Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 2. februar 1934
Alderdommen går nok af mig
2d Febr. 34 |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
Nu er det vist henved en Måned siden jeg sendte Dem en kortfattet Nytårshilsen, og i Mellemtiden har jeg modtaget et venligt Trøstebrev fra Dem i min Elendighed, der – trods Piller og Pulvere (eller måske på Grund af dem) – ikke har bedret sig synderligt. Jeg føler mig som en rigtig gammel Stabejs, der har vanskeligt ved at finde Fodfæste, og for hvem Omgivelserne ved den mindste Anstrengelse snurrer rundt som en Karussel. Jeg husker fra mine unge Dage et Ordskifte hos min Onkel1 i Rosenborggade 3. Onkels ældre Broder2, Stabslægen, allerede den Gang en gammel og ret svækket Levemand, kom der i Besøg, mens jeg var der. På min Tantes deltagende Spørgsmål om hans Befindende og hvordan han 2 i det hele√ klarede sig, svarede han: "Å jo, det kniber kun for mig at komme op ad Mikkelbryggers-Gade". Jeg husker, at jeg indvendig kluklo ved den Tanke, at det kunde føles som en anstrengende Bjergbestigning at spasere i en københavnsk Gade. Nu ler jeg ikke mere af den gamle Stabslæge. Nu mærker jeg selv den svageste Stigning på Vejene her omkring, og om jeg end ikke ligefrem puster af Anstrengelse, kan det dog hænde, at jeg må standse et Øjeblik for at trække Vejret. Men forhåbenlig varer denne Svækkelsestilstand ikke ved udover Vinteren. Når jeg igen kan opholde mig nogle Timer daglig i det Fri, går Alderdommen nok af mig. Men man mindes jo tidt√ om den på anden Måde end ved legemlige Påmindelser. Iovermorgen fylder min ældste Datter 50 År. Det er også noget, der giver Alderdomsfornemmelser, ligesom den Tanke, at hendes gifte Datter nårsomhelst kan gøre mig til Oldefar. Nogen Udsigt dertil er der dog, så vidt jeg véd, i Øjeblikket ikke. Else rejser i Morgen til Horsens for at være med i de forskellige Festligheder, 3 der skal holdes derovre i Anledning af Fødselsdagen. I en By som Horsens kan en sådan Begivenhed jo ikke gå hen i Stilhed, og der skal ikke være mindre end to større Middagsselskaber i Dommergården, én for Byens Honoratiores, én for en mere intim Kreds af Venner og Bekendte. Her hos mig skal der også gøres lidt ud af Dagen. Elses Børn kommer her alle til Frokost (det er jo Søndag) og Einar venter jeg til Middag for at drikke en Flaske god Bourgogne (Volnay) sammen med mig. Han forærede mig den i Julegave, og nu skal han selv få Lov til at drikke Broderparten.
Jeg har fyldt Dem med al denne Familjesnak, fordi jeg jo ingen Mennesker har måttet se under min Sygelighed og heller ikke læse, da Svækkelsen har taget også på Synet. Jeg har med andre Ord ingenting oplevet. Kun i de allersidste Dage har jeg haft et Par Besøg, deriblandt af Nathansen, der havde været en lille Rejse i Skåne sammen med den stockholmske Overrabiner, med hvem han synes at have Konferencer. Han bliver med andre Ord mere og mere omskåren, og ender måske 4 en Dag selv som Rabbiner. Han og jeg har det iøvrigt rigtig hyggeligt med hinanden. Han melder sig gerne selv til Middag, og har gerne altid en hel Del at fortælle. Han kom med den franske Bog3 om Napoleon, som Tryde har oversat, og som han var meget begejstret for. Han vilde absolut, at jeg skulde læse den. Om Oversættelsens Mangler, som Kritiken har påtalt, talte han ikke.√ De har altså ikke været af den Art, at de har formindsket hans Glæde ved Bogen; men det samme√ gjaldt jo forøvrigt også Dem. Uden sådanne to gode Garanter vilde jeg næppe give mig i Lag med det 500 Sider store Værk om en Mand, som jeg i Forvejen har læst så meget om. Men nu er jeg bleven nysgerrig, og såsnart mit Syn bliver bedre, vil jeg tage fat på Bogen.
Lev nu rigtig vel i Deres hyggelige Rede. Skade, at den ligger så langt fra Holmegårdsvej. Vi skulde ellers ofte sidde hver med sin Høreslange og småsnakke.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
