschiøt
